Pankreascyster

Thue Bisgaard

speciallæge

 Fakta

  • Pancreascyster (cyster i bugspytkirtlen) er oftest godartede blærer
  • Sjældent kan nogle cyster dog blive ondartede
  • Cysterne giver oftest ingen symptomer, men hvis de vokser, kan der komme smerter, kvalme, opkast, træthed og gulsot
  • De fleste patienter med cyster i bugspytkirtlen følges i et opfølgningsprogram - og kun et fåtal tilbydes operation
 

Hvad er cyster i bugspytkirtlen?

Cyster i bugspytkirtlen er ansamlinger af væske, som er omgivet af oftest godartet væv, der dog i sjældne tilfælde kan udvikle sig ondartet. Der findes flere typer af cyster i bugspytkirtlen. Der findes også cyster, som er omgrænset af bindevæv, de såkaldte pseudocyster. Pseudocyster er f.eks. en reaktion på kronisk bugspytkirtelbetændelse. En pseudocyste udvikler sig aldrig ondartet.

Hvor hyppig er cyster i bugspytkirtlen?

Det er en sjælden tilstand, som oftest opdages tilfældigt ved en ultralydsskanning, en CT-skanning eller en MR-skanning af maven.

Hvorfor får man cyster i bugspytkirtlen?

Man ved ikke, hvorfor man får cyster i bugspytkirtlen, men man kender til en lang række forskellige årsager til, hvorfor man får en pseudocyste. 

Hvad er symptomerne på cyster i bugspytkirtlen?

De fleste cyster i bugspytkirtlen giver ingen symptomer, og cysterne opdages oftest tilfældigt i forbindelse med CT-skanning af maven i en anden sammenhæng. Især større cyster kan give smerter i maven på grund af tryk på bugspytkirtelvævet - og i få tilfælde gulfarvning af huden (gulsot), hvis cysten er stor. Nogle større cyster giver kvalme, opkastninger, træthed og almen sygdomsfølelse.

Hvilke symptomer skal man være særligt opmærksom på?

Hvis du får gulsot, bør du altid søge læge. Hvis du har vedvarende smerter i maven samt kvalme, opkastninger eller træthed bør du også søge læge.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles oftest ved en CT- eller MR-skanning af galdevejene og bugspytkirtlen. Nogle gange må man også foretage en kikkertundersøgelse med samtidig ultralydsundersøgelse, hvor kikkerten (endoskopet) føres ned i mavesækken gennem munden. I disse tilfælde vil man ofte tage en prøve fra cysten.

Hvad er behandlingen?

Mange af cysterne er godartede og behandles kun, hvis de vokser meget og giver mavesmerter. Da der er risiko for, at cysterne kan blive ondartede over tid (dog kun lille risiko), vil man i de fleste tilfælde fjerne cysten ved en operation, hvor man fjerner en mindre eller større del af bugspytkirtlen.
 
Man vil altid kontrollere personer, som har en cyste i bugspytkirtlen, også selv om den er blevet fjernet ved en operation.

Hvordan er langtidsudsigterne?

Hvis det drejer sig om en godartet cyste, er langtidsudsigterne gode. Hvis der (sjældent) er tegn på ondartede forandringer i cysten, vil langtidsudsigterne ikke være så gode, og en del af patienterne overlever kun i få år. 

Er cyster i bugpytkirtlen en arvelig tilstand?

Så vidt man ved, er cyster i bugspytkirtlen ikke arvelige.

Hvad kan jeg selv gøre for at undgå at få cyster i bugspytkirtlen?

Man ved, at rygning øger risikoen for at få svulster i bugspytkirtlen. Ud over at undgå rygning kan man ikke gøre noget selv for at undgå at få cyster i bugspytkirtlen.

Kan man få cyster i bugspytkirtlen mere end én gang?

Man kan godt få cyster i bugspytkirtlen mere end én gang.

Vil du vide mere?

 

Kilder

Fagmedarbejdere

Thue Bisgaard

dr.med., overlæge i kirurgi, forhenværende professor,

Dorte Bojer

alm. prakt. læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen