Hæmodialyse

Videotekst 

Nyrerne er to bønneformede organer, som ligger bagtil i bughulen ud mod ryggen beskyttet af de nederste ribben. De fleste mennesker er født med to nyrer, men nogle har fra fødslen kun én nyre. Kroppen kan fungere normalt med kun én rask nyre.

Nyrernes funktion består i at filtrere affaldsstoffer væk fra blodet, afbalancere kroppens væskemængde, regulere blodtrykket og stimulere produktionen af røde blodlegemer.

Medfødte misdannelser i urinvejene, forskellige sygdomme og skader kan føre til dårlig nyrefunktion. Når nyrefunktion er nedsat til cirka 10% af det normale, er der tale om nyresvigt, som i langt de fleste tilfælde behandles med dialyse.

Der findes to former for dialyse, hæmodialyse (bloddialyse) og peritonealdialyse (bughuledialyse). Akut nyresygdom behandles med dialyse i dage til uger, og kronisk nyresygdom behandles livslangt, eller indtil patienten bliver nyretransplanteret.

Ved hæmodialyse filtreres blodet i en kunstig nyremaskine, hvorved affaldsstoffer og overskydende væske fjernes fra kroppen. Det rensede og filtrerede blod returneres så til kroppen. For at kunne behandle med hæmodialyse, skal man have en god adgang til kroppens kredsløb.

Der kan lægges et dialysekateter (en blød plastikslange) i et af kroppens større blodkar, enten på halsen, brystkassen eller i lysken. Eller der kan anvendes en dialysefistel, idet der ved en lille operation på armen dannes en pulsåre (arterie) og en blodåre (vene).

Hæmodialyse foretages i reglen 3-4 gange om ugen, og hver behandling varer cirka 4 timer.

Ved peritonealdialyse fjernes affaldsstoffer og overskydende væske via et dialysekateter, som lægges ind i bughulen.

Vil du vide mere?

 

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen