Nyrerne ligger dybt inde i bughulen på hver side af rygsøjlen
Urinen dannes ved, at nyrerne filtrerer blodet
Affaldsstoffer forlader kroppen med urinen, mens næringsstoffer holdes tilbage
Nyrerne er med til at styre vand- og saltbalancen samt blodtrykket
Nyrerne danner også vigtige hormoner, fx erythopoietin - bedre kendt som EPO, som fører til dannelse af blod (de røde blodlegemer)
Næringsstoffer og affaldsstoffer
Kroppens organer behøver energi for at kunne fungere normalt. Energien kommer fra den mad, vi spiser.
Gennem fordøjelsen nedbrydes maden til energiholdige stoffer, der passerer over i blodet. Via blodet kommer disse næringsstoffer rundt i kroppen og optages af kroppens celler. I cellerne indgår næringsstofferne i komplicerede kemiske reaktioner, der frigør deres energi.
Tegningen viser tværsnit af en nyre
Affaldsstoffer
Når næringsstoffer og energi fra kost og stofskifte bruges, bliver der dannet en masse affaldsstoffer i kroppens celler, især i leveren. Disse affaldsstoffer skal fjernes, ellers vil de forgifte kroppen.
Nogle af affaldsstofferne bliver udskilt fra leveren sammen med galden og kommer ud med afføringen. Andre affaldsstoffer føres med blodet til de to nyrer. I nyrerne filtreres affaldsstofferne ud af blodet, og sammen med vand skilles de ud i urinen. Af denne grund er nyrerne livsnødvendige.
Også en del lægemidler eller deres nedbrydningsprodukter fjernes af nyrerne.
Nyrerne
Nyrerne ligger opadtil på bughulens bagvæg på hver side af rygsøjlen. Nyrerne er adskilt fra fordøjelsesorganerne af bughinden (peritoneum).
Hver nyre indeholder ca. 600.000 ganske små filterenheder, som kaldes nefroner. Hvert nefron består af et lille filter, som er på størrelse med et punktum, og et rørsystem. Ved filtrationen dannes ca. 180 l væske i døgnet, som bliver koncentreret i rørsystemet til de normale 1-2 l urin per døgn.
De små filtre holder de fleste af blodets proteiner tilbage, men små molekyler som aminosyrer, glukose (sukker) og mineralsalte passerer over i et tyndt rør (tubulus). Fra de tynde rør hentes næringsstoffer (aminosyrer, glukose, mineralsalte etc.) tilbage til blodet, mens affaldsstoffer skilles ud i urinen. De tynde rør løber sammen og danner større kanaler, indtil de tømmer sig i nyrebækkenet.
Foruden at fjerne affaldsstoffer fra kroppen spiller nyrerne en vigtig rolle i reguleringen af kroppens væske- og saltbalance, syrebalance og blodtryk. Desuden dannes der vigtige hormoner i nyrerne, fx erythropoietin - populært kaldet EPO - der regulerer dannelsen af røde blodlegemer.
Urinvejene
Fra nyrebækkenet løber urinen gennem urinlederen (ureter) ned til blæren, hvor urinen opbevares, før den bliver tømt ud ved vandladningen. Ved vandladningen passerer urinen gennem urinrøret (uretra). Det samlede afløbssystem kaldes urinvejene.
Sygdomme i nyrer og urinveje
Både nyrerne og urinvejene kan blive ramt af en lang række sygdomme, der spænder fra lette tilfælde af blærebetændelse til alvorlige cancersygdomme og nyresvigt med behov for dialyse og nyretransplantation.
Sygdomme i nyrerne behandles overvejende på nyremedicinske (nefrologiske) afdelinger, mens sygdommene i urinvejene ofte behandles på urinvejskirurgiske (urologiske) afdelinger.
Infektioner i urinvejene og lettere grader af nedsat nyrefunktion behandles som regel hos egen læge eller på den hospitalsafdeling, hvor en patient behandles for en anden sygdom. Man skelner mellem akutte og kroniske sygdomme i nyrer og urinveje.