I langt de fleste tilfælde er det fuldstændigt uden symptomer. Meckels divertikel uden symptomer forekommer hyppigst hos børn. Skulle der være symptomer, forekommer de hos over halvdelen hos voksne over 20 år.
Hos de allerfleste, sandsynligvis langt over 95 %, vil divertiklet aldrig give gener.
Opstår der symptomer, er det mest almindelige symptom blødning fra endetarmen. Afføringen kan eventuelt indeholde frisk blod eller være sortfarvet på grund af fordøjet blod.
Men symptomerne kan også minde om symptomerne på en blindtarmsbetændelse med smerter omkring navlen, feber, kvalme og opkastninger. Symptomerne kan også være blødning med rødt frisk blod eller tjærelignende og ildelugtende blod fra endetarmen og symptomer på blodmangel. Sjældnere kan symptomet være mavesmerter med betændelsestilstand i divertiklet (divertikulitis).
Hvis man får disse symptomer, er der meget større risiko for, at der er tale om en blindtarmsbetændelse end en divertikulitis i Meckels divertikel. Omvendt vil Meckels divertikel ofte forveksles med blindtarmsbetændelse. Det spiller dog ikke den store rolle, da man skal åbne (oftest kikkertkirurgisk metode) bughulen i begge tilfælde. Når det bliver opdaget, er det ofte hos personer, der bliver opereret på mistanke om blindtarmsbetændelse, hvor det så af og til viser sig, at det er et Meckels divertikel, der er betændt i stedet for blindtarmen.
Divertiklet indeholder undertiden syreproducerende slimhinde af samme type som i mavesækken (pga. tarmens specielle udvikling i fostertiden). Hvis dette er tilfældet, ses undertiden sår, der kan minde om mavesår. Symptomerne kan i slemme tilfælde minde om et perforeret mavesår med bughindebetændelse.
Personer med Meckels divertikel har også en lille risiko for at få tarmslyng. Dette skyldes, at udposningen kan være fæstnet med en streng til indersiden af navlen, og tarmen kan "ride" over denne streng, hvorved tarmen klemmes af.
Diagnosen stilles næsten altid i forbindelse med en operation for blindtarmsbetændelse (hvor der ikke findes tegn til blindtarmsbetændelse) eller i forbindelse med udredning for svær mavetarmblødning (scintigrafi undersøgelse).
Man mener, at divertiklet opstår, når forbindelsen mellem tarmen og navlestrengen ikke lukker fuldstændigt under fostrets udvikling. Men dette er ikke godt undersøgt. Derfor er årsagen relativt ukendt.
Det er først, hvis man får sygdom i divertiklet, at man skal behandles. Det er betændelse i divertiklet, der hyppigst gør det nødvendigt at behandle. Behandlingen vil i sådanne tilfælde være at fjerne divertiklet ved et kirurgisk indgreb.
Skulle der også (sjældent) være tarmslyng klippes den streng over, der afsnører tarmen. Hvis der er koldbrand i et stykke af tarmen, må dette også fjernes. Tarmen er dog oftest levedygtig, og det er så ikke nødvendigt at fjerne noget af tarmen.
Det har tidligere været almindeligt at fjerne Meckels divertikel, hvis man tilfældigt opdagede det under andre operationer i maven. I dag fjerner man ikke divertiklet i disse tilfælde, da risikoen for komplikationer efter indgrebet er større end faren for at blive syg af divertiklet.
De fleste mennesker opdager aldrig, at de har et Meckels divertikel. Risikoen for at et Meckels divertikel vil udvikle symptomer kendes ikke, men er formentlig meget lav.
Et Meckels divertikel (uden symptomer) findes formentlig hos omkring 1-2 % af befolkningen.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
