Skedebetændelse giver hvidligt/gråligt udflåd, der generer og har en fiskelugt. Fiskelugten bliver værre efter samleje
Det skyldes en overvækst af bakterier, der normalt kun findes i begrænsede mængder i skeden
Ca. 1/3 af alle kvinder får skedebetændelse mindst en gang i livet
Det er ikke en seksuelt overført sygdom, men man får det nemmere, hvis man har flere skiftende partnere, end hvis man har samme partner i længere tid
Kondom beskytter mod skedebetændelse
Skedebetændelse går næsten altid væk af sig selv
Det kan behandles med medicin, men der er risiko for, at det kommer igen
Hvad er bakteriel vaginose?
Der er normalt en stor mængde forskellige bakterier i skeden. De er en del af kroppens immunsystem. Den vigtigste bakterie er mælkesyrebakterier (Lactobacillus), der sørger for et surt miljø i skeden, og holder sygdomsfremkaldende bakterier væk.
Betændelse i skeden kaldes bakteriel vaginose eller skedekatar. Betændelsen skyldes, at der er blevet for få mælkesyrebakterier, så andre bakterier har kunnet tage over og ændre balancen. Det betyder, at skeden bliver mindre sur, forsvaret mod andre bakterier falder, og man får symptomer på betændelse.
Vaginalceller dækket med bakterier, kilde: US Centers for Disease Control and Prevention.
Hvad er symptomerne på betændelse i skeden?
Når man har betændelse i skeden, får man et generende udflåd. Udflåddet er tyndt, hvidligt/gråligt og skummer sommetider. Det kan føles ubehageligt, svi og klø.
Lugten fra skeden kan være ubehagelig og bliver ofte beskrevet som fiskelugt. Lugten kommer, fordi bakteriefloraen og surhedsgraden har ændret sig. Lugten kan blive kraftigere efter samleje, når sæd og udflåd bliver blandet. Det er fordi sæd er basisk og øger pH i skeden, og det frigør den typiske fiskelugt.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Hvis dit udflåd forandrer sig, øger i mængde og lugter dårligt, bør du gå til læge
Hvordan stilles diagnosen?
Symptomerne er sjældent særligt voldsomme, og halvdelen af alle kvinder får slet ingen symptomer. Udflåddets typiske lugt og udseende er ofte nok til at stille diagnosen.
Lægen kan i nogle tilfælde tage enkle test af udflåddet, som bekræfter diagnosen, hvis der er tvivl.
Hvorfor får man betændelse i skeden?
Balancen mellem bakterierne i skeden påvirkes af både ydre og indre faktorer som stress, graviditet, hormonniveauer i menstruationscyklus, overgangsalder, brug af medicin, kunststof i trusserne og sukkerholdig kost.
Betændelse i skeden er ikke en seksuelt overført sygdom. Men den kan godt hænge sammen med dine seksualvaner. Kvinder, der har mange partnere på samme tid eller skifter partner ofte, får hyppigere betændelse i skeden end dem, der har samme partner i mere end 6 måneder. Kvinder, der har sex med kvinder, får også oftere betændelse i skeden.
Der er større risiko for at få betændelse i skeden, hvis du:
Ofte har sex
Ofte skifter partner
Har mange partnere
Det ser ud til, at betændelsen er værst omkring tiden op til menstruation.
Efter overgangsalderen falder antallet af mælkesyrebakterier i skeden. Det gør, at der lettere kommer betændelse med andre slags bakterier. Hvis man tager østrogenstikpiller, kan mælkesyrebakterierne komme tilbage.
Smitter bakteriel vaginose?
Bakteriel vaginose er ikke en seksuelt overført sygdom, men kvinder, der har sex med kvinder, som har bakteriel vaginose, får det hyppigere.
Er bakteriel vaginose arveligt?
Risikoen for at få bakteriel vaginose kan muligvis være arvelig
Hvordan behandler man bakteriel vaginose?
Bakteriel vaginose går som regel over af sig selv uden behandling. Hvis du kun har få gener, behandler man derfor ikke. Det vil sige, at man blot lader kroppens eget immunforsvar kurere det.
Medicin
Hvis du bliver ved at have problemer og er meget generet af fx lugt, kløe, udflåd og svie, kan du få medicin. Det almindelige er at give metronidazol som tabletter eller som stikpiller eller creme til skeden. Metronidazol er et antibiotikum, som dræber den type bakterier (anaerobe bakterier), der er i overtal. Medicinen virker meget hurtigt.
Du skal undgå at drikke alkohol, mens du er i behandling. Det skyldes, at metronidazol kan virke ligesom antabus.
Effekten af behandling er desværre kortvarig. Hos ca. hver 3. kvinde kan det blive nødvendigt med en ny kur i løbet af få måneder.
Det er ikke nødvendigt at behandle din partner, heller ikke hvis du får tilbagefald.
For raske gravide er skedebetændelse ikke farligt.
Hos kvinder, der tidligere har født for tidligt, ses en øget risiko for, at vandet går for tidligt eller for tidlig fødsel.
Hvis du tidligere har født for tidligt og får symptomer på skedebetændelse, skal du blive undersøgt.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre skedebetændelse?
Det kan hjælpe at have færre seksualpartnere og at bruge kondom. Kondom mindsker sandsynligheden for at få betændelse i skeden.
Hvis du bruger spiral og bliver ved med at få tilbagefald, kan man prøve at fjerne spiralen. Det hjælper for nogle. Andre har gavn af at stoppe med p-piller.
Det er muligt, at mælkesyrebakterier kan ændre surhedsgraden i skeden, men det er ikke bevist. Hvis du har tendens til at blive ved med at få skedebetændelse, kan du prøve at bruge mælkesyrebakterier, som du kan købe i håndkøb.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis du har ubehag i form af kløe, svie, brænden i skeden eller ildelugtende udflåd, skal du søge lægehjælp og få stillet den relevante diagnose.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Skedebetændelse er helt ufarligt. Men det er normalt, at man får tilbagefald. Der er ikke grund til at behandle, medmindre du har mange gener af det. De fleste helbreder sig selv, og derfor er det fornuftigt at afvente udviklingen.
Det er oftest unge kvinder, der har skedebetændelse. Og der er færre tilfælde, jo ældre man bliver.
Hvor hyppig er bakteriel vaginose?
Skedebetændelse er meget hyppigt. Ca. 1/3 af alle kvinder vil få skedebetændelse mindst en gang i livet.