Tuberkulose, behandling

Thomas Ringbæk

speciallæge

Fakta

  • Man behandler tuberkulose med 4 forskellige slags antibiotika over 6 måneder
  • I de fleste tilfælde kan man tage medicinen som én tablet, som sygehuset udleverer
  • Behandlingen kan have en del bivirkninger, og kræver specialiseret viden. Behandlingen er derfor samlet få steder i landet
  • Tuberkulosebakterien kan blive modstandsdygtig (multiresistent) overfor antibiotika. Hvis der sker, behandler man med andre stoffer, som dog er mindre effektive, har mange bivirkninger, og hvor behandlingen kan vare op til 2 år

Behandling af tuberkulose gennem tiderne

Helt op til midten af 1900-tallet blev tuberkulose behandlet i sanatorier, ofte i årevis. Behandlingen bestod af klar, kold luft, rigeligt med mad og meget hvile. Nogle gange foretog man kirurgiske indgreb for at skabe sammenfald af inficeret lungevæv. Man troede, at dette kunne bekæmpe sygdommen.

Behandling med antibiotika

I dag består behandlingen af medicin (antibiotika), men behandlingen er fortsat langvarig. Normalt skal man tage antibiotika i 6 måneder for helt at kunne dræbe alle bakterierne.

De fleste får en standardbehandling, som omfatter 4 slags medicin i 3 måneder og 2 slags i yderligere 3 måneder. Det gør, at bakterierne dræbes hurtigt, og at der ikke opstår resistens. Man kan som regel tage medicinen i 1 tablet, som indeholder flere stoffer.

Behandling af tuberkuløs infektion

Observation

Hvis prøverne viser, at du har infektion med tuberkulose, men ikke aktiv sygdom, vil man normalt kun observere dig. I nogle tilfælde kan det imidlertid være aktuelt at behandle med medicin. Det gælder fx, hvis du har stærkt nedsat immunforsvar.

Behandling af aktiv tuberkulose

Tabletkur 

Hvis du har fået påvist aktiv tuberkulose, vil du normalt starte behandling med 4 slags medicin - isoniazid, rifampicin, etambutol og pyrazinamid. Det er WHO's anbefaling, men der kan være gode grunde til, at du får en anden sammensætning af kuren. Fx ved påvisning af resistens mod nogle af de fire antibiotika.

Der findes i dag tabletter, som indeholder flere (alle) præparater i én og samme tablet. Det gør enklere at tage medicinen og sikrer samtidig, at du får alle de nødvendige præparater, som skal til for at ødelægge tuberkulosebakterien.

De første 3 måneder bliver du behandlet intenst med alle fire stoffer. Derefter går du over til en vedligeholdelsesbehandling med kun to forskellige præparater. Nogle gange er det nødvendigt at blive indlagt på sygehus i starten, men de fleste kan behandles ambulant. Hvis du er smittefarlig, vil du blive isoleret den første uge af behandlingen.

Smittefare 

Tuberkulosebakterierne vokser langsomt. Derfor skal behandlingen af en aktiv infektion være langvarig - normalt 6 måneder. Efter cirka 2 uger er du ikke længere smittefarlig, og du begynder at føle dig bedre tilpas.

Fuldfør hele kuren 

Det er dog helt afgørende, at du fuldfører hele kuren og tager medicinen, nøjagtigt som lægen har foreskrevet.

Stopper du behandlingen for tidligt, eller springer du doser over, kan det medføre, at der udvikles bakteriestammer, som er modstandsdygtige mod den medicin, som du bruger. Disse bakterier kan være meget vanskelige at behandle.

Bivirkninger

Bivirkninger som følge af medicin mod tuberkulose er almindelige. Nogle gange kan de være alvorlige. Alle anti-tuberkulose-medikamenter kan være giftige for leveren. Rifampicin kan give influenzalignende symptomer som feber, kulderystelser, smerter i musklerne, kvalme og opkastninger.

Etambutol kan give synsforstyrrelser, men forandringerne går væk, hvis man stopper behandlingen ved første tegn på problemet. Man undgår at bruge etambutol til børn, da børn ikke altid kan fortælle om deres syn.

Under behandlingen skal du søge læge, hvis du får følgende:

  • Kvalme eller opkastninger
  • Tab af madlyst
  • Gul farve på huden (gulsot)
  • Feber som varer i 3 eller flere dage, uden der er nogen klar grund som fx forkølelse eller influenza
  • Ømhed i maven
  • Nedsat syn eller ændret farveopfattelse
  • Smerter i led

Behandling af multiresistent tuberkulose

Multiresistente tuberkulosebakterier er bakterier, som ikke lader sig behandle med de to vigtigste medikamenter isoniazid og rifampicin. Tilstanden opstår ved, at patienter springer doser over, eller ikke fuldfører hele kuren. Det giver bakterierne tid til at udvikle mutationer, som kan modstå behandling med den almindelige medicin.

Fordi multiresistente tuberkulosebakterier spreder sig hurtigt, kan de til slut gøre tuberkulose umulig at helbrede. Enkelte eksperter mener derfor, at ineffektiv behandling er værre end ingen behandling i det hele taget.

Man kan behandle multiresistente tuberkulosebakterier. Men det kræver mindst 2 års behandling med medicin, som kan være meget giftig. Og selv om behandlingen bliver vellykket, vil personer med denne form for tuberkulose nogle gange have brug for operation for at fjerne de inficerede områder eller reparere skade på lungerne.

Behandlingen er også meget kostbar og kan beløbe sig til flere hundredetusinde kroner.

Behandling af tuberkulose hos patienter med HIV/AIDS

Behandling af personer med både tuberkulose og HIV kan være svær. HIV-positive er særligt udsatte for at udvikle multiresistente tuberkelbaciller, samt for at tilstanden hurtigt udvikler sig fra "sovende" til aktiv tuberkulose.

I Danmark er behandlingen af HIV-positive koncentreret få steder med særlig ekspertise.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Thomas Ringbæk

overlæge, dr.med., Lungemedicinsk afdeling, Hvidovre Hospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen