After

Anne Marie Lynge Pedersen

tandlæge

Fakta

  • After kaldes også blister eller blæner
  • After er små runde eller ovale sår omgivet af en rød ring. Sårene er overfladiske og sidder i slimhinden i munden  
  • After gør ondt, især når man spiser
  • After forsvinder af sig selv i løbet af 10-14 dage

Årsager til after

  • Man kender ikke årsagen til after
  • Hos nogle kan skader i munden, fx rift fra en skarp brødskorpe eller fra en tandbørste, der smutter, udløse et udbrud
  • Hos andre kan udbrud af after komme i forbindelse med stress, menstruation, infektioner eller forringet immunforsvar
  • Muligvis spiller jernmangel og lavt niveau af B12-vitamin, folinsyre samt lavt D-vitamin en rolle

Behandling

  • Der findes ingen effektiv behandling
  • Man bør undgå tandpasta med natriumlaurylsulfat (skummemiddel)
  • Evt. mundskylning med klorhexidin
  • Evt. lokalbedøvende gel
  • I særlige tilfælde kan behandling med kortisonholdig gel være nødvendig

Hvad er after?

After er små runde eller ovale sår på slimhinden i kinden eller læben, men de kan også sidde under eller på siden af tungen. De fleste (over 80 %) har små after, dvs. sår med en diameter på 2-8 mm i diameter. En sjældnere form (ca. 10 %) giver større sår på over 10 mm, der også heler langsommere og nogle gange efterlader ardannelse. 

Sårene har en skarpt afgrænset kant, er dækket af en hvidgul hinde og omgivet af en rød zone.

Foto af after
  

Såret er følsomt i starten og gør derefter mere og mere ondt, indtil det heler og forsvinder af sig selv i løbet af 10-14 dage. Nogle gange er der kun et sår til stede og andre gange flere samtidigt.

After vender ofte tilbage, og der kan være alt fra få dage til måneder mellem udbrud af after.

Hvad er symptomerne på after?

Symptomerne på after er sår med svien og brænden i slimhinden i munden, især når man spiser eller drikker. Hos enkelte gør after konstant ondt.

Hvordan stilles diagnosen?

Der findes ingen test eller prøver til at stille diagnosen after. Man stiller derfor diagnosen ved at se på sårene i munden. Hvis man har gentagne episoder med runde eller ovale sår i munden, som heler af sig selv i løbet af 10-14 dage, er det som regel after.

Hvorfor får man after?

  • Man kender ikke årsagen til after. After opstår formentlig pga. et samspil mellem forskellige faktorer i immunforsvaret og både noget arveligt og miljømæssigt
  • Aftersår opstår som følge af en reaktion fra immunforsvaret, men man ved ikke, hvad det er der udløser betændelsesreaktionen. Det er blevet undersøgt, om det kan være reaktion på bakterier eller virus i munden eller visse fødevarer, men det er endnu usikkert
  • I nogle familier får man oftere after. Det tyder på, at der er en arvelig tilbøjelighed til at udvikle after
  • Der er nogle faktorer, som øger tilbøjeligheden til at udvikle udbrud af after:
    • Det kan være små skader i munden, fx, rifter eller bidskader
    • Rygeophør. Nogle udvikler after efter, at de er holdt op med at ryge cigaretter. After er også hyppigst bland ikke-rygere
    • Jernmangel, mangel på B12-vitamin, folinsyre og/eller D-vitamin ses hyppigst hos personer med after og menes at kunne øge tilbøjeligheden til at få after. Behandling af visse vitamin- og mineralmangeltilstande fører dog ikke altid til, at man får færre udbrud
    • Stress, perioder med nedsat immunforsvar og hormonale udsving (fx menstruation)
    • After er i sjældne tilfælde forbundet med kroniske sygdomme som cøliaki (glutenintolerans)Crohns sygdom og ulcerøs colitis, og svært nedsat immunforsvar 

Smitter after?

After smitter ikke.

Er after arveligt?

Det er ikke vist med sikkerhed, men der synes at være en arvelig tilbøjelighed. Det vil sige, at der skal være andre faktorer til stede for at udvikle after.

Hvordan behandles after?

De fleste med after har kun lette til moderate og forbigående gener, som ikke kræver behandling.

Formålet med en eventuel behandling er at lindre generne. Der findes dog ingen effektiv kur.

Hvis du er meget generet af after, findes der midler, som du kan prøve. Den videnskabelige dokumentation for effekten er dog ikke overbevisende.

Du kan fx prøve lokalbehandling med gel eller salve, som indeholder kortison. Kortison har en betændelsesdæmpende virkning og er receptpligtigt. Man kan også få recept på lokalbedøvende gel, som kan smøres på sårene.

Anvendelse af mundskyllevæske, som indeholder klorhexidin, kan muligvis forkorte forløbet af generne noget. 

Undersøgelse har vist, at kosttilskud i form af probiotika i nogle tilfælde kan lindre og afkorte udbrud af after.

I meget sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at behandle med glukokortikoid (kortison) som tabletter, der kræver recept. 

Hvad kan jeg selv gøre?

Du bør bruge en fluortandpasta uden skummemidlet natriumlaurylsulfat.

Undgå at skade slimhinden i munden, når du børster tænder.

Du bør være forsigtig med at drikke sure drikke og spise hårde fødevarer, fx knækbrød eller salte chips, som kan lave rifter i slimhinden i munden. 

Hvordan undgår jeg at få eller forværre tilstanden?

Det er vigtigt at skåne slimhinden, så den kan hele.

Hvornår skal jeg søge hjælp? 

Hvis du har meget alvorlige smerter eller smerter i mere end 2 uger.

Hvad kan lægen/tandlægen eller en anden behandler gøre?

Der kan instrueres i tandbørstning med tandpasta uden natriumlaurylsulfat.

Desuden kan der evt. anbefales skylning med klorhexidin, brug af lokalbedøvende gel eller brug af glukokortikoidholdig gel eller salve. 

Hvis man har mange alvorlige og hyppige udbrud af after, kan der være grundlag for at blive undersøgt nærmere hos lægen bl.a. ved hjælp af blodprøver.

Hvornår behandler man tilstanden?

Hvis der er udtalte smerter og hyppige alvorlige udbrud.

Hvordan udvikler tilstanden sig?

Hos de fleste heler after af sig selv i løbet af 7-14 dage. Tendensen til at få after bliver oftest mindre efter 20-30-årsalderen.

Er after farlig?

After er ikke farlige, men hyppige og omfattende udbrud kan være ubehagelige og medføre manglende lyst til at spise pga. smerter.

Hvor hyppig er after?

15-20 % af befolkningen er generet af after i større eller mindre grad. Man kan få after i alle aldre, men det er hyppigst hos børn og unge i 10-20-årsalderen.

Kvinder får oftere after end mænd, og det er særligt hyppigt hos kvinder lige før menstruation. 

Kan jeg få after mere end én gang?

After vender ofte tilbage med forskelligt mellemrum hos forskellige mennesker.

Vil du vide mere?

Illustrationer

Kilder

Fagmedarbejdere

Anne Marie Lynge Pedersen

professor, ph.d., Odontologisk Institut, Københavns Universitet

Simon Storgård Jensen

Professor, tandlæge, Københavns Universitet, Odontologisk Institut

Jette Kolding Kristensen

praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen