Episkleritis

Toke Bek

speciallæge

Fakta

  • Episkleritis er en reaktion i den overfladiske del af øjets senehinde (det "hvide" i øjet)
  • Tilstanden er ledsaget af rødt øje, øjnene løber i vand, og øjet er ømt, når man rører ved det
  • I lette tilfælde går tilstanden over af sig selv. Ellers behandles med øjendråber, der indeholder binyrebarkhormon
  • Under behandlingen skal øjentrykket kontrolleres hos en øjenlæge

Hvad er episkleritis?

Foto af episkleritis

Episkleritis (se foto) er en reaktion (inflammation) i episklera - det tynde lag, der ligger mellem det hvide i øjet (sklera) og slimhinden ovenover.

Ved episkleritis kommer der rødme i "det hvide" i øjet, uden at der har været en forudgående skade. Øjnene løber i vand (tåreflåd). Synet bliver ikke påvirket. Tilstanden kan medføre smerter, og der kan være ubehag, især når man rører ved øjet.

I mange tilfælde kender en person med episkleritis symptomerne, fordi der har været anfald tidligere.

Hvad er symptomerne på episkleritis?

Øjet bliver rødt, øjnene løber i vand, og øjet er ømt, når man rører ved det.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Hvis der i et område af "det hvide" i øjet kommer rødme, og det er ømt, når man rører ved det.

Hvordan stilles diagnosen episkleritis?

Lægen stiller diagnosen på grundlag af det, du fortæller om symptomerne og det, som lægen finder, når øjet undersøges.

Hvorfor får man episkleritis?

Årsagen til episkleritis er ukendt. Reaktionen skyldes ikke bakterier eller virus, men at kroppens eget immunapparat går til angreb på episklerahinden og udløser en såkaldt autoimmun reaktion.

En række sygdomme giver øget risiko for episkleritis, herunder urinsyregigt (podagra), leddegigtSjögrens syndrom (en gigtsygdom), helvedesild og tuberkulose.

Smitter episkleritis?

Episkleritis smitter ikke, da tilstanden ikke skyldes mikroorganismer som f.eks. bakterier og virus

Er episkleritis arveligt?

Episkleritis er ikke arveligt. Nogle af de faktorer, der disponerer til episkleritis, f.eks. gigtsygdomme, kan dog have en arvelig komponent.

Hvilken behandling er der?

Hensigten med behandlingen er at standse betændelsen og lindre symptomerne. I lette tilfælde går tilstanden over af sig selv.

I de fleste tilfælde behandler man episkleritis med øjendråber, der indeholder binyrebarkhormon eller et andet stof, der dæmper betændelsen.

Hvad kan jeg selv gøre?

Vær opmærksom på om der er rødme eller irritation i øjet.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Episkleritis er ufarlig og forsvinder som regel af sig selv inden for 1-2 uger. Tilstanden har en tendens til at blusse op igen efter måneder til år. Behandlingen er da den samme, og prognosen lige så god som ved det første udbrud.

Hvor hyppig er episkleritis?

  • Episkleritis er ikke en ualmindelig tilstand, men den præcise hyppighed kendes ikke
  • I to ud af tre tilfælde rammes kun det ene øje
  • Tilstanden er hyppigere hos kvinder end hos mænd

Kan jeg få episkleritis mere end én gang?

Ja, episkleritis kan komme igen flere gange.

Vil du vide mere?

Illustrationer

Kilder

Fagmedarbejdere

Toke Bek

prof., overlæge, dr. med, Øjenafdelingen, Aarhus Universitetshospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen