Urinundersøgelse

Anne-Lise Kamper

Speciallæge

Fakta

  • En urinprøve tages i et prøveglas under vandladning
  • Urinprøven undersøges hos lægen eller på et laboratorium
    • Urinprøven kan undersøges for hvide blodlegemer (pus), nitrit og bakterie-infektion, ved mistanke om infektion
    • En urinprøve kan også bruges til at undersøge for graviditet
    • Urinprøven kan undersøges for albumin (æggehvidestof), blod og sukker. Er disse prøver positive, kan det skyldes sygdom i nyrer eller urinveje eller diabetes, som du skal undersøges nærmere for
    • En urinprøve kan også i sjældne tilfælde bruges til at undersøge for indhold af lægemidler

Hvad er en urinprøve?

En urinprøve er en lille portion urin.

Hvad bruges en urinprøve til?

En urinprøve anvendes i langt de fleste tilfælde til at undersøge, om der er sygdom i nyrer eller urinveje.

Prøven kan også bruges til at undersøge for: 

  • andre sygdomme, fx diabetes
  • graviditet
  • indhold af lægemidler fx ved dopingkontrol 

I forbindelse med mange helbredsattester tages der en urinprøve, selv om der ikke er nogen mistanke om sygdom.

Hvordan forbereder jeg mig?

Der er ingen forberedelse til, at du tager urinprøven. 

Hvad kan en urinprøve vise?

En urinprøve kan vise, om der er blod, albumin (æggehvidestof) eller sukker i urinen, som kan være tegn på sygdom i nyrer eller urinveje eller tegn på sukkersyge.

Den kan også vise, at der er hvide blodlegemer (pus) og nitrit i urinen, som kan være tegn på en infektion, fx blærebetændelse. 

Hvis man har tegn på infektion, får man ofte foretaget flere undersøgelser af urinprøven for at påvise bakterier, eventuelt ved mikroskopi af urinen, eller ved at urinen sendes til en såkaldt 'dyrkning'.

Graviditet kan ofte påvises allerede få dage efter, at menstruation er udeblevet.

Ligeledes kan urinen undersøges for lægemidler, fx dopingkontrol.

Hvordan skal du tage urinprøven ved mistanke om infektion?

Det er vigtigt, at prøven tages korrekt.

Ved mistanke om infektion er det bedst at undersøge urinen lige efter, man har ladet vandet (tisset). Prøven tages derfor i de fleste tilfælde på toilettet hos lægen eller på hospitalet, hvor der udleveres det udstyr, der skal bruges. Det er som regel et bæger til at lade vandet i og prøveglas. Man får udleveret en vådserviet til at vaske med samt en grundig vejledning i, hvordan prøven skal tages.

 Hvis urinprøven skal undersøges for infektion, er det vigtigt, at der ikke kommer bakterier fra huden med i prøven. Det kan gøres på denne måde:

  • Vask hænderne grundigt
  • Undgå at røre ved bægeret indvendigt
  • Hos mænd trækkes forhuden tilbage og hos kvinder spredes kønslæberne, hvilket kan ske ved at sidde omvendt på toilettet  
  • Vask urinmundingen grundigt med vådservietten
  • Den første lille mængde urin skal i toilettet, som du plejer. Derefter skal urinen i bægeret. Og hvis der herefter er mere urin tilbage, så skal det også bare i toilettet, som det plejer
  • Urinen hældes over i prøveglas til ca. 2 cm fra kanten, og låget skrues godt fast
  • Det er bedst at aflevere urinprøven med det samme. Hvis der går længere tid, før den afleveres, skal den anbringes i køleskab

Hvad skal du være opmærksom på?

Undersøgelse for blod og albumin hos kvinder skal ikke gøres i forbindelse med menstruation eller blærebetændelse.

Undersøgelse for albumin hos mænd - men ikke kvinder - skal gøres mindst 12 timer efter samleje.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Anne-Lise Kamper

Overlæge, dr.med., Nefrologisk klinik, Rigshospitalet

Jette Kolding Kristensen

praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen