Blindtarmsbetændelse, laparoskopi

Thue Bisgaard

speciallæge

Fakta

  • Ved blindtarmsbetændelse bliver det betændte lille blindlukkede tarmstykke på tyktarmen (blindtarmen) fjernet
  • Dette foregår oftest ved en kikkertoperation, en såkaldt laparoskopi
  • Man er fuldt bedøvet under operationen
  • Operationen varer oftest fra 45 minutter til 2 timer
  • Sjældent vil den kikkertkirurgiske operation ændres til en traditionel åben operation
  • Operationen udføres gennem 3 små huller (ét 10 mm. og to 5 mm. huller) ind i bughulen
  • Er blindtarmen betændt gives der antibiotika under operationen - hvis der er hul på blindtarmen gives der antibiotika i oftest 3 dage
  • Der er gode resultater af behandlingen, men i sværere tilfælde kan der komme ansamlinger af betændelse (abscesser) i bughulen, som skal behandles med dræn

Hvad er blindtarmsbetændelse?

Oversigt mave-tarm systemet

Blindtarmen er den del af tyktarmen, der ender blindt (deraf navnet). Blindtarmen befinder sig normalt i højre nedre del af maven. Man kender ikke blindtarmens funktion, og man anser det ikke for at være skadeligt at fjerne den.

Akut blindtarmsbetændelse (akut appendicitis) er en hurtigt opstået betændelse i blindtarmen. Risikoen for at blindtarmen springer bliver større, hvis man venter for længe, før operationen udføres. Det kan medføre bughindebetændelse eller en lokal byld.

Hvad er laparoskopisk behandling?

Behandlingen er operation, hvor man fjerner blindtarmen (appendektomi). Det gør man enten ved en såkaldt kikkertoperation (laparoskopisk kirurgi) eller ved en almindelig åben operation.

Næsten alle patienter bliver behandlet med kikkertmetoden. Man benytter almindelig åben operation, når laparoskopi ikke kan gennemføres, f.eks. på grund af sammenvoksninger, eller hvis der f.eks. er en større byld mellem blindtarm og tyktarm. 

Kikkertmetoden indebærer som regel kun et kort ophold på sygehuset, så man hurtigt kommer tilbage til sin dagligdag efter operationen.

Der bliver normalt tre små ar efter kikkertoperationen. Arrene efter indgrebet bliver mindre ved kikkertmetoden end efter en almindelig operation. De tre små huller, som bruges til at indføre kikkertinstrumenterne, sidder oftest ved navlen, i venstre nedre mavehalvdel og over blæren. Hullerne er små, og derfor er risikoen for sammenvoksninger i bughulen (adhærencer) også mindre ved kikkertoperation end ved den åbne operation. Derudover er der kun små forskelle på resultaterne af de to operationsmetoder.

Sådan foregår laparoskopisk behandling

Ved laparoskopisk kirurgi sætter kirurgen en kikkert (et laparoskop) ind i bughulen via et lille snit (oftest 5-10 mm.) gennem huden ved navlen. 

Laparoskopet er et fingertykt rør med eget lyssystem og et miniature-videokamera. Videokameraet viser et forstørret billede af indersiden af bughulen på en TV-skærm.

Før indgrebet begynder, blæser man CO2 (kuldioxid) ind i bughulen. Derved løfter bugvæggen sig, og kirurgen får et godt overblik over organerne inde i bughulen. For at fjerne blindtarmen indfører kirurgen små instrumenter gennem to andre små huller i bugvæggen.

Åben operation

Hvis blindtarmen er sprunget, og infektionen har spredt sig udenfor blindtarmen, eller hvis der er dannet en byld, kan behandlingen være anderledes. Det kan her være nødvendigt for kirurgen at udføre indgrebet som en åben operation for at sikre bedst mulig skylning af bughulen.

Efter en sådan operation vil man få antibiotika ind i blodåren (intravenøst), og man skal blive på sygehuset i nogle flere dage. Såret vil oftest være 10-15 cm og sidde i højre nedre halvdel af maven.

Hvis der er dannet en byld, vil behandlingen oftest bestå i, at bylden tømmes gennem et dræn. Dette dræn bliver oftest anlagt ved hjælp af ultralyd.

Se animation om blindtarmsbetændelse 

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Thue Bisgaard

dr.med., overlæge i kirurgi, forhenværende professor,

Dorte Bojer

alm. prakt. læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen