Hvad er hepatitis E?
Hepatitis E er en leverbetændelse med hepatitis E virus (forkortet HEV). Sygdommen forløber som en hepatitis A infektion, og den udvikler sig aldrig til en kronisk sygdom hos i øvrigt raske mennesker.
I sjældne tilfælde ses en kronisk form dog hos personer, der i forvejen har et svækket immunforsvar.
Hvis du har fået akut hepatitis efter besøg i områder, hvor HEV er udbredt (endemisk), og/eller de andre kendte hepatitisvirus er udelukket, bør du tænke på HEV som mulighed.
Hvad er symptomerne på hepatitis E?
Sygdommen opstår oftest med influenzalignende symptomer - herunder feber og kvalme. De fleste mennesker med hepatitis E bliver dog ikke syge, men har en såkaldt asymptomatisk/subklinisk infektion.
Personer med HEV-infektion, som bliver syge, har ofte symptomer, der ikke adskiller sig fra andre typer af virushepatitis, f.eks. hepatitis A.
Nogle personer med hepatitis E udvikler dog en såkaldt kolestatisk form, det vil sige, at blodprøverne viser et mønster som ved sygdom i galdevejene, f.eks. galdesten.
Sygdomsforløbet kan inddeles i 3 faser:
- En periode med forvarsel. Denne periode kaldes på fagsprog for prodromalfasen
- En periode med gulsot
- Rekonvalescensfasen - hvor du kommer til hægterne igen
Sygdommen går oftest over efter et par uger, uden at den efterlader sig nogen varig skade. Infektionen bliver i modsætning til hepatitis B og C aldrig kronisk.
I prodromalfasen får du:
- Muskel- og ledsmerter
- Let feber
- Nedsat lyst til mad
- Vægttab (2-4 kg)
- Væskemangel - (dehydrering)
- Ofte lidt ømhed i øvre højre side af maven - en ømhed som forstærkes, når du er fysisk aktiv
Gulsot
I gulsot-fasen opstår den gule farve af hud og øjne. Gulsoten vil hyppigt ses i det hvide i øjnene. Gulsoten kan være langvarig. I denne periode bliver urinen mørkfarvet og afføringen lys/hvid. Der opstår ofte kløe.
Andre symptomer kan være nældefeber (urticaria) og diarré.
Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?
Hvis du rejser i områder, hvor hepatitis E forekommer, det vil sige den 3. verden, bør du undgå at drikke vand fra vandhaner samt spise f.eks. ukogte skaldyr.
Hvis du er gravid, skal du i særligt høj grad vise agtpågivenhed. Sygdommen kan i disse tilfælde være dødelig - især i slutningen af graviditeten.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen stiller diagnosen på grundlag af sygehistorien:
- Har du for nyligt opholdt dig i et endemisk område? (se forklaring af endemisk nedenfor)
- Hvilke symptomer har du?
- Har du tegn på smitsom gulsot?
Endeligt kan lægen tage blodprøver, der bekræfter, at årsagen er hepatitis E-virus.
Hvor forekommer hepatitis E?
Hepatitis E virus findes i de fleste subtropiske og tropiske ulande i Asien, Afrika og Mellemamerika - såkaldt endemiske områder for virus. I disse lande forårsager HEV vandbårne hepatitis-epidemier, til dels med store udbrud.
Akut hepatitis E forekommer - om end sjældent - i industrialiserede lande, også blandt personer som ikke har rejst til endemiske områder. Sådanne tilfælde er registreret i Danmark.
Hvordan smitter hepatitis E?
Udbrud opstår typisk, når drikkevandet forurenes af afføring ved dårlige sanitære forhold, f.eks. ved oversvømmelser og jordskælv. Især i perioder med epidemier ses en import af enkelttilfælde til vestlige lande af personer, der er blevet smittet i de aktuelle områder.
Betydningen af direkte person til person smitte er omdiskuteret, men direkte smitte fra person til person er mulig. Kun 1-2 % af andre medlemmer af husstanden bliver ramt.
Smitte fra madvarer er sandsynligvis en vigtig kilde til smitte i industrialiserede lande (skaldyr, svinekød og vildt). Smitte mellem mor og foster samt smitte ved blodtransfusion er også rapporteret i endemiske områder.
Smitte fra husdyr (grise) er set.
Inkubationstiden, det vil sige tiden fra smitten og til de første symptomer opstår, er 15-60 dage, gennemsnitligt 40 dage.
Er hepatitis E arveligt?
Hepatitis E er ikke arveligt.
Hvad er behandlingen?
Hepatitis E er en infektion, som går over af sig selv. Sygdommen kræver ikke speciel behandling. Du kan være aktiv, og er kun begrænset af det, du føler, at du ikke orker.
Hvis du er sengeliggende under denne infektion, indvirker det negativt på, hvor hurtigt du bliver rask. Ingen medicin har vist sig at hjælpe mod sygdommen.
Hovedmålet med behandlingen er derfor at forebygge yderligere smitte. Det sker ved at sikre rent drikkevand, gode sanitære forhold og en god personlig hygiejne.
Hvad kan jeg selv gøre?
Ved rejse i områder, hvor HEV forekommer, skal du kun drikke vand fra flaske eller kogt vand. Spis gennemstegt eller kogt mad.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre hepatitis E?
Overhold god hygiejne med håndvask efter toiletbesøg og før madlavning. Spis gennemstegt eller kogt mad.
Har du fået HEV, kan du ikke selv påvirke forløbet.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis du får tegn på leverbetændelse, f.eks. gulsot, skal du søge læge
Hvornår behandler man hepatitis E?
I særligt alvorlige tilfælde kan man forsøge med medicin (ribavirin), der i nogle tilfælde er set at virke.
Forebyggelse
Hvis du rejser til smittefarlige områder, bør du undgå at drikke vand eller indtage andre drikke, som kan være forurenede. Brug kun desinficerede eller industrifremstillede drikkevarer som f.eks. væsker på flasker/dåser.
Du bør også undgå at spise ukogte skaldyr, ligesom svinekød og vildt bør tilstrækkeligt varmebehandles.
Ved at koge vandet hindrer man infektion.
Der er i Kina udviklet en mulig effektiv vaccine mod hepatitis E, men den er ikke tilgængelig i Danmark.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Stort set alle bliver helt raske efter sygdommen. Har du i forvejen et svækket immunforsvar, ses meget sjældent overgang til en kronisk hepatitis. Behandling med ribavirin er forsøgt i denne situation.
Er hepatitis E farligt?
En alvorlig hepatitis med dødelig udgang kommer hos 0,1-1 %, men med en helt speciel situation for gravide, hvor der angives op til 10-20 % dødelighed - og højest hen mod slutningen af graviditeten.
Der er ikke konstateret dødsfald som følge af hepatitis E i Danmark.
Hvor hyppig er hepatitis E?
- Siden 2010 anmeldes hvert år mellem 10 og 30 nye tilfælde af akut hepatitis E i Danmark
- Hovedparten af smittede er mænd
- I mange af tilfældene var personen smittet i Pakistan, Indien, Nepal, den arabiske halvø, Fjernøsten eller Mellemamerika - men smitte forekommer i Danmark
Kan jeg få hepatitis E mere end én gang?
Hvis man har udviklet naturlige antistoffer mod HEV, er man beskyttet mod fremtidig infektion i endemiske områder, men det skyldes måske, at man i disse områder udsættes for HEV med jævne mellemrum.
Vil du vide mere?