Grå stær (katarakt)

Toke Bek

speciallæge

Fakta

  • Grå stær er uklarheder i øjets linse, som medfører nedsat syn, blændingsgener, dobbeltsyn eller ændret opfattelse af farver
  • Den hyppigste årsag til grå stær er alder. Tilstanden kan også være medfødt eller skyldes anden øjensygdom
  • Grå stær behandles med operation, som er et lille indgreb, der i de fleste tilfælde kan foretages i lokalbedøvelse
  • Ved operationen indsættes en kunstig linse med en styrke, der passer til den afstand, hvor man ønsker at se skarpt efter operationen (f.eks. læseafstand). Der skal tilpasses en brille til at se skarpt i andre afstande

Hvad er grå stær?

Grå stær er uklarheder i øjets linse, som man finder fortil i øjet lige bag regnbuehinden.

Hvad er symptomerne på grå stær?

Ved grå stær har man oftest nedsat syn, både på afstand og tæt på.

I nogle tilfælde har man også problemer med blænding, især når man befinder sig i mørke og pludseligt udsættes for kraftigt lys. Det skyldes, at pupillen er større i mørke, og derfor kommer der mere lys gennem den uklare linse.

Endelig kan man få dobbeltsyn, som ikke forsvinder, når man tildækker det ene øje.

Symptomerne ved grå stær kan komme gradvist og næsten umærkeligt, eller de kan forværres hurtigt inden for få uger. Generne starter som regel på det ene øje, men med tiden vil begge øjne blive ramt.

Grå stær giver ikke smerter, svie eller kløe i øjnene. Grå stær behøver i det hele taget ikke give gener, hvis forandringerne er beskedne.

Hvordan stilles diagnosen?

Tilstanden påvises ved, at lægen undersøger øjet og linsens klarhed med specielle instrumenter, blandt andet en spaltelampe og et oftalmoskop. Uklarheder i linsen vil kunne ses som uklare områder i den røde pupil.

Hvorfor får man grå stær?

Grå stær er ofte en følge af aldring. Man kender dog ikke i detaljer den proces, som fører til, at linsen mister sin klarhed. I de fleste tilfælde bliver begge øjne ramt.

Grå stær kan også skyldes en anden sygdom eller skader i øjet. I sjældne tilfælde er grå stær en komplikation til behandling med visse former for medicin.

Grå stær kan i sjældne tilfælde være medfødt.

Enkelte sygdomme og eller påvirkninger kan øge risikoen for at få grå stær:

  • Diabetes og stofskiftesygdomme
  • Høje doser af røntgenstråler, infrarøde stråler eller ultraviolette stråler
  • Skader på øjnene og gentagne inflammationer i regnbuehinden
  • Sygdomme hos moderen under graviditeten, for eksempel røde hunde, øger risikoen for at barnet fødes med grå stær

Er grå stær arveligt?

Medfødt grå stær og grå stær hos børn kan være arvelig.

Hvordan behandler man grå stær?

Det er personens egen oplevelse af synsproblemerne, der afgør, om man skal behandle.

Grå stær kan kun behandles ved operation. Der anvendes moderne mikrokirurgisk teknik, som hele tiden bliver forbedret.

Ved operationen opløses linsens uklare indhold med ultralyd og suges herefter ud. Som regel bevarer man dog linsens kapsel, som man bruger til at lægge den nye kunstige linse i. Linsen bliver udmålt på forhånd, så den passer til øjet og den brillestyrke, som man inden operationen har aftalt at operationen skal ende med. Der kan efterfølgende tilpasses en brille, så man kan se skarpt på andre afstande.

Indgrebet foregår i de fleste tilfælde ambulant og i lokalbedøvelse. I nogle tilfælde kan man ikke lægge en kunstig linse ind i øjet til erstatning for den uklare linse. I disse tilfælde vil man efterfølgende skulle bruge en kontaktlinse for at se skarpt.

Hvad kan jeg selv gøre?

Nogle personer med grå stær synes, at det hjælper at bruge solbriller, fordi det kan hjælpe på den blænding, der kan være.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre grå stær?

Man kan ikke forebygge grå stær. Risikoen for at man får grå stær bliver dog mindre, hvis man forebygger og behandler andre sygdomme som for eksempel diabetes og øjenskader.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Grå stær er ikke nogen farlig sygdom, men det kan være generende, fordi synet forringes. Hvis du får

  • Dårligere læsesyn
  • Ændring i opfattelsen af farver
  • Gener i form af blænding
  • Dobbeltsyn selvom du dækker det ene øje til

kan det være en god ide at kontakte læge.

Se animation om grå stær (katarakt)  

Hvordan udvikler sygdommen sig?

De fleste oplever, at synes bliver gradvist forværret, når linsen bliver mere og mere uklar. Udviklingshastigheden er meget forskellig fra person til person. Den type grå stær, som man får efter en øjenskade, udvikler sig hurtigt.

Efter operation oplever de allerfleste en betydelig bedring af synet. Hvis øjet i øvrigt er normalt, så får over 95% af de, der er opereret for grå stær, normalt eller næsten normalt syn.

I nogle tilfælde er der dog samtidig forkalkninger eller andre sygdomme i nethinden, som først viser sig efter, at den syge linse er fjernet. Dette kan forklare, at ikke alle får normalt syn efter operationen.

Hvor udbredt er grå stær?

  • Grå stær er den hyppigste årsag til blindhed i verden
  • Grå stær som følge af alder står for 48% af al blindhed i verden. Dette svarer til, at 18 millioner mennesker er ramt
  • Specielt ældre mennesker får grå stær. Blandt 75-årige har ca. halvdelen uklarheder i linsen, som påvirker synet
  • Næsten alle mennesker i 80'erne har større eller mindre grader af uklarhed i linsen

Kan jeg få grå stær mere end én gang?

Man kan ikke få grå stær igen, hvis man har fået ny linse. I nogle tilfælde kan der komme uklarheder i den kapsel, som den nye linse lægges i. Dette kaldes efterstær og kan fjernes med laser.

At leve med grå stær

Der er store forskelle på, hvor meget grå stær påvirker ens dagligdag og livskvalitet. Nogle mennesker mærker næsten ikke, at de har grå stær. Andre har betydelige gener.

Synet er en meget vigtig sansefunktion for mennesker. Tab af evnen til at se vil påvirke livskvaliteten for de fleste. Heldigvis kan de fleste med grå stær blive behandlet med operation og derved opnå et brugbart syn. I de senere år har lægerne fået bedre muligheder for behandling. Det er derfor meget sjældent, at man mister synet som følge af grå stær.

Vil du vide mere?

Illustrationer

Kilder

Fagmedarbejdere

Toke Bek

prof., overlæge, dr. med, Øjenafdelingen, Aarhus Universitetshospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen