En hormonspiral indeholder gestagen. Det er samme type hormon, som det der findes i minipiller
Hormonspiral er en meget sikker prævention
Der findes tre typer hormonspiraler med forskellig mængde hormon
Kan udover prævention også bruges til at mindske blødningsmængden og kan bruges sammen med østrogenbehandling ved overgangsalderen (Mirena)
Hormonspiraler giver få bivirkninger, der som regel forsvinder efter nogle måneder
Sådan virker en hormonspiral
En hormonspiral har form som et T, hvor der omkring benet i T-et er en kappe, der indeholder hormon. Dette hormon er et gestagen. Det er samme type hormon som det, der findes i minipiller. Hormonspiralen indeholder ikke østrogen.
Hormonspiral.
Gennem små porer i kappen udskilles der konstant en lille mængde hormon. Hormonet påvirker slimhinden i livmoderhulen og medfører:
En meget sikker prævention
Livmoderslimhinden bliver mindre modtagelig for et befrugtet æg
Sekretet i livmoderhalsen ændrer sig, så sædcellerne får sværere ved at passere
Hormonet i spiralen kan påvirke ægløsning
Mindre menstruationsblødning
Livmoderens slimhinde bliver gradvist tyndere og mindre aktiv
Blødningerne bliver kortere og mindre kraftige
To hovedtyper hormonspiraler
En hormonspiral, der fortrinsvis er beregnet til kvinder, der har født:
Den gives som prævention, og kan da sidde i op til 8 år
Den gives mod kraftige menstruationsblødninger og som tillæg til østrogenbehandling af overgangsalderssymptomer og kan da sidde i op til 5 år
Den kan også anvendes til kvinder med endometriose, idet den tit medfører, at menstruationsblødningerne helt ophører, og ægløsningen også ophører
To mindre hormonspiraler, der også indeholder mindre mængde hormon, der også kan bruges af kvinder, der ikke har født:
Kun beregnet som prævention
Kan sidde i henholdsvis 3 år eller 5 år
Fordele ved at bruge hormonspiral
En hormonspiral er en meget sikker prævention
Den har ingen alvorlige bivirkninger
Den mængde hormon, der bliver frigivet, virker overvejende lokalt, dvs. lige omkring spiralen i livmoderen. Kun en lille del af hormonerne bliver optaget i kredsløbet og virker andre steder i kroppen
En hormonspiral giver typisk små og kortvarige menstruationer, og hos nogle ophører menstruationerne helt
Hormonspiralen egner sig derfor også til kvinder, som generes af kraftige menstruationsblødninger
Spiralen kan sidde i flere år afhængigt af typen
Når hormonspiralen bliver taget ud, er muligheden for at blive gravid lige så god som før
Ønsker man at blive gravid, kan man forsøge umiddelbart efter, at spiralen er fjernet. Det kan dog være en fordel at vente til efter første menstruation, da det så er nemmere at lave terminsberegningen
Hormonspiral kan anvendes under amning
Risikoen for at få underlivsbetændelse pga. hormonspiralen er meget lav - lavere end for almindelige spiraler
En hormonspiral giver ikke øget risiko for blodpropper som er tilfældet ved P-piller.
Ulemper ved at bruge hormonspiral
Hormonspiraler giver ofte uregelmæssige blødninger i de første måneder, efter du har fået den sat op. Efter 4-6 måneder ophører pletblødningen hos de fleste
Hormonspiralen kan som andre spiraler give smerter i ryg og underliv
Hormonerne kan give bivirkninger i form af brystspænding, hovedpine, uren hud, depression og påvirket humør, men disse bivirkninger er sjældnere end ved f.eks. P-piller, idet hormonmængden er meget mindre
Hormonspiral beskytter ikke mod sexsygdomme
Spiralen er dyr at anskaffe. Men da spiralen er effektiv i en del år, er den billigere end p-piller i en tilsvarende periode. Samtidig får du færre udgifter til bind og tamponer
Hvis du bruger menstruationskop, kan det i sjældne tilfælde medføre, at spiralen blive trukket skævt eller hevet ud. Det er vigtigt, at du placerer den korrekt i den nedre del af skeden og udtager den korrekt, uden at der dannes et for kraftigt undertryk.
Generelt om hormonspiral
Nogle mærker stort set intet ved at få lagt en hormonspiral op, mens andre finder oplægningen ubehagelig. Da man ikke ved dette på forhånd, er det en god ide at tage smertestillende i form af paracetamol og ibuprofen inden oplægning
Hormonspiral er især god til kvinder, der er generet af kraftige menstruationsblødninger
Den er et godt alternativ til Kobber-spiraler, der ofte giver kraftigere blødninger
Hormonspiralen mindsker ikke fertiliteten. Hvis du tager spiralen ud, fordi du ønsker at opnå graviditet og ikke har fået menstruationer igen efter 4-6 måneder, skal du kontakte din læge for at finde årsagen til de manglende menstruationer