Hvad er subfrenisk absces (byld øverst i bughulen mellem lever og mellemgulvsmuskel)?
Subfrenisk absces er en relativt sjælden tilstand, hvor der dannes en byld øverst i bughulen mellem lever og mellemgulvsmusklen. Bylden ses næsten udelukkende efter operation i bughulen og skyldes, at der siver indhold fra tarmen ud i bughulen.
Hvad er symptomerne på subfrenisk absces?
Der er sjældent smerter derfra, hvor bylden sidder. Man kan få smerter i skulderen eller ved dyb vejrtrækning, og eventuelt kan det medføre lungebetændelse. Man har ofte svingende feber efter en operation, hvis der dannes en byld. Man vil også føle sig sløj og træt.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen kan indimellem være vanskelig. Ultralydsscanning eller CT-scanning er bedst til at stille diagnosen. På et røntgenbillede af lungerne vil man ofte se, at der er dannet væske i lungerne.
Hvorfor får man subfrenisk absces?
Bylden dannes, fordi der siver indhold fra tarmen ud i bughulen. Bylden kan opstå ved utæthed i en sammensyning eller ved et hul på en del af tarmen eller mavesækken. Tilstanden ses især hos svækkede syge personer og efter akutte operationer uden egentlig skade på tarmene.
Hvordan behandler man subfrenisk absces?
Hvad kan man selv gøre?
Der er ikke noget, man selv kan gøre for at undgå, at denne tilstand opstår.
Hvordan undgår man at få subfrenisk absces?
Man kan ikke selv gøre noget for at undgå, at der dannes en byld. Hvis man får uforklarlig feber eller smerter ved vejrtrækning efter en operation, skal man søge læge.
Medicin og/eller kirurgi/operation
Den primære behandling er anlæggelse af et dræn. Mindre subfreniske abscesser kan normalt behandles med dræn, der lægges under vejledning af ultralyd. Herefter skylles bylden gennem drænet, indtil den er forsvundet. Denne behandling er oftest tilstrækkelig.
Ved større bylder kan det dog blive nødvendigt med en operation, hvor der anlægges et dræn.
I mange tilfælde skal man også behandles med antibiotika.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
De fleste bliver raske, men det kræver som regel længere tids behandling med dræn.
Er subfrenisk absces farligt?
Ved akutte operationer og hos svækkede personer kan forløbet være dødeligt.
Hvor hyppig er subfrenisk absces?
Subfrenisk absces ses næsten udelukkende efter større kirurgi i bughulen, f.eks. perforeret mavesår eller efter operationer på tyktarmen.
Kan jeg få subfrenisk absces mere end én gang?
Det er ikke en tilstand, der normalt kan komme tilbage, når den er behandlet. Man kan dog godt få en subfrenisk absces senere som en komplikation til en operation.
Vil du vide mere?