Colitis ulcerosa

Ole Haagen Nielsen

speciallæge

Fakta

  • Colitis ulcerosa er en kronisk betændelsestilstand i tyktarmen
  • Symptomerne kan være:
    • Blodige og hyppige afføringer (diarré)
    • Almen utilpashed
    • Ubehag i maven
    • Blodmangel (anæmi)
    • Træthed
  • Behandlingen består af forskellige slags medicin
  • Operation, hvor man fjerner tyktarmen, kan ultimativt blive nødvendigt, såfremt den medicinske behandling svigter

Hvad er colitis ulcerosa?

Colitis ulcerosa er en kronisk betændelsestilstand i tyktarmen (kolon). Colitis ulcerosa rammer oftest endetarmen (rektum) og den nedre dele af tyktarmen. Sygdommen kan dog angribe hele tyktarmen.

Betændelsen findes først og fremmest i tarmens slimhinde, hvor der dannes sår. Colitis ulcerosa angriber ikke tyndtarmen - men kan give lidt rødme i dens nederste del. Colitis ulcerosa kaldes også ulcerøs colitis eller proktitis.

Betændelsen medfører, at tyktarmen tømmer sig oftere (giver diarré). Sårene i slimhinden medfører blødning, slim og evt. pus. Dette giver blodig diarré.

Diagnosen colitis ulcerosa kan være vanskelig at stille. Dette skyldes, at symptomerne minder om andre sygdomme i tarmen, som f.eks. irritabel tarm og Crohns sygdom i tyktarmen. Crohns sygdom er en anden (selvstændig) kronisk inflammatorisk sygdom i tarmen.

Hvad er symptomerne på colitis ulcerosa?

Det almindeligste symptom ved colitis ulcerosa er blodig diarré. Man kan også:

  • Blive utilpas med rumlen i abdomen (dvs. maveregionen)
  • Få nedsat appetit
  • Bløde fra tarmen mellem afføringer
  • Generelt tabe næringsstoffer
  • Få blodmangel som følge af svær, aktiv sygdom

Omkring halvdelen har lette gener. Andre kan få feber, blodig diarré, kvalme og ubehag i maven (kun sjældent egentlige smerter).

Colitis ulcerosa kan også medføre sygdomme udenfor tyktarmen (såkaldte "ekstraintestinale manifestationer"):

  • Betændelse i led
  • Øjenbetændelse (regnbuehindebetændelse)
  • Sygdom i leveren (skleroserende cholangitis)
  • Knogleskørhed
  • Udslæt på huden (erythema nodosum og pyoderma gangrænosum)
  • Nedsat mængde røde blodceller (anæmi)
  • Nyresten

Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor disse problemer opstår udenfor tyktarmen. Disse gener er sædvanligvis milde og forsvinder ofte, når colitis ulcerosa behandles.

Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?

Hvis du får diarré og blod i afføringen, bør du kontakte din læge.

Hvordan stilles diagnosen?

Ofte vil symptomerne give lægen mistanke om sygdommen. Man får taget blodprøver, udført en kikkertundersøgelse af tyktarmen og nogle gange andre undersøgelser.

Blodprøver

  • Man får taget blodprøver, som måler mængden af røde blodlegemer (nedsat værdi tyder på blødning) og hvide blodlegemer (forhøjet værdi tyder på betændelse)
  • Blodprøver som CRP kan være forhøjet som tegn på aktiv betændelse
  • Man får også taget blodprøver, som måler hvordan leveren fungerer. Dette er for at se, om leveren er påvirket
  • Man får endvidere taget bakterieprøver af afføringen. Dette sker for at udelukke, at det er en infektion, der er årsag til symptomerne

Koloskopi - kikkertundersøgelse af tyktarmen

Koloskopi er den undersøgelse, som bruges for at kunne stille en sikker diagnose. Koloskopet er et bøjeligt, fingertykt rør med påmonteret lyskilde og kamera, hvor billederne vises på en TV-skærm.

Røret føres ind i endetarmen og videre op gennem hele tyktarmen. Det giver lægen mulighed for at studere slimhinden og at se efter forandringer, som følge af betændelse og sår i hele tyktarmen. Se tegning af koloskopi.

Det er almindeligt, at lægen tager små prøver fra vævet (såkaldte biopsier) fra slimhinden med en tang, som føres ind gennem koloskopet. Disse prøver studeres så i mikroskop. Prøverne er af afgørende betydning for at kunne skelne colitis ulcerosa fra Crohns sygdom eller irritabel tarm.

Andre undersøgelser

Nogle gange vil man også få foretaget enten en CT-kolografi eller en MR-scanning af tyktarmen (evt. ultralyd). Herved bliver det muligt at se, om der er betændelse i tarmens væg.

Hvorfor får man colitis ulcerosa?

Årsagen til sygdommen er ukendt. Den mest fremherskende teori er, at kroppens immunsystem reagerer på et hidtil ukendt virus eller en bakterie og udvikler antistoffer, som ved en fejl angriber celler i tarmens slimhinde. Derved opstår en kronisk betændelsestilstand.

Psykisk stress og andre sygdomme er ikke årsag til colitis ulcerosa, men kan ofte føre til, at symptomerne forværres. Hvis man er overfølsom overfor madvarer, har det heller ikke nogen betydning som årsag.

Er colitis ulcerosa arvelig?

Arvelige faktorer spiller en vigtig rolle, idet man ser en ophobning af både colitis ulcerosa og Crohns sygdom i det familiære stamtræ. 

Hvordan behandles colitis ulcerosa?

Målet med behandlingen er at afbryde akutte anfald og at forebygge tilbagefald. Behandlingen foretages som regel af en specialist i mave-tarm-sygdomme i samarbejde med ens egen læge.

Akutte episoder med colitis ulcerosa kan være både farlige og generende. De kræver ofte intensiv behandling på sygehus.

Operation

Kirurgi er den eneste behandling, som kan "helbrede" colitis ulcerosa. Ved operationen fjerner man hele tyktarmen (en såkaldt kolektomi). Ved langvarige forløb, eller ved svær betændelse i tarmen (fulminant kolitis), kan man blive nødt til at fjerne hele tyktarmen, hvis den medicinske behandling slår fejl. Det skal dog nævnes, at med nye bedre muligheder for behandling er antallet af kolektomier faldet hen over de seneste to årtier. 

Medicin

Man benytter først og fremmest to typer medicin til at behandle colitis ulcerosa:

  • Binyrebarkhormoner - oftest i starten
  • 5-aminosalicylsyre (5-ASA)-præparater. 5-ASA-præparater forebygger i høj grad, at sygdommen blusser op. Det betyder, at denne type medicin (i modsætning til binyrebarkhormoner) også gives til personer, der har ro i sygdommen (dvs. "hjørnestensbehandling" til colitis ulcerosa)

Medikamenterne findes både som tabletter og som flydende lægemidler (klysma, skum og stikpiller), der bruges til behandling i selve tarmen.

Der findes imidlertid en lang række andre præparater (immunomodulatorer, biologiske lægemidler og små molekyler), hvis tilstanden nødvendiggør brugen heraf.

Det er en specialist i mave-tarm sygdomme (en medicinsk gastroenterolog) der afgør, nøjagtig hvilken medicin og hvilke doser som skal benyttes.

Behandlingen bør tilpasses den enkelte

Nogle personer med colitis ulcerosa vil have gode perioder i måneder og år, hvor symptomerne er væk. Men hos de fleste vil symptomerne på et tidspunkt komme tilbage. Skift i sygdommen gør, at man ikke altid ved, om en behandling har hjulpet.

Hver enkelt person oplever sygdommen på sin helt egen måde. Derfor er det afgørende, at behandlingen tilpasses til den enkelte. Psykologisk og følelsesmæssig støtte er også vigtig.

Læs mere om behandling af colitis ulcerosa.

Hvad kan jeg selv gøre?

Nogle personer med colitis ulcerosa føler, at symptomerne udløses af visse former for mad. Ved at undgå disse former for mad kan man til en vis grad kontrollere sygdommen. Det drejer sig især om stærkt krydret mad.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre colitis ulcerosa?

Jævnlige kontroller

Betændelsen opstår indefra i kroppen (tyktarmen). Hvis man har colitis ulcerosa, er det vigtigt, at man jævnligt går til kontrol hos en speciallæge/ambulatorium, som man kan kontakte ved tegn på opblussen i sygdommen.

Undgå NSAID-præparater

Man skal være opmærksom på, at visse præparater til at behandle smerter/gigtsymptomer - de såkaldte NSAID-præparater inkl. magnyl - menes at kunne aktivere sygdommen. Af denne grund bør man så vidt muligt undgå at tage NSAID-præparater, hvis man har colitis ulcerosa.

Rygning

Rygning har en gunstig indflydelse på sygdommen. Men ud fra en samlet vurdering af skader på andre organer i kroppen (specielt lunger og kar), anbefaler man ikke, at personer med colitis ulcerosa ryger.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Efter det første akutte anfald har de fleste ikke symptomer i en kortere eller længere periode. De allerfleste personer med colitis ulcerosa har dog et eller flere tilbagefald i løbet af en 10-års periode.

Nogle få personer har mere eller mindre hele tiden generende symptomer, som ikke lindres af medicin. Hos disse er en operation ofte den bedste løsning.

Blandt et fåtal kan der opstå en akut og alvorlig tilstand, fulminant kolitis. Denne tilstand kræver intensiv behandling med medicin - og meget ofte en akut operation.

Colitis ulcerosa og risikoen for kræft i tyktarmen

Efter mere end 10 år med sygdommen er risikoen for at få tyktarmskræft meget let forhøjet, hvis:

  • Colitis ulcerosa er opstået tidligt (før 18-års alderen)
  • Ved svær aktivitet i hele tyktarmen
  • Hvis man har komplikationen skleroserende cholangitis (en leversygdom som kan optræde ved colitis ulcerosa)

Risikoen hos det store flertal af personer med colitis ulcerosa svarer dog til risikoen hos resten af befolkningen. Det er derfor vigtigt, at man går til regelmæssig kontrol hos en speciallæge/ambulatorium i mave-tarm sygdomme.

Læs mere om colitis ulcerosa og tyktarmskræft

Hvor hyppig er colitis ulcerosa?

  • Colitis ulcerosa opstår oftest blandt personer i alderen 15-45 år. Men både børn og ældre mennesker kan få sygdommen
  • Sygdommen angriber lige hyppigt mænd og kvinder
  • 10-20 % af personer med colitis ulcerosa har samtidigt symptomer fra andre organer. Dette kan føre til smerter i led, betændelse i leveren, øjenbetændelse og udslæt på huden
  • I befolkningen forekommer colitis ulcerosa hos 3-4 ud af 1000 personer. Antal nye tilfælde hvert år i Danmark er ca. 13 ud af 100.000 mennesker

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Ole Haagen Nielsen

professor, overlæge, dr. med., Gastroenheden, Medicinsk Sektion, Herlev Hospital

Dorte Bojer

alm. prakt. læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen