Langsynethed er, når øjet er for kort i forhold til den optiske styrke, således at billedet af omverdenen dannes bag nethinden
Langsynethed er en lidt uheldig betegnelse, da tilstanden ikke giver bedre syn på afstand
Børn, som er langsynede, har en øget risiko for at udvikle skelen
Om øjet
For at man kan se et billede skarpt, er man afhængig af, at lyset afbøjes i øjets hornhinde og linse, så det kan samles på nethinden på øjets inderside bagtil. Nethinden er øjets "fotografiske film", som omdanner lyset til nervesignaler. Disse sendes videre til hjernen gennem synsnerven.
Hos langsynede vil hornhinden og linsen ikke afbøje lyset tilstrækkeligt. Derfor vil billedet dannes bag nethinden, og vil være uskarpt på selve nethinden foran.
Akkomodation
Hvis billedet på nethinden skal fremstå skarpt, skal brændpunktet flyttes frem på nethinden. Dette kan man gøre ved at øge lysets brydende kraft ved at placere en samlelinse foran øjet.
Hos yngre personer kan den brydende kraft øges ved, at linsen ændrer form (akkommodation). Dette sker ved, at en lille muskel i øjet (m. ciliaris) trækker sig sammen. Hvis dette sker gennem længere tid, er der risiko for træthed og hovedpine.
Hvad er langsynethed?
Langsynethed er en lidt uheldig betegnelse, da langsynede personer ikke har bedre syn på afstand end personer, som ikke har behov for briller. Ved at akkommodere, klarer den langsynede person at trække billedet af det man betragter frem på nethinden og derved se skarpt på lang afstand. Ved at akkommodere yderligere kan den langsynede også se skarpt på nær afstand.
Efterhånden vil man få tiltagende problemer med at læse på nær afstand. Behovet for at akkommodere overstiger da den brydende kraft, som linsen kan få. Man får derfor behov for briller til at korrigere langsynetheden. Med tiden vil man også få problemer med at se skarpt på lang afstand og få brug for briller i disse situationer.
Hvordan måler man langsynethed?
Hvor langsynet man er måles i plusdioptrier. Ved +3D skal linsen således akkommodere tre dioptrier for at få brændpunktet til at dannes på nethinden. Hvis man skal kunne læse på 1/3 meters afstand, skal linsen akkommodere yderligere +3D, dvs. i alt +6D. Dette går godt, så længe man er ung og har en god evne til at akkomodere.
Et mindre barn har en akkommodationsbredde på 20 D (mål for øjets brydende kraft), men denne aftager med alderen. Evnen til at akkommodere aftager med årene, så den efter 50 års alderen kun er på 1-2 dioptrier.
Hvad er symptomerne på langsynethed?
Langsynethed medfører besvær med at stille skarpt på lang afstand og i endnu større omfang på nær afstand.
Hvordan stilles diagnosen?
Øjenlægen eller optiker kan konstatere, at man er langsynet, hvis synet bliver skarpt på afstand gennem en brille med positiv styrke (plusbrille).
Hvorfor bliver man langsynet?
Langsynethed skyldes, at øjet er for kort i forhold til den optiske styrke.
Er langsynethed arveligt?
Der er muligvis en arvelig komponent i udvikling af svær langsynethed.
Hvilken behandling er der?
Der tilpasses briller, kontaktlinser.
Ved operation for grå stær vil man kunne tilpasse den nye kunstige linse, så den også korrigerer for en langsynethed.
Operation?
Det har gennem en del år været muligt at operere for brydningsfejl i øjet. De metoder, man anvender ved operationen, bliver stadig bedre, og i dag anvendes laserteknologi.
Operation med laser kan dog ikke anbefales ved langsynethed. Det skyldes, at dette medfører risiko for bivirkninger i form af sløret syn, blænding og nedsat kontrastsyn.
Hvordan udvikler tilstanden sig?
Hos voksne mennesker vil langsynethed oftest være stabil.
Risiko for andre sygdomme
Børn, som er langsynede, har en øget risiko for at skele. Det er trættende for øjet at akkommodere hele tiden, og resultatet bliver, at det ene øje glider ud til siden - barnet skeler.
I sådanne situationer vil barnet foretrække at bruge det øje, som ikke glider ud, for ikke at få dobbeltsyn. Synsindtrykket fra det ene øje, som glider ud, bliver undertrykt. Da synet udvikler sig frem til 6-7 års alderen, vil dette betyde, at det dårlige øje ikke bliver stimuleret og bliver "dovent" (amblyopi).
Efter 7-års alderen er det meget svært at genoptræne det dovne øje. Det er derfor vigtigt at få behandlet med øjenklap foran det gode øje for at tvinge barnet til at se med det dårlige øje. På denne måde udvikles synet også på dette øje.
Se animation om nærsynethed og langsynethed
Hvor hyppig er langsynethed?
Der er færre personer som er stærkt langsynede end stærkt nærsynede
Ca. hver tiende person i 20-25 års alderen og ca. hver sjette person i 40-45 års alderen er langsynede