Tuberkulose på verdensplan
Tuberkulose er en livstruende infektion, som først og fremmest angriber lungerne. På verdensplan dræber sygdommen cirka 1,7 millioner mennesker hvert år.
Man antager, at 30 % af verdens befolkning er smittet med tuberkulose (cirka 2 milliarder), og mange nye bliver smittet - omtrent 8-9 millioner nye tilfælde hvert år.
Tuberkulose er usædvanlig i Danmark (ca. 200 nye tilfælde årligt), men blandt indvandrere fra fattige lande er forekomsten relativt høj.
Tuberkulose historisk
Tuberkulose har plaget menneskeheden i tusinder af år. Der er blevet fundet tegn på tuberkuløs sygdom i ægyptiske mumier og i knogler, som kan dateres mindst 5000 år tilbage.
På trods af fremskridt i behandlingen er der fortsat mange nye tilfælde blandt andet som følge af:
- Spredningen af HIV/AIDS
- Dårligt fungerende sundhedstjenester
- Udvikling af tuberkulosebakterier, som er modstandsdygtige (resistente) mod den medicin, man bruger til at behandle tuberkulose
Smitte og sygdomsudvikling
Tuberkulose spredes via luftbårne dråber fra en person med infektion, især når personen hoster. Dråberne med tuberkulosebakterier kan faktisk holde sig i luften i op til flere timer.
Normalt skal der være langvarig kontakt til en smittet person, før man bliver smittet. Og selv i disse tilfælde behøver sygdommen ikke at udvikle sig.
Selvom man indånder tuberkulosebakterier, kan immunsystemet hindre udvikling af sygdom. Derfor skelner man mellem to former for tuberkulose:
- At være inficeret (smittet) med tuberkulose, men uden symptomer. Denne form kaldes latent tuberkulose og smitter ikke
- At have en aktiv tuberkulose, som gør en syg. Denne form smitter andre
Risikoen for at få aktiv tuberkulose er størst, hvis man:
- Har en anden sygdom, som svækker immunsystemet - særlig HIV/AIDS
- Er født i et land med høj forekomst af tuberkulose
- Arbejder eller lever på en institution, som f.eks. et plejehjem eller et fængsel
Symptomer og tegn på tuberkulose
Symptomer og tegn på aktiv tuberkulose er hoste, ufrivilligt vægttab, feber og træthed.
Selvom lungerne er det organ, som oftest er angrebet (lungetuberkulose), kan tuberkulose også angribe andre organer som led, knogler, urinveje, centralnervesystemet, muskler, knoglemarv og lymfesystemet.
Infektionen kan sprede sig i hele kroppen og angribe mange organer samtidig.
Uden behandling kan aktiv tuberkulose være en dødelig sygdom. Med god behandling vil de fleste med tuberkulose blive raske.
Tuberkulose i den fattige del af verden
I Danmark er der gode muligheder for behandling, men i andre dele af verden er situationen en helt anden. I de fattige lande, hvor forekomsten af tuberkulose er højest, har man ofte ikke midler til at behandle de syge.
Vil du vide mere?