Keratoconus

Toke Bek

speciallæge

Fakta

  • Keratoconus er en tilstand, hvor et område i hornhindens centrale dele buler ud så hornhindens forflade får form som en kegle
  • Keratoconus er oftest medfødt og kan betyde, at synes bliver tiltagende sløret
  • Lettere grader af keratoconus behandles med kontaktlinse eller ved at stabilisere hornhindens med en speciel lysbehandling, mens sværere tilfælde behandles med transplantation

Hvad er keratoconus?

Keratoconus er en tilstand, hvor hornhindens centrale del bliver udtyndet, så hornhindens overflade kommer til at bule frem og får form som en kegle

Tilstanden udvikles på begge øjne. Ved fødslen er hornhinderne normale, og tilstanden udvikles oftest i teenageårene.

Keratoconus mærkes ved, at synet bliver tiltagende sløret. Dette skyldes en tiltagende nærsynethed og uregelmæssig bygningsfejl. Det nedsatte syn kan i nogle tilfælde forværres pludseligt (akut keratoconus), men forbedres da ofte igen efter et stykke tid.

Hvad er symptomerne på keratoconus?

Keratoconus giver sløret syn.

Hvordan stilles diagnosen?

Man kan få mistanke om tilstanden, hvis der er andre tilfælde i familien, ved Downs syndrom eller ved tiltagende nærsynethed. 

Lægen kan også få mistanke om keratoconus, når unge mennesker får dårligt syn eller kan fortælle om episoder med forbigående nedsat syn, der er vanskeligt at korrigere med briller. I svære tilfælde kan tilstanden ses direkte uden specialinstrumenter.

Hvorfor får man keratoconus?

I mange tilfælde er keratoconus arveligt, og der er ingen god forklaring på, hvordan tilstanden opstår.

Forandringerne i hornhinden betyder, at den kommer til at bule frem som en kegle, hvilket forringer billeddannelsen. Samtidig bliver hornhinden meget tynd og dens strukturer kan briste.

Hvis man har keratoconus, kan man få pludseligt nedsat syn. Dette skyldes bristninger i hornhindens barrierer, og at der derved hurtigt ophobes væske i øjet.

Keratoconus ses oftere hos mennesker med Downs syndrom, Marfans syndrom, Aperts syndrom, Ehlers-Danlos syndrom. Dette er sjældne tilstande med et arveligt element.

Er keratoconus arveligt?

Keratoconus kan være arveligt, men dette er ikke altid tilfældet.

Hvordan behandler man?

Keratoconus skal behandles hos øjenlæge. Behandlingens formål er at forbedre synet og at forhindre komplikationer. Behandlingen består af:

  • Ved de lettere grader af keratoconus kan den uregelmæssige overflade udlignes med hårde kontaktlinser. Dette forbedrer synet betydeligt i de tidlige stadier ved at korrigere for skævheden i hornhinden
  • Dryppe øjet med et lysaktivt stof, som trænger ind i hornhinden. Hvis man efterfølgende belyser hornhinden med blåt lys, vil det lysaktive stof kunne styrke hornhindens væv, så tendensen til at hornhinden buler ud bremses
  • I svære tilfælde kan det blive nødvendigt at udskifte hornhinden ved transplantation

Hvad kan jeg selv gøre?

Følg øjenlægens råd, som vil afhænge af symptomerne og omfanget af keratoconus. 

Hvordan undgår jeg at få eller forværre keratoconus?

Der findes ikke nogen forholdsregler, som man kan anvende til at forebygge, at man udvikler keratoconus.

Hvornår skal jeg søge hjælp? 

Hvis man bliver tiltagende nærsynet, eller synet bliver sløret.

Hvordan er langtidsudsigterne ved keratoconus?

Normalt bliver tilstanden langsomt værre mellem 20 og 60-års alderen, men i perioder kan udviklingen standse helt. Synet bliver som regel dårligere med tiden. Der kan være en fare for, at hornhinden brister.

Effektiv behandling giver bedre syn og forhindrer, at der opstår komplikationer.

Hvor hyppig er keratoconus?

  • Tilstanden forekommer hos ca. 1 promille af befolkningen
  • Der findes ikke noget præcis tal for, hvor mange nye tilfælde der opstår per år

Vil du vide mere?

Animation

Kilder

Fagmedarbejdere

Toke Bek

prof., overlæge, dr. med, Øjenafdelingen, Aarhus Universitetshospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen