Polypper er godartede vævsfortykkelser/udvækster på slimhinden i tyk- og endetarmen, som kan være enten flade eller mere stilkede
En polyp kan være ganske få millimeter men kan også være flere cm stor
Risikoen for at en polyp indeholder kræftceller er lille (ca. 2 % ved en polyp under 1 cm) men lidt større polypper har lidt højere risiko
Polypper er relativt hyppige hos ældre, men kan også ses hos personer under 50 år. Polypperne kan i få tilfælde henover mange år udvikle sig til at blive ondartede
Polypper giver relativt sjældent symptomer, som f.eks. blødning eller ændret afføringsmønster
Polypper behandles med fjernelse af polypperne ved en kikkertundersøgelse
Du vil altid få efterkontrol med kikkertundersøgelse, hvis du har fået fjernet polypper i tarmen. Efterkontrollen vil variere afhængigt af typen og antallet af polypper, som er fjernet
Hvad er polypper?
Polypper er udvækster på slimhinden i tyktarmen (colon) og endetarmen (rektum). Udvæksterne er sædvanligvis godartede. I nogle tilfælde kan de dog med tiden udvikle sig til kræftsvulster (kolorektal kræft).
Polypper i tyktarmen
Hvad er symptomerne på polypper i tyk- og endetarmen?
Tilstanden giver få eller ingen symptomer. Hvis du bløder fra tarmen, hvis der kommer ændret afføringsmønster, f.eks. længerevarende diarré og slim i afføringen, eller hvis der er blodmangel som ikke umiddelbart kan forklares, skal du have undersøgt tarmen med en kikkertundersøgelse.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles ved en kikkertundersøgelse, en såkaldt koloskopi eller sigmoideoskopi. I få tilfælde anvender man en CT scanning i stedet for kikkertundersøgelsen, hvis kikkertundersøgelsen ikke kan gennemføres. Ved koloskopi kan polypen oftest ses i kikkertkameraet som enten en flad eller en stilket vævsudvækst.
Hvorfor får jeg polypper i tyk- og endetarmen?
Polypper opstår som regel tilfældigt. I ganske få tilfælde kan det være en arvelig form, som f.eks "familiær adenomatøs polypose" (FAP).
Hvis du spiser mad med få kostfibre, vil der formentlig være en lille øget risiko for at få polypper og dermed risiko for senere at udvikle kræft.
Der findes forskellige typer af polypper. Den type, som betegnes adenom, er en flad polyp uden en stilk (se illustrationen, her beskrevet som bredt fæste til slimhinden), som stikker ind i tarm-hulrummet. Den kan udvikle sig til kræft. Adenomer vil vokse, og en mindre del af adenomerne vil på et tidspunkt kunne blive ondartede. Udviklingen vil som regel strække sig over lang tid (ca. 10 år).
Den anden type polyp har en stilk, der stikker in i tarm-hulrummet. Denne type polyp har en mindre risiko for at udvikle sig til kræft.
For begge typer gælder, at ufarlige polypper normalt er små (under 5 mm i diameter).
Er polypper i tyk- og endetarm arveligt?
En mindre del af polypper i tyk- og endetarm er arvelige. Det er en sjælden tilstand, der kaldes familiær adenomatøs polypose (FAP). Familier med FAP bliver kontrolleret ofte i et særligt kontrolprogram for at undgå, at der udvikles kræft i polypperne.
Hvordan behandles polypper?
Alle påviste polypper skal fjernes og undersøges i mikroskop. Hensigten med at fjerne polypperne er at forhindre udvikling til kræft.
Der er sjældent komplikationer ved en koloskopi. De typiske er blødning, og der kan gå hul på tarmen i forbindelse med, at polyppen skæres fri/brændes væk.
Skulle det (sjældent) vise sig, at der er kræft i polyppen og at der ikke synes at være spredning af kræften, eller hos meget fysisk svækkede patienter, kan man undertiden vælge - efter at polyppen er fjernet - ikke som vanligt at operere det stykke tarm væk, hvor polyppen sad, men i stedet at følge patienten med kikkertundersøgelser for at se, om der igen udvikler sig kræft.
Hvad kan jeg selv gøre?
Du kan ikke selv gøre noget for at undgå, at polypperne udvikler sig til kræft.
Du skal være opmærksom på faresignaler som blødning fra tarmen eller ændret afføringsmønster, fordi tidlig diagnose af kræft giver bedre chance for helbredelse. Muligvis vil fiberrig kost mindske risikoen for at udvikle polypper, selvom denne sammenhæng ikke er helt tydelig ved videnskabelige undersøgelser.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre polypper i tyk- og endetarmen?
Hvis du spiser en fiberrig kost, er risikoen for at få polypper muligvis mindre.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Du skal altid søge læge, hvis:
Der opstår blødning fra tarmen
Hvis du taber dig i vægt
Får ændret afføringsmønster
Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?
I dag vil lægen viderehenvise til et sygehus i et kræftpakkeforløb. På sygehuset vil man foretage en koloskopi og fjerne eventuelle polypper.
Hvornår behandles polypper i tyk- og endetarmen?
Man behandler altid polypper i tarmen ved at fjerne dem, når lægen opdager dem ved en kikkertundersøgelse.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Forskerne mener, at kræft i tyktarm eller endetarm udvikler sig gennem en proces - fra normal slimhinde, via polyp (adenom) til kræftsvulst (karcinom). Det kan tage lang tid, helt op til 10 år.
Små adenomer indeholder sjældent kræftceller. Blandt de svulster, som man vurderer som små (under 1 cm), er risikoen ca. 2% for at de udvikler sig til kræft. Blandt store adenomer med en diameter over 2 cm, vil ca. 5-6 % indeholde kræftceller.
Er polypper i tyk- og endetarmen farlige?
Polypper i tyk- og endetarm er som regel ikke farlige, men som anført ovenfor kan nogle ganske få med tiden udvikle sig til kræft.
Derfor fjerner man altid polypper, når de opdages.
Hvor hyppig er polypper i tyk- og endetarm?
Polypper er relativt sjældne før 50-årsalderen. I lande med høj forekomst vil omkring halvdelen have polypper i tarmen, når de er over 70 år.
Polypper hos yngre sidder hyppigst i venstre del af tyktarmen, mens andelen af polypper i højre del af tyktarmen stiger med alderen.
Der er store geografiske forskelle i forekomsten af polypper i tyk- og endetarm. Danmark har en af de højeste forekomster af polypper og kræft i verden.
Kvinder har lavere forekomst af polypper, cirka 1:2 i forhold til mænd, mens forholdet næsten er ens for kræft.
Kan jeg få polypper mere end én gang?
Du kan godt få polypper mere end én gang. Hos patienter, der har fået fjernet polypper, vil man derfor altid kontrollere, om polypperne er kommet tilbage ved regelmæssige kikkertundersøgelser.