Hormonspiral

Benny Kirschner

Speciallæge

Fakta

  • En hormonspiral indeholder gestagen. Det er samme type hormon, som det der findes i minipiller 

  • Hormonspiral er en meget sikker prævention

  • Der findes tre typer hormonspiraler med forskellig mængde hormon

  • En hormonspiral kan udover prævention også bruges til at mindske blødningsmængde, begrænse ægløsning og kan bruges sammen med østrogenbehandling ved overgangsalderen (Mirena) 

  • Hormonspiraler giver få bivirkninger, der som regel forsvinder efter nogle måneder

Sådan virker en hormonspiral

En hormonspiral har form som et T, hvor der omkring benet i T-et er en kappe, der indeholder hormon. Dette hormon er et gestagen. Det er samme type hormon som det, der findes i minipiller. Hormonspiralen indeholder ikke østrogen.

Hormonspiral.

Gennem små porer i kappen udskilles der konstant en lille mængde hormon. Hormonet påvirker slimhinden i livmoderhulen og medfører:

  • En meget sikker prævention

    • Livmoderslimhinden bliver mindre modtagelig for et befrugtet æg

    • Sekretet i livmoderhalsen ændrer sig, så sædcellerne får sværere ved at passere

    • Hormonet i spiralen kan påvirke ægløsning

  • Mindre blødning ved menstruation

    • Livmoderens slimhinde bliver gradvist tyndere og mindre aktiv

    • Blødningerne bliver kortere og mindre kraftige

To hovedtyper hormonspiraler

  • En hormonspiral, der fortrinsvis er beregnet til kvinder, der har født:

    • Den gives som prævention og kan da sidde i op til 8 år

    • Den gives mod kraftige menstruationsblødninger og som tillæg til østrogenbehandling af overgangsalderssymptomer og kan da sidde i op til 5 år

    • Den kan også anvendes til kvinder med endometriose, idet den tit medfører, at ægløsningen ophører og således at menstruationsblødningerne helt ophører

  • Der findes to mindre hormonspiraler, der også indeholder mindre mængde hormon:

    • Kun beregnet som prævention

    • Kan også bruges af kvinder, der ikke har været gravid og født

    • Kan sidde i henholdsvis 3 år eller 5 år

Fordele ved at bruge hormonspiral

  • En hormonspiral er en meget sikker prævention

  • Den har ingen alvorlige bivirkninger

  • Den mængde hormon, der bliver frigivet, virker overvejende lokalt, dvs. lige omkring spiralen i livmoderen. Kun en lille del af hormonerne bliver optaget i kredsløbet og virker andre steder i kroppen

  • En hormonspiral giver typisk små og kortvarige menstruationer, og hos nogle ophører menstruationerne helt 

  • Hormonspiralen egner sig derfor også til kvinder, som generes af kraftige menstruationsblødninger

  • Spiralen kan sidde i flere år afhængigt af typen

  • Når hormonspiralen bliver taget ud, er muligheden for at blive gravid lige så god som før

  • Ønsker man at blive gravid, kan man forsøge umiddelbart efter, at spiralen er fjernet. Det kan dog være en fordel at vente til efter første menstruation, da det så er nemmere at lave terminsberegningen

  • Hormonspiral kan anvendes under amning 

  • Risikoen for at få underlivsbetændelse pga. hormonspiralen er meget lav - lavere end for almindelige spiraler

  • En hormonspiral giver ikke øget risiko for blodpropper, som er tilfældet ved P-piller

Ulemper ved at bruge hormonspiral

  • Hormonspiraler giver ofte uregelmæssige blødninger i de første måneder, efter at den er sat op. Efter 4-6 måneder ophører pletblødningen hos de fleste

  • Hormonspiralen kan som andre spiraler give smerter i ryg og underliv

  • Hormonerne kan give bivirkninger i form af brystspænding, hovedpine, uren hud, depression og påvirket humør, men disse bivirkninger er sjældnere end ved f.eks. P-piller, idet hormonmængden er meget mindre

  • Hormonspiral beskytter ikke mod seksuelt overførte sygdomme

  • Spiralen er dyr at anskaffe, men da spiralen er effektiv i en del år, er den billigere end p-piller i en tilsvarende periode. Samtidig får du færre udgifter til bind og tamponer

  • Hvis du bruger menstruationskop, kan det i sjældne tilfælde medføre, at spiralen blive trukket skævt eller hevet ud. Det er vigtigt, at du placerer den korrekt i den nedre del af skeden og udtager den korrekt, uden at der dannes et for kraftigt undertryk

Generelt om hormonspiral

  • Nogle mærker stort set intet ved at få lagt en hormonspiral op, mens andre finder oplægningen ubehagelig. Da man ikke ved dette på forhånd, er det en god ide at tage smertestillende i form af paracetamol og ibuprofen inden oplægning

  • Hormonspiral er især god til kvinder, der er generet af kraftige blødninger ved menstruation

  • Den er et godt alternativ til kobberspiraler, der ofte giver kraftigere blødninger

  • Hormonspiralen mindsker ikke fertiliteten. Hvis du tager spiralen ud, fordi du ønsker at opnå graviditet og ikke har fået menstruationer igen efter 4-6 måneder, skal du kontakte din læge for at finde årsagen til de manglende menstruationer

Se animation om spiral 

Vil du vide mere?

Illustrationer

Kilder

Fagmedarbejdere

Benny Kirschner

Overlæge, Amager og Hvidovre Hospital, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling

Jette Kolding Kristensen

Praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen