Luft i maven er et helt almindeligt og naturligt fænomen
Du synker luft, hver gang du spiser eller drikker. Noget af denne luft ender i tyktarmen
Det meste af luften i tyktarmen kommer dog fra bakterier, der nedbryder de fødepartikler, som ikke er blevet fordøjet i tyndtarmen, f.eks. kulhydrater. Desværre forholder det sig således, at sund mad som frugt, grøntsager, korn, bønner og ærter ofte giver luft i maven på grund af et højt indhold af fibre
Ved at spise mindre og langsommere, undgå tyggegummi, hårdt slik og rygning kan du i nogen grad selv sænke mængden af luft i maven
Luft i maven
Trangen til at slippe luft fra munden (ræbe/bøvse) eller tarmen (prutte) kan opstå på de værst tænkelige tidspunkter. Det kan f.eks. være midt i et vigtigt møde, i en elevator eller ombord i et fly (hvor indespærret luft i tarmen udvider sig på grund af et lavere lufttryk oppe i flyvehøjden). Det at slippe luft fra tarmen kan opleves flovt, selvom det er naturligt.
Alle mennesker slipper tarmluft ud mere end 10 gange om dagen i gennemsnit. Nogle mennesker kæmper med store luftproblemer, som er generende det meste af tiden. I nogle situationer kan luft, som ikke kan slippes ud, give intense, kortvarige smerter i maven.
Selv om du ikke kan stoppe produktionen af luft, findes der behandling, som kan bidrage til producere mindre luft, lindre dit ubehag og forhindre, at du bringes i forlegenhed.
Sådan minimerer du luft i maven
Hvilke symptomer giver luft i maven?
For de fleste af os er symptomer og tegn på meget luft i tarmen åbenbare. De består i:
Luftafgang. Frivillig eller ufrivillig afgang af luft, enten som ræben/bøvsen eller som luft fra endetarmen (prutten)
Smerter. Skarpe, trykkende smerter eller kramper i maven. Disse smerter kan opstå hvor som helst i maven, og de kan hurtigt flytte sig. Du kan også opleve pres i maven. Nogle gange kan smerten blive så intens, at det føles som om, at noget er alvorligt galt. Når luftsmerter opstår i den øvre, venstre del af bughulen, kan smerterne mistolkes, som om de kommer fra hjertet. Når smerten opstår i højre side, kan den mistolkes som om, at de skyldes galdevejssygdom eller blindtarmsbetændelse
Oppustethed. Maven er oppustet. Du skal måske løsne på bukselinningen i løbet af dagen
Hvad skyldes luft i maven?
Du synker luft hver gang, at du spiser eller drikker. Du kan til og med synke luft uden at vide det, når du er nervøs, spiser for hurtigt, tygger tyggegummi eller drikker gennem et sugerør. Noget af denne luft ender i tyktarmen.
Det meste af den luft, som findes i tyktarmen kommer dog fra bakterier, der nedbryder de kulhydrater, der ikke er blevet fordøjet i tyndtarmen.
Sund mad med fibre
Desværre er det sådan, at sund mad som frugt, grøntsager, korn, bønner og ærter ofte er de værste syndere. Dette skyldes, at det er mad med højt indhold af fibre. Fibre har mange fordele. Det aktiverer fordøjelseskanalen, regulerer blodsukkeret og kolesterolet. Men fibre har desværre også den ulempe, at det kan give luftgener fra maven.
Luftholdige drikkevarer
Luftholdige drikkevarer som sodavand og øl er også vigtige årsager til luft i tarmen.
Andre årsager til luft i maven
Forstoppelse.Træg mave kan gøre det vanskeligt at komme af med luften, hvilket medfører oppustethed og ubehag
Fødevareoverfølsomhed. Hvis luftgenerne hovedsageligt opstår efter, at man har indtaget et mælkeprodukt, kan det være fordi, at kroppen ikke er i stand til at nedbryde sukkeret (mælkesukker, laktose) i mælkeprodukterne. Mange mennesker er ikke i stand til at omsætte laktose ordentligt efter småbarnsalderen (fra ca. 6 år). Selv små børn er nogle gange intolerante overfor laktose. Tilstanden kaldes laktoseintolerans. Andre typer fødevareintolerans, særligt overfor gluten - et protein som findes i flere kornsorter - kan give meget luft i maven, diarré og vægttab. Intolerans over for gluten kaldes cøliaki
Kunstige sødemidler. Det er også muligt, at din fordøjelse ikke tåler de kunstige sødemidler, sorbitol og mannitol. Disse sødemidler findes i mange slags mad, tyggegummi og slik. Mange raske mennesker får luft og diarré, når de indtager disse sødemidler
Afføringsmiddel. Udstrakt brug af afføringsmiddel eller medicin, som giver forstoppelse, kan give problemer med meget luft i maven
Forskellige sygdomme. Meget luft i maven kan skyldes irritabel tarm - en ufarlig, med ret generende, "overfølsom" tarm. Undtagelsesvis kan meget luft i maven være et af flere tegn på en mere alvorlig tilstand. Eksempler på dette er divertikulitis (betændelse i udposninger på tarmen) eller kronisk betændelse i tarmen, som colitis ulcerosa eller Crohns sygdom
Antibiotika.I nogle tilfælde med meget luft i maven kan årsagen være, at man er behandlet med antibiotika. Denne medicin forstyrrer tarmens normale flora af bakterier og kan give øget produktion af luft
Andre medikamenter. Også andre typer medicin kan forårsage meget luft i maven, f.eks. forskellige typer cellegifte (kemoterapi)
Enhver ting, der forårsager øget luft i tarmen, eller som er forbundet med forstoppelse eller diarré, kan føre til luftsmerter. Disse smerter opstår typisk, når luften ophober sig i tarmen, og du ikke er i stand til at slippe af med den.
Luftsmerterne er ofte intense, men kortvarige. Så snart luften er ude, ophører smerterne. Luften, som du slipper af med, er en blanding af oxygen, nitrogen, hydrogen, kuldioxid og metan.
Hvilke faktorer øger risikoen for luft i maven?
Du har øget risiko for luftgener fra maven, hvis du:
Har intolerans (overfølsomhed) for laktose eller gluten
Spiser meget frugt, grøntsager, korn og bælgfrugter
Har en kronisk sygdom i tarmen, som divertikulitis eller en kronisk betændelse i tarmen
Har irritabel tarm
Hvornår bør du søge læge?
Det er normalt at slippe luft ud 10-20 gange om dagen. Hvis du har meget generende, langvarige eller stadigt tilbagevendende smerter i maven, kan du søge læge. Du bør særligt søge læge, hvis du også har kvalme, opkastninger, blødning, vægttab eller feber.
Du bør også tale med din læge, hvis luftgenerne er så vedvarende og intense, at de forstyrrer din dagligdag. I de fleste tilfælde kan en behandling mindske eller lindre generne.
Hvad vil lægen undersøge?
Lægen vil tage udgangspunkt i din sygehistorie og eventuelle fund, når du bliver undersøgt. Under denne undersøgelse vil lægen tjekke om:
Din mave er oppustet
Der er områder, som er specielt ømme
Der er udfyldninger i maven, som lægen kan mærke
Afhængigt af symptomerne og fundene kan det i nogle tilfælde blive aktuelt at tage blodprøver. Lægen vil eventuelt henvise dig til:
Røntgen
Ultralyd
CT- eller MR-skanning
Eller kikkertundersøgelser af øvre eller nedre del af mave-tarm-kanalen
Hvilken behandling er der?
Hvis luftsmerterne skyldes en anden tilstand, kan behandling af denne sygdom lindre dine luftgener. Ellers kan generende luft i maven behandles med kostråd, ved at ændre livsstil eller i nogle tilfælde med et håndkøbspræparat.
Selv om løsningen ikke er den samme for alle mennesker, så kan du ved at prøve dig frem måske finde frem til det, som giver dig lindring.
Kost
Følgende kostråd kan bidrage til at mindske mængden af den luft, som produceres i maven - eller påskynde transporten af luft gennem fordøjelseskanalen:
Undgå mad som giver gener. Test selv om der er bestemte typer mad, som udløser luftgener. Undgå i så tilfælde denne mad. Blandt de mest provokerende madvarer er bønner, ærter, løg, hvidkål, broccoli, rosenkål, blomkål, artiskokker, asparges, pærer, æbler, fersken, sukkerfrit slik og tyggegummi, fuldkornsbrød, morgenmadsblandinger (f.eks. müesli), mælk, is, ost, øl, sodavand og andre drikke, der indeholder kulsyre. Ideelt skal du teste dette ved at fjerne alle overnævnte midler fra kosten i en periode på nogle få uger. Forhåbentligt får du det så bedre. Introducer herefter én ting ad gangen af de overnævnte madvarer. Start med dem du mistænker mindst. Lad der så gå mindst en uge, førend du introducerer en ny madvare til din kost. Undgå de madvarer, som fremprovokerer dine luftgener og se, om du ikke får det bedre
Reducer forbigående dit indtag af fiberrig mad. Dette gælder fiberrig mad, som er nævnt ovenfor. Start med fiberrig mad gradvist over flere uger. Det samme gælder eventuelt fibertilskud. Hvis dine symptomer fortsætter, kan du forsøge et andet fibertilskud. Vær omhyggelig med at drikke rigeligt væske gennem hele dagen
Reducer mængden af stegt og fed mad. I en del tilfælde skyldes oppustethed, at man spiser for fed mad. Fedt forsinker tømningen af mavesækken. Dette kan øge følelsen af at være "fyldt op" i maven
Reducer dit indtag af mælkeprodukter. Prøv at anvende mælkeprodukter med lavt indhold af laktose i stedet for mælk. Prøv eventuelt produkter som hjælper med at fordøje laktose. Spis/drik små mængder mælkeprodukter ad gangen, eller spis det sammen med anden mad, som gør det nemmere at fordøje laktosen. I nogle tilfælde kan det dog være nødvendigt helt at fjerne mælkeprodukter fra kosten
En kost med et lavt indhold af stivelse/sukkermolekyler (low FODMAP - fermentable oligo, di-, mono-saccharides and polyols) nedsætter forgæringsprocessen og dermed dannelsen af den luft i tarmen, som giver ubehag
Ændringer i din livsstil
Følgende justeringer i din livsstil kan også hjælpe:
Spis mindre måltider. Forsøg at spise flere små måltider i løbet af dagen i stedet for to eller tre større måltider
Spis langsomt - og tyg maden grundigt. Nogle personer spiser alt for hurtigt og sluger samtidigt store mængder luft. Hvis det er vanskeligt for dig at spise langsommere, så tving dig selv til at lægge gaflen ned mellem hver bid for på den måde at sænke tempoet
Spis ikke når du er nervøs, oprevet eller har travlt. Prøv at gøre måltiderne til en afslappende stund - og spis langsomt. At spise når du er stresset, kan forstyrre fordøjelsen
Undgå tyggegummi, hårdt slik og brug af sugerør. Disse ting får dig til at sluge mere luft
Tjek eventuelt gebis. Et gebis, som er dårligt tilpasset, kan få dig til at sluge ekstra luft, når du spiser og drikker
Ryg ikke. Hvis du ryger cigaretter, kan det øge mængden af luft, som du sluger
Håndkøbsprodukter
Nogle produkter kan måske hjælpe, men effekten af dem er ikke bevist. Forsøg eventuelt:
Skumdæmpende midler, som ændrer overfladespændingen af indholdet i mave og tarm. Skumdæmpende midler indeholder dimeticon eller simeticon (aktiveret dimeticon). Det kan købes på apoteket i håndkøb og kan forsøges ved gener i form af luft i tarmen. Effekten er dog tvivlsom hos mange mennesker
Tilskud af laktase. Tilskud med enzymet laktase kan hjælpe dig med at fordøje laktose, hvis du har laktoseintolerans. Du kan også prøve mælkeprodukter, som er uden laktose eller som har en reduceret mængde laktose
Aktivt kul. Kultabletter kan måske hjælpe. Du tager dem før og efter et måltid, men effekten er dog ret tvivlsom