Allergisk øjenkatar

Toke Bek

speciallæge

Fakta

  • Allergisk øjenkatar er en reaktion i øjets bindehinde
  • Tilstanden skyldes overfølsomhed for stoffer, som øjet udsættes for fra omgivelserne
  • Allergisk øjenkatar kan forekomme som akutte anfald eller som en kronisk tilstand. Generne er i mange tilfælde sæsonafhængige, og afhænger fx af pollentallet
  • Man kan forebygge allergisk øjenkatar ved at undgå at blive udsat for de stoffer, der udløser generne. Hvis det ikke er muligt, kan man anvende øjendråber mod allergi

Hvorfor får man allergisk øjenkatar?

Allergisk øjenkatar udvikles hos personer, der har en særlig overfølsomhed, således at øjets slimhinde reagerer mod det, den kommer i kontakt med udefra. Personer, som får øjenkatar, har en øget risiko for også at få allergisk reaktion andre steder i kroppen.

Allergisk øjenkatar smitter ikke, men ses hyppigt hos flere personer i en familie, fordi tendensen til at reagere allergisk er arvelig.

Hvad er symptomerne på allergisk øjenkatar?

Allergisk øjenkatar giver typisk røde øjne, kløe, og tåreflod og ofte også overfølsomhed for skarpt lys. I mange tilfælde har personen også tilstoppet næse (høfeber), eksem og astma.

De hyppigste udløsende faktorer er pollen, dyrehår, kosmetik og øjendråber. I mange tilfælde finder man ikke årsagen.

Hvordan stilles diagnosen?

Det er typisk, at generne udløses bestemte steder eller på bestemte tidspunkter. Det er særligt vigtigt at undersøge, om du har været i kontakt med husdyr, har anvendt bestemt kosmetik, eller om der er sæsonvariationer eller allergi i familien.

For at finde årsagen, er det vigtigt at finde frem til hvornår en allergisk reaktion bliver udløst. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at få foretaget en allergitest.

Hvordan behandles tilstanden?

Det er som nævnt vigtigt selv at forsøge at finde den udløsende årsag, så du kan forsøge at fjerne den. Medicin kan hjælpe mod den akutte tilstand eller være forebyggende.

Akut behandling

Akut behandling anvendes under "anfald". Den består af såkaldte antihistamin øjendråber, som dæmper den allergiske reaktion. Disse øjendråber bør du kun anvende i få dage. Hvis du skal behandles i længere tid, bør du skifte til en anden type øjendråber.

Forebyggende behandling

Du kan få tilbudt forebyggende behandling for at hindre anfald i perioder, hvor der er erfaring for, at der er mange gener, fx i pollensæsonen. Du kan få den forebyggende behandling i form af øjendråber eller som tabletter, alt efter om der kun er gener fra øjnene, eller om du også har gener fra andre dele af kroppen.

Hvornår må mit barn komme i institution?

Rødt øje hos et barn skyldes kun sjældent allergi, men allergisk øjenkatar er ikke nogen hindring for, at barnet kan komme i institution. Det er dog vigtigt at finde ud af, om den udløsende årsag til den allergiske reaktion forekommer i institutionen.

Film om rødt øje hos børn

Film fra Børnelægernes Børnetips giver enkle råd og vejledning til, hvordan du skal holde øje med dit barn, hvis det har rødt øje, hvad du kan gøre for at lette dit barns gener, og hvornår du skal ringe til din egen læge, vagtlæge, akuttelefon eller 112.

Film om rødt øje på andre sprog: 

  • Engelsk / English  - se film om rødt øje på med engelsk tale og tekst hos Børnelægernes Børnetips
  • Arabisk / العربية - se film om rødt øje med arabisk tale og tekst hos Børnelægernes Børnetips 

Hvad kan jeg selv gøre?

Undgå at blive udsat for stoffer, der giver allergisk reaktion.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre tilstanden?

Allergisk øjenkatar undgås ved om muligt at forhindre, at øjets slimhinde bliver påvirket af de stoffer, man er overfølsom over for. Omvendt vil en vedvarende påvirkning af disse stoffer evt. gøre tilstanden værre.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Allergisk øjenkatar er en ufarlig, men plagsom tilstand. Generne aftager dog som regel med alderen.

Hvor udbredt/hyppig er allergisk øjenkatar?

Tilstanden er meget hyppig, men den præcise forekomst kender man ikke.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Toke Bek

prof., overlæge, dr. med, Øjenafdelingen, Aarhus Universitetshospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen