Blodprop i nethindens arterioler

Toke Bek

speciallæge

Fakta

  • En blodprop i nethinden er en aflukning af en større eller mindre forgrening af det blodkar, som fører blod til øjets nethinde
  • Tilstanden er ikke forbundet med smerter, men man udvikler synstab inden for nogle få sekunder
  • Risikoen for blodprop stiger med alderen
  • I visse tilfælde kan tilstanden skyldes en inflammation i væggen af det blodkar, som fører blod til øjet. Denne tilstand kaldes på fagsprog for arteriitis temporalis

Hvad er blodprop i nethinden?

En blodprop i nethinden er en aflukning af en større eller mindre forgrening af det blodkar, som fører blod til øjets nethinde.

Hvad er symptomerne på blodprop i nethinden?

Blodprop i nethinden fører til pludseligt tab af synet på det ene øje, men gør ikke ondt.

Tilstanden kan ikke ses udefra, men pupillen bliver dårligere til at trække sig sammen, når den bliver belyst.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Pludseligt nedsat syn.

Hvordan stilles diagnosen?

Symptomerne giver lægen en stærk mistanke om diagnosen.

Lægen vil undersøge synet og øjet med et såkaldt oftalmoskop. Lægen vil også lytte på hjertet med et stetoskop, og man vil planlægge en ultralydsundersøgelse af hjertet og halsblodårerne.

I visse tilfælde kan tilstanden skyldes en inflammation i væggen af det blodkar, som fører blod til øjet. Denne tilstand kaldes på fagsprog for arteriitis temporalis.

Hvis lægen har mistanke om, at man har arteriitis temporalis, får man taget en blodprøve CRP eller blodsænkning (forkortet SR), der viser, om der er inflammation.i blodkarrets væg

Hvorfor får man en blodprop i nethinden?

Den hyppigste årsag er små udfældninger på blodkarrene, som løsner sig og føres rundt i kroppen, hvor de kan sætte sig fast som en prop i de mindre blodkar. Disse udfældninger kommer oftest fra hjerteklapperne eller fra forkalkninger i halspulsåren.

Flere tilstande øger risikoen for en blodprop i nethinden:

  • Åreforkalkning
  • Sygdomme i hjerteklapperne
  • Rygning
  • Forhøjet blodtryk
  • Diabetes

Ved arteriitis temporalis skyldes aflukningen en hævelse af karvæggen, som aflukker blodkarret.

Hvilken behandling er der?

Der pågår i øjeblikket forsøg med at behandle blodprop i øjet med blodfortyndende medicin. For at deltage i forsøget kræves det, at behandlingen igangsættes inden for 4 timer efter blodproppen blev dannet.

Ved arteriitis temporalis kan man hindre synstab ved at behandle med binyrebarkhormon i høje doser.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre en blodprop i nethinden?

Det er vigtigt at få kontrolleret rytmeforstyrrelser i hjertet og åreforkalkning i blodkarrene på halsen.

Hvordan er langtidsudsigterne?

Den skade, som er sket på synet, vil kun meget sjældent kunne bedres.

Hvor hyppig er blodprop i nethindens arterioler?

Tilstanden er sjælden, men risikoen er øget ved rytmeforstyrrelser i hjertet og åreforkalkning i halspulsåren.

Vil du vide mere?

Illustrationer

Kilder

Fagmedarbejdere

Toke Bek

prof., overlæge, dr. med, Øjenafdelingen, Aarhus Universitetshospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen