Sammenhæng mellem allergi og astma ses også hos voksne, men mange voksne med astma har ikke allergi
Allergisk astma skyldes næsten altid indånding af partikler, som fremkalder en allergisk reaktion på slimhinden i luftvejene. Det drejer sig for det meste om dyrehår, støvmider, svampesporer eller pollen
Det er meget sjældent, at fødevarer udløser astma
Hvad er allergi?
Allergi er en tilstand, hvor kroppens immunforsvar reagerer unormalt eller for kraftigt. Det kan fx dreje sig om reaktion på stoffer, som kommer ind gennem huden, i maden eller med den luft, som vi indånder. Sådanne stoffer kaldes for allergener (allergifremkaldende stoffer).
Ved allergi kan man påvise allergiantistoffer i kroppen. Dette kan ske enten ved en priktest eller ved en blodprøve, som måler niveauet af allergi-antistoffer i blodet.
De mest typiske allergener, som har betydning for astma, er pollen, dyrehår, svampesporer og støvmider.
Hvilke symptomer er der på allergi?
Hos personer med allergi tror kroppen, at allergenerne er farlige for kroppen, og forsøger derfor at bekæmpe dem.
Allergenerne starter en reaktion, som resulterer i en irritation i det væv, som bliver udsat for allergenet. Det oplever vi som allergiske symptomer.
I lungerne fører den allergiske reaktion til øget dannelse af slim som giver hoste. Luftvejene bliver irriteret og forsnævres, og det giver åndenød (astma).
Hvis allergener kommer ind gennem huden (kontaktallergi), giver de kløe og udslæt. Allergener, som kommer ind i øjnene, giver kløende, sviende og væskende øjne.
Allergener, som kommer med mad, giver kløe i munden, smerter i maven og problemer med fordøjelsen. Enkelte gange kan allergener som indtages med maden, give en generel allergisk reaktion i form af hævelser i huden og fald i blodtrykket.
Hvad er sammenhængen mellem allergi og astma?
Der kan være en direkte sammenhæng mellem allergi og astma. Man taler ligefrem om allergisk astma - det vil sige astma, som først og fremmest bliver udløst ved at vi indånder allergener.
Især blandt børn spiller allergi en vigtig rolle for astma. Allergi, som årsag til astma hos voksne, er ikke nær så hyppig. Hos mange kan man ikke påvise nogen sammenhæng mellem allergi og astma.
Der findes et stort antal stoffer både i luft og mad, som kan virke som allergener. Personer med allergi reagerer på forskellige stoffer, og det som giver astma hos én person, behøver ikke at give symptomer hos andre.
Hos mange vil astma blive udløst, når de indånder bestemte allergener. Mere sjældent er det, at det fører til astma, når man spiser bestemte former for mad.
Hvilken nytte har jeg af at vide, hvad jeg er allergisk over for?
Ved at være opmærksom på dine astmasymptomer vil du kunne opdage mange af de allergener, som netop du reagerer over for. Fx kan du få hoste, åndenød og pibende vejrtrækning efter, at have været i kontakt med en kat.
Hvis du på denne måde opdager, hvad der udløser astma hos dig, vil det fremover være muligt at undgå disse påvirkninger og få en bedre kontrol over astmaen.
Madvareallergi og astma
En række madvarer kan give allergiske reaktioner i form af fødevareallergi. Det er dog sjældent, at madvarer udløser astma. Produkter, som kan forårsage astma, er blandt andet nødder, hvede, soya, æg, mælk, fisk og skaldyr. Desuden kan enkelte reagere på tilsætningsstoffer, som bruges i bearbejdning af mad.
Hvis du mistænker en madvare for at udløse astma hos dig, kan du prøve at undgå den i kosten og tale med din læge om det. Sammen kan I så beslutte, om du skal allergitestes.