Symptomer på tuberkulose
Tuberkulose er en sjælden sygdom i Danmark (ca. 200 nye tilfælde årligt). Det er derfor ikke altid den første sygdom, man tænker på - hverken som patient eller som læge.
Du bør kontakte lægen, hvis du har feber, uforklarligt vægttab, nattesved og vedvarende hoste. Det kan være tegn på tuberkulose, selv om mange andre sygdomme også kan give sådanne symptomer.
Lægen vil iværksætte undersøgelser for at komme frem til årsagen. Typisk vil det dreje sig om en røntgenundersøgelse af lungerne og blodprøver.
Din egen læge kan mistænke diagnosen tuberkulose, men som regel skal du se en speciallæge i lungesygdomme eller infektionsmedicin, før diagnosen bliver stillet med sikkerhed.
Det vigtige er, at lægen overvejer muligheden for, at symptomerne kan skyldes tuberkulose, og undersøger dig for det.
Hvem er i risiko for at få tuberkulose?
Personer med HIV-infektion bør undersøges for tuberkulose hurtigt efter, at HIV-diagnosen er stillet. Da tuberkulose er ekstra farlig for personer med HIV/AIDS, bør du kontakte læge hurtigt, hvis du får symptomer fra luftvejene i form af:
- Hoste
- Åndenød
- Blodigt opspyt
- Andre problemer, som kan tyde på tuberkulose
Man bør være ekstra opmærksom på symptomer på tuberkulose, hvis man:
- Har haft nærkontakt til personer som har smitsom tuberkulose, det kan være et medlem af familien, en ven eller en kollega
- Har opholdt sig tæt på den lokale befolkning i områder med høj forekomst af tuberkulose
Som regel er det kun lungetuberkulose, der er smitsomt.
Vil du vide mere?