Kroniske smerter efter operation for lyskebrok

Thue Bisgaard

speciallæge

Fakta

  • Ved en åben operation for lyskebrok er der en højere risiko for både akutte og kroniske alvorlige smerter (4-5 %) sammenlignet med kikkertoperation (2-3 %)
  • Smerterne opstår formentligt på grund af nervepåvirkning og kroppens reaktion på det indsatte kunststofnet. Nogle gange skyldes smerterne, at nettet skrumper eller river sig løs
  • Operation uden net kan også medføre svære kroniske smerter
  • Behandling af smerterne foregår i første omgang med forskellige former for smertestillende medicin
  • Hvis dette ikke har effekt, kan der tilbydes operation til udvalgte patienter
 

Hvad er kroniske smerter efter operation for lyskebrok?

Kroniske smerter efter operation for lyskebrok er invaliderende og livskvalitets forringende smerter i den opererede lyske - det er smerter, som har varet mere end 3 måneder efter en operation for lyskebrok. Smerterne kan være:

  • Brændende
  • Elektrisk stødende
  • Kan føles som skud eller knivstikkende, prikkende
  • Udstrålende (f.eks. ned i pungen)
  • Kan medføre følelsesløshed i lysken eller svære smerter ved blot let berøring af lysken
  • Mere "sløve" af karakter
  • Dybe eller brændende

Hvis nettet er blevet stift eller krøllet sammen, vil smerterne voldsomt forværres ved bestemte bevægelser.

Hvordan stilles diagnosen?

Lægen vil spørge om:

  • Hvordan smerterne føles samt undersøge lysken 
  • Hvornår startede smerterne efter operationen?
  • Var smerterne de samme før operationen?
  • Hvad betyder de for arbejds- og fritidsliv?
  • Hvor alvorlige er smerterne?

Der vil relativt sjældent være behov for ultralyds- eller CT-skanning.

Hvorfor får man kroniske smerter efter operation for lyskebrok?

Der findes tre nerver i lysken. Disse kan være blevet beskadiget ved operationen eller påvirket af operationen. Endvidere vil det indsatte kunststofnet kunne blive stift eller krølle sammen. Alle tre forhold kan medføre svære kroniske lyskesmerter.

Er kroniske smerter efter operation for lyskebrok arveligt?

Nej.

Hvordan behandler man kroniske smerter efter operation for lyskebrok?

Specialiseret behandling både med medicin og senere kirurgi. Behandling af smerterne foregår i første omgang med forskellige former for smertestillende medicin. Man vil eventuelt blive tilbudt overskæring af lyskenerver og fjernelse af kunststofnettet.

Hvad kan jeg selv gøre?

Man kan ikke selv forebygge kroniske lyskesmerter efter operation for lyskebrok. Man kan heller ikke selv gøre noget for at bedre tilstanden med de kroniske smerter, fraset at undgå bevægelser og aktiviteter, som har vist sig at forværre smerterne.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Man kan kontakte sin egen læge, hvis man har svære lyskesmerter efter operation. Med tiden vil mange heldigvis opleve, at smerterne vil svinde i løbet af de første uger/måneder.

Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?

De første uger vil egen læge kunne lindre med smertestillende medicin. Varer smerterne mere end 3 måneder, kan egen læge henvise til kirurgisk afdeling. Men der kan også henvises ved kortere varende svære smerter.

Hvornår behandler man kroniske smerter efter operation for lyskebrok?

Smerter i mere end 3 måneder efter operation defineres som kroniske smerter.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Mange patienter med moderate kroniske smerter efter operation for lyskebrok vil efter 1-2 år have betydeligt færre smerter. Personer med meget alvorlige invaliderende smerter vil formentlig have vedvarende alvorlige smerter, såfremt de ikke kommer i behandling.

Er kroniske smerter efter operation for lyskebrok farligt?

Alvorlige kroniske lyskesmerter efter brokoperation kan medføre svære psykiske problemer, tab af arbejdsevne og fritidsaktiviteter, nedsat engagement i socialt liv og bortfald af seksualliv.

Hvor udbredt/hyppig er kroniske smerter efter operation for lyskebrok?

Ved åben operation for lyskebrok er der en højere risiko for både akutte og kroniske alvorlige smerter (4-5 %) sammenlignet med kikkertoperation (laparoskopisk operation) (2-3 %).

Vil du vide mere?

 

Kilder

Fagmedarbejdere

Thue Bisgaard

dr.med., overlæge i kirurgi, forhenværende professor,

Dorte Bojer

alm. prakt. læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen