Hydronefrose

Michael Borre

Speciallæge

Fakta

  • Hydronefrose er en udvidelse af nyrens hulrum - nyrebækkenet

  • Tilstanden skyldes oftest en hindring af afløbet, som giver øget tryk i urinvejene over hindringen

  • Årsagen kan være nyresten, tumorer eller forsnævringer i urinvejene

  • Typisk opstår hindringen af afløbet i urinlederen mellem nyren og blæren

  • Det øgede tryk kan give smerter over lænden, mens en pludselig opstået hindring af afløbet kan give voldsomme, turevise anfald af smerter

  • Behandlingen skal sikre frit afløb og afhænger af årsagen til det øgede tryk

Hvad er hydronefrose?

Hydronefrose er en udvidelse af nyrebækkenet forårsaget af et forhøjet tryk i urinvejene, der ligger ovenfor en hindring af afløbet. Årsagen til problemet med afløbet skal ofte findes i urinlederen og skyldes typisk en urinvejsten, tumorer, forsnævring eller tryk udefra. 

Hvis trykstigningen varer ved i længere tid, kan nyrevævet tage skade, og nyrefunktionen kan blive nedsat. Dette kan lede til nedsat eller ophør af funktionen af nyrerne. Nyrerne renser blodet ved filtrering og leder urinen med affaldsstoffer til nyrens hulrum (nyrebækkenet) og derfra ned i urinlederne og videre til urinblæren. Læs mere om nyrer og urinveje.

tegning af nyrer, tværsnit.

Normal nyre

Hvis hindringen af afløbet ikke er særlig udtalt, vil den lette stigning af trykket ofte kun medføre få og ukarakteristiske symptomer. Men hvis man drikker store mængder væske, og systemet sættes under pres med en stor produktion af urin, stiger trykket akut og giver store flankesmerter af op til timers varighed. En pludselig fastsiddende urinvejsten vil på samme vis medføre voldsomme, turevise smerter.

Ved en udtalt blokering nedenfor blæren rammes begge nyrer samtidig. Har man kun en nyre, kan produktionen af urin i sjældne tilfælde pludseligt helt høre op.

Afhængig af årsagen til hydronefrosen kan der være blod i urinen. Det kan enten være synligt blod eller mikroskopisk blod, der kan påvises ved undersøgelse hos lægen ved en urinstix.

Hydronefrose kan forekomme hos fostre og spædbørn. Hos gravide kan den store livmoder trykke på kvindens urinledere og føre til hydronefrose. Blandt ældre ses tilstanden hyppigst hos mænd med besværet vandladning på grund af forstørret blærehalskirtel (prostata).

tegning der viser årsager til hydronefrose.

Nyre med hydronefrose

Hvad er symptomerne på hydronefrose?

Ved akut opstået hydronefrose har man ofte kraftige smerter i den ene side af lænden. Urinledernes pulsvise bevægelser medfører, at smerterne kommer i ture, ligesom de kan stråle ned i bækkenet og de ydre kønsdele. Smerterne er ofte ledsaget af kvalme og evt. opkastninger. 

Symptomerne kan aftage, så der kun er let forværring, når man indtager væske.

Smerterne kan helt forsvinde ved en længerevarende hydronefrose, der ikke behandles. Dette kan være tegn på, at nyrehulrummet nu er betydeligt udvidet, og nyrernes funktion er aftagende.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Du skal være særlig opmærksom på turevise, dybe smerter over lænden. Smerterne kommer eller forværres efter, at man har indtaget større mængder væske. Hvis man samtidigt har feber eller kulderystelser, kan der være opstået en infektion i urinvejene eller nyren. Dette kræver, at man bliver behandlet akut, da tilstanden på kort tid kan lede til blodforgiftning og nyresvigt.

Hvordan stilles diagnosen?

For at kunne stille diagnosen vil lægen først foretage en generel undersøgelse. Her vil lægen:

  • Måle blodtryk

  • Undersøge maven og flanker. Flanken er området omkring den øverste del af lænden under ribbenene ud mod siden

  • Hos mænd undersøges prostata via endetarmen

  • Hos kvinder foretages en gynækologisk undersøgelse

Et stort udvidet nyrehulrum kan hos en slank patient evt. føles som en kugle i maven/flanken.

Hvis der er skade på nyrerne, vil en urinprøve ofte indeholde blod samt æggehvidestof. En urinprøve vil også kunne påvise en infektion i urinvejene, der i sig selv vil kunne give lignende symptomer. Hvis der er afløbshindring og infektion i urinvejene samtidig, vil symptomerne forværres, og der er behov for hurtig behandling. En blodprøve vil kunne påvise en eventuel nedsat nyrefunktion.

Ved hjælp af ultralyd af nyrerne eller en CT-skanning kan lægen som regel stille diagnosen og ofte også finde årsagen.

Hvorfor får man hydronefrose?

Hydronefrose skyldes, at afløbet i urinvejene er hindret eller helt blokeret. Det kan fx opstå, når blærehalskirtlen (prostata) er forstørret, eller der er en forsnævring af eller sten i urinlederne. Trykket stiger over det sted, hvor afløbet er hindret, så nyrehulrummet og samlesystemet i selve nyrerne udvides.

Risikofaktorer er enhver situation, der kan medføre, at urinens passage er hindret. De hyppigste årsager er:

  • Medfødte misdannelser

  • Graviditet, hvor livmoderen trykker på urinlederne

  • Nyresten

  • Forsnævringer

  • Prostatasygdom

  • Tumorer

  • Tilbageløb af urin fra blæren

  • Sammenpresning af afløbssystemet fra andre organer i kroppen

Hvordan behandler man hydronefrose?

Formålet med behandlingen er at lette afløbet af urin fra nyrerne. Derved fjernes symptomerne, og man forebygger varig skade på nyrernes funktion.

Behandlingen afhænger af årsagen. Det er ofte nødvendigt med kirurgisk behandling for at:

  • Operere medfødte misdannelser

  • Fjerne eventuelle nyresten

  • Fjerne tumorer

  • Operere prostata, hvis den klemmer på urinrøret og dermed forhindrer afløbet af urin

Ved akut behov for behandling kan det blive nødvendigt at anlægge et kateter eller en stent for hurtigt at sikre afløbet af urin fra nyren.

Hvad kan jeg selv gøre?

Kontakt din læge hvis du har dybe, typisk turevise og evt. udstrålende flankesmerter, især hvis du samtidigt har feber.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre hydronefrose?

Hvis man har tendens til at danne nyresten, er det vigtigt, at man efterlever væske- og kostregler samt tager evt. forebyggende medicin.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Hvis man har tilbagevendende tilfælde af turevise flankesmerter efter evt. at have drukket større mængder væske, bør man gå til sin læge og blive undersøgt.

Ved samtidig feber kan hurtig behandling være vigtig. 

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Det afhænger af årsagen til hydronefrosen. Hvis tilstanden i løbet af dage eller nogle få uger bliver behandlet med et godt resultat, vil nyrernes funktion typisk normaliseres.

Er hydronefrose farligt?

Hvis hydronefrose ikke behandles, opstår der ofte varige skader på nyrernes funktion. Længerevarende hydronefrose kan skade nyrevævet i varierende grad, og nyrernes funktion går mere eller mindre tabt.

Tilstøder der høj feber, kan det være tegn på nyrebækkenbetændelse. Dette kan hurtigt medføre alvorlig påvirkning af nyrefunktionen.

Hvor udbredt/hyppig er hydronefrose?

Hydronefrose forekommer hyppigt og ses ved mange tilstande og sygdomme, fx ved graviditet og urinvejsten. Der findes dog ingen nøjagtige tal for hyppigheden.

Kan jeg få hydronefrose mere end én gang?

Hvis hindringen af urinafløbet gendannes, ved fx en ny graviditet eller dannelse af nye nyresten, vil trykket i nyren atter stige og kræve ny behandling. 

Vil du vide mere?

Illustrationer

Kilder

Fagmedarbejdere

Michael Borre

Overlæge, professor dr.med., ph.d., Urinvejskirurgi, Aarhus Universitetshospital

Hans Christian Kjeldsen

Ph.d., praktiserende læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen