Blod i sæden (hæmospermi)

Michael Borre

speciallæge

Fakta

  • Blod i sæden kaldes for hæmospermi (hæmo = blod og spermi = sæd)
  • Tilstanden er ufarlig og kræver oftest ingen behandling
  • Hos mænd over 50 år kan hæmospermi i meget sjældne tilfælde skyldes prostatakræft

Hvad er hæmospermi?

Hæmospermi er blod i sæden og opdages typisk tilfældigt efter sædudløsning. Der vil normalt ikke være andre gener. Det kan virke skræmmende, men hæmospermi er næsten altid ufarligt.

Tværsnit af mandligt bækken

Hvad er symptomerne på hæmospermi?

Blod i sæden.

Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?

Der er typisk ingen særlige symptomer.

Hvordan stilles diagnosen?

Ved blod i sæden tager manden typisk kontakt til lægen af frygt for, at der kan være tale om en farlig sygdom. Undersøgelser af kønsorganerne, prostata (blærehalskirtlen) og urinen vil som regel ikke vise noget unormalt.

Det er vigtigt at vide, at hæmospermi uden ledsagende symptomer normalt er helt ufarligt. Blødningen forsvinder normalt af sig selv uden behandling. Det er heller ikke nødvendigt at tage nogle forholdsregler, hvis man ser blod i sæden.

Hos mænd over 50 år kan tilstanden i meget sjældne tilfælde skyldes prostatakræft. Hvis lægen ved undersøgelsen af prostata finder mistænkelige forandringer, vil der i en blodprøve blive målt prostata-tallet (PSA). På baggrund af disse fund vil man blive henvist til en afdeling for urinvejskirurgi. Allerede inden mødet med denne, vil der typisk blive udført en MR-skanning af prostata. Det kan herudover være nødvendigt at få foretaget en ultralydsundersøgelse af prostata eller en kikkertundersøgelse af blæren.

Hvorfor får man hæmospermi?

Blødningen kan skyldes:

  • Rift i blodkar langs sædlederen eller urinrøret, som evt. er opstået i forbindelse med seksuel aktivitet
  • Betændelse i bitestiklerne eller blærehalskirtlen (prostata)
  • Kronisk betændelse af prostatakirtlen kan en sjælden gang være årsag til hæmospermi, men vil typisk ledsages af lokale smerter, problemer med at lade vandet og evt. slimet udflåd fra urinrøret
  • Hæmospermi kan i sjældne tilfælde skyldes prostatakræft

Hvordan behandler man hæmospermi?

Tilstande uden ledsage symptomer kræver som udgangspunkt ingen behandling. Hvis tilstanden skyldes en infektion, vil denne skulle behandles.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre hæmospermi?

Der er ikke noget, du selv kan gøre.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Tilstanden er i udgangspunktet ikke farlig.

Hvor udbredt/hyppig er hæmospermi?

Tilstanden forekommer relativt ofte og hyppigst hos mænd under 40 år.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Michael Borre

overlæge, professor dr.med., ph.d., Urinvejskirurgi, Aarhus Universitetshospital

Hans Christian Kjeldsen

ph.d., praktiserende læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen