Hæshed

Mikkel Holmelund

speciallæge

Fakta

  • Ved hæshed er stemmen svækket og mere grov 
  • Mange forskellige tilstande kan give hæshed
  • Den mest almindelige årsag til hæshed er irritation af luftvejene på grund af virusinfektion - og det varer cirka 1 uge
  • Mere permanent hæshed kan skyldes uhensigtsmæssig brug af stemmen eller kronisk irritation, men også godartede og ondartede svulster på stemmelæberne kan føre til hæshed 
  • Hvis hæshed ikke svinder eller går i sig selv igen i løbet af cirka 1 uge, skal man søge læge

Hvad er hæshed?

Nogle almindelige træk ved hæshed:

  • Ru eller skrattende stemme
  • Svag og luftfyldt stemme
  • Stemmetræthed
  • Svingende tonehøjde
  • Årsagerne til hæshed er forandringer på stemmebåndene eller området lige omkring stemmebåndene, eller skade på de nerver, som styrer de små muskler, som er med til at bevæge stemmebåndene

Forekomst

  • Hæshed er almindelig, men det er ingen hyppig årsag til at søge læge
  • Omkring hver tredje person vil på et eller andet tidspunkt opleve hæshed 
  • Det er stort set kun personer, som er specielt afhængige af stemmen i forbindelse med deres erhverv, som opsøger læge på grund af kortvarig hæshed
  • De fleste har oplevet hæshed i forbindelse med en infektion i de øvre luftveje som forkølelse eller halsbetændelse
  • Hæshed er også almindelig ved overforbrug eller ved misbrug af stemmen
  • Storrygere bliver ofte hæse, og med stigende alder vil mange opleve at få en svagere stemme 

Hvad kan årsagen være?

Mest almindelige årsager

  • Kronisk irritation i struben (kronisk laryngitis)
    • Er i de fleste tilfælde forårsaget af overbrug af stemmen, tobaksrygning eller misbrug af alkohol
    • Hos nogle kan hæshed skyldes tilbageløb af mavesyre fra mavesækken op i spiserøret og svælget, også kaldet refluks
    • Du har ikke mistet stemmen, men den er blevet gradvis grovere
  • Akut strubebetændelse hos voksne (akut laryngitis)
    • Virusinfektion som fører til hurtig udvikling af hæshed. Det er en forbigående tilstand, som varer nogle få dage
    • Der er sjældent smerter, af og til ømhed på halsens yderside, man er ikke alment påvirket og tør hoste er almindelig
  • Akut strubebetændelse hos små børn (falsk strubehoste)
    • Kan opstå akut hos småbørn i forbindelse med en forkølelse
    • Barnet vågner gerne efter nogle timers søvn og har pibende vejrtrækning og tør gøende hoste. Feber er som regel moderat, men barnet er ikke svært alment påvirket. Tilstanden forbedrer sig hurtigt, når barnet indånder kølig luft
  • Stemmebåndspolypper
    • Hedder også "sangerknuder" og har sammenhæng med kraftig stemmebrug. De er specielt almindelige hos børn, der misbruger stemmen og hos voksne rygere
  • Lavt stofskifte (hypotyreose)
    • Oftest blandt midaldrende og ældre kvinder
    • Typiske symptomer er sløvhed, intolerance overfor kulde, muskelsmerter, øget behov for søvn, moderat vægtøgning, forstoppelse, svimmelhed, håraffald, ru og hæs stemme
  • Kronisk bihulebetændelse
    • Bihulegener længere end i 3 måneder (kronisk bihulebetændelse)
    • Kan føre til stadigt dryp af pus fra bagerste del af næsen, som skaber irritation i struberegionen
  • Medikamenter
    • Inhalationsmedicin, som indeholder binyrebarkhormoner og bruges ved astma og KOL, kan give hæshed

Sjældnere årsager

  • Strubekræft
    • Forekommer først og fremmest hos ældre, storrygere og personer med højt forbrug af alkohol
    • Giver langvarig og ofte tiltagende hæshed
  • Lammelse af nerven til stemmebåndene (recurrensparese)
    • F.eks. efter operationer på halsen, hvor nerven er blevet skåret over
    • Ved en svulst i den venstre lunge

Hvad kan jeg selv gøre?

  • Akut hæshed går som regel over efter få dage, hvis man skåner stemmebåndene, men ved meget brug af stemmen kan hæsheden vare i flere uger
  • Hvisken er ofte lige så belastende som almindelig tale
  • Lærere og andre, som bruger stemmen meget i arbejdet, kan have behov for nogle dages sygemelding
  • Ved langvarig hæshed kan en talepædagog (logopæd) give råd og undervise i rigtig brug af stemmen
  • Hvis man er ryger og har kronisk hæshed, er det en god grund til at droppe tobakken

Kontakt egen læge

  • Ved tiltagende hæshed over flere uger
  • Hæshed uden klar årsag

Kontakt læge med det samme

  • Hvis hæshed opstår i forbindelse med nyopstået åndenød

    Hvad gør lægen?

    Sygehistorie

    Hvad vil lægen gerne vide:

    • Hvor længe har hæsheden varet?
    • Hvordan har tilstanden udviklet sig?
    • Var der noget specielt, som udløste hæsheden?
    • Har du hoste, åndenød, vægttab eller ophostning af blod?
    • Hvor meget bruger du stemmen i det daglige arbejde?
    • Ryger du?
      • Hvor meget ryger du?
      • Hvor længe har du røget?

    Lægeundersøgelsen

    • Ved uklar årsag vil du ofte blive henvist til en øre-næse-halslæge, som foretager en kikkertundersøgelse af halsen og svælget 
    • Ved mistanke om generel sygdom vil lægen lave en mere omfattende undersøgelse

    Andre undersøgelser

    • Er i de fleste tilfælde ikke nødvendige
    • Blodprøver har ofte begrænset værdi
    • CT af hals og lunger ved mistanke om alvorlig sygdom

    Henvisning til specialist eller sygehus

    • Ved uklarhed om diagnosen og langvarig hæshed, vil du blive henvist til en øre-næse-halslæge

    Vil du vide mere?

    Illustration

    Kilder

    Fagmedarbejdere

    Mikkel Holmelund

    speciallæge, Øre-næse-hals klinikken Øresund, Helsingør

    Dorte Bojer

    alm. prakt. læge, Grenå

    Indhold leveret af

    Patienthåndbogen

    Patienthåndbogen

    Kristianiagade 12

    2100 København Ø

    DisclaimerPatienthåndbogen