Glaslegemet er den geléagtige klare struktur, der findes i midten af øjet, således at lyset kan nå frem til nethinden på øjets inderside bagtil
Blødning i glaslegemet skyldes ofte rifter i nethinden, hvor et blodkar rives over, eller bristninger i nydannede skrøbelige blodkar ved diabetes eller efter en blodprop i øjet
Små blødninger kan klare op af sig selv, mens større blødninger ofte skal fjernes ved en operation
Hvad er blødning i øjets glaslegeme?
Glaslegemet (corpus vitreum) er den geléagtige klare masse, der ligger mellem øjets linse og nethinden.
Glaslegemet udgør ca. 80 % af øjets volumen og har til formål at transmittere billedet af omgivelserne tværs gennem øjet til nethinden, samt at give nethinden støtte. Glaslegemet sidder fast med bindevævstråde til de omgivende strukturer. Træk fra disse bindevævstråde bagtil i øjet kan give blødning og føre til nethindeløsning.
Blødning i øjets glaslegeme kan være en direkte følge af rifter i nethinden, hvor et blodkar rives over, eller kan skyldes brister i nydannede, skrøbelige blodkar. En blødning kan i sjældne tilfælde også bryde igennem fra årehinden, der ligger lige bag nethinden, eller brede sig fra hjernehinderne og ud langs synsnerven til øjet.
Omfanget af en sådan blødning kan variere. Blødningen kan være lille og ikke give gener, men den kan være være stor og give nedsættelse af synet.
Hvad er symptomerne?
Man får oftest pludseligt uklarheder, som flyder rundt i synsfeltet.
Ved større blødninger kan synsstyrken blive svært påvirket, men som regel er en blødning i glaslegemet ikke forbundet med smerter.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Hvis synet pludselig bliver sløret.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen vil få mistanke om blødning i glaslegemet, når man beskriver symptomerne.
For at kunne stille diagnosen kræver det, at man bliver undersøgt af en øjenlæge. For at finde årsagen til blødningen vil øjenlægen ofte efterse nethindens periferi med en linse med indbyggede vinklede spejle (3-spejl) eller evt. supplere undersøgelsen med ultralyd.
Hvorfor får man blødning i øjets glaslegeme?
Hos yngre voksne er den hyppigste årsag til blødning i glaslegemet komplikationer til nydannede blodkar i øjets nethinde hos personer med diabetes.
De næsthyppigste årsager er rifter i nethinden, som kan være ledsaget af nethindeløsning, samt øjenskader.
Hvordan behandler man det?
Hvad kan jeg selv gøre?
Det er vigtigt at blive undersøgt af en øjenlæge for at få fastslået blødningens årsag
Hvordan undgår jeg at det bliver værre?
Man skal holde sig i ro, indtil øjenlægen har undersøgt øjnene og rådgivet om, hvordan man skal forholde sig
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Når der opstår pludseligt nedsat syn.
Hvordan behandler man blødning i øjets glaslegeme?
Målet med behandlingen er at fjerne årsagen til blødningen.
Mindre blødninger forsvinder af sig selv inden for et par uger. Større blødninger kræver operation.
Hvis blødningen ikke er blevet mindre inden for cirka en måned, bør man fjerne glaslegemet ved en operation (vitrektomi). Ved operationen lægger kirurgen et lille snit i øjets bindehinde lige bag hornhindekanten, hvorigennem det uklare glaslegeme suges ud og erstattes med saltvand.
Hvis lægen kan se et hul i nethinden direkte, kan der anvendes laserbehandling eller kryoterapi (fryse-behandling) til at lukke dette.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Prognosen afhænger af blødningens årsag. I de fleste tilfælde er der tale om små blødninger, som forsvinder af sig selv. I nogle tilfælde kan en blødning i glaslegemet føre til nedsat syn.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre blødning i øjets glaslegeme?
Hvis man har diabetes, skal man sørge for god kontrol af sit blodsukker og blodtrykket. På den måde kan man forebygge, at man udvikler senkomplikationer til sin diabetes, herunder blødninger i glaslegemet.
Hvor hyppig er blødning i øjets glaslegeme?
Blødning i glaslegemet er ikke usædvanligt. Risikoen er forøget, hvis man har komplikationer til diabetes, blodpropper eller øjenskader i øjets nethinde.