Fagmedarbejdere
Børn og huller i tænderne
Hul i en tand kaldes caries
Når tandlæger bruger ordet caries, taler de om huller i tænderne.
Vi har alle sammen bakterier i munden hele tiden. Det er helt naturligt. De fleste bakterier synker vi, men ikke dem alle sammen. Nogle af dem bliver siddende på tænderne. Du kan fx mærke bakteriebelægningerne om morgenen, hvor overfladen på tænderne føles ulden, når tungen rører ved dem. Når du har fået børstet dine tænder rigtig grundigt, føles tænderne igen glatte. Det betyder, at bakterierne er børstet væk.
Hvis bakterierne får lov til at blive siddende på en tand i længere tid, risikerer du bl.a. at få caries i tanden. Caries opstår, fordi syre fra bakterierne opløser tandens emalje.
Hvordan opdager man caries?

Det er ikke alle huller, som man kan se lige så tydeligt som på billedet her (det brune hul), hvor der er brud på tandens overflade (emaljen). At man kan se hullet, betyder ikke, at det er et stort og dybt hul.
Nogle gange ses huller kun som en svag farveforandring på overfladen. Det er derfor tandlæger bruger så skarpt lys. Det er for at kunne se dine tænder og dit tandkød meget tydeligt. Andre gange tager tandlægen et røntgenbillede for at se, om der er et hul på vej under emaljen eller imellem tænderne. Hvis tandlægen ser, at du er ved at få caries eller tandkødsbetændelse, kan tandlægen hjælpe dig med information og gode råd, så din tandsygdom ikke udvikler sig. Det er derfor en god ide at gå regelmæssigt til tandlæge.
Caries kan repareres ved, at tandlægen lakerer hen over hullet, ligesom når der smøres neglelak på en negl. Andre gange er tandlægen nødt til at reparere hullet med en plastfyldning, så det ikke udvikler sig. Hvis hullet ikke bliver repareret, vil det blive større og dybere med tiden, og du får sandsynligvis ondt i tanden på et tidspunkt.
Spørg hvad instrumenterne bruges til

Tandlæger har rigtigt meget udstyr. Tandlægen viser og forklarer dig gerne, hvordan man bruger de forskellige ting, inden behandlingen begynder. Du er også altid velkommen til at spørge om det, som du ikke kender eller ikke forstår.
Det gør ikke ondt at blive boret

Inden du skal bores, får du lagt en bedøvelse. Bedøvelse er en særlig væske, der får ”tanden til at sove”. Det føles som om, tanden har fået en stor, tyk dyne på. Det er lidt mærkeligt, men fornemmelsen forsvinder igen efter nogle timer. Bedøvelsen lægges ind under tandkødet eller slimhinden i nærheden af tanden. Når du er blevet bedøvet, gør det ikke ondt at blive boret.
Tandlægen starter med at rense hullet rent med en boremaskine. Ved siden af tandlægen sidder klinikassistenten, som hjælper tandlægen med behandlingen. Klinikassistenten holder et sug – en slags ministøvsuger- som fjerner vand og spyt fra din mund, mens der bores.
Du kan mærke, at tandlægen rører ved tanden med boremaskinen. Boremaskinerne og suget larmer også. Det er mange ting at have inde i munden på en gang, men hvis du er tålmodig og ligger stille, er det faktisk hurtigt overstået.
Tag din mor eller far med til tandlægen

Du må gerne have din mor eller far med til tandlægen. Hvis du bliver bekymret undervejs, kan du trykke din mor eller far i hånden, så holder tandlægen en pause. Det kan nemlig være svært at tale, mens du får ordnet din tand.
Tandlæger bruger plastikhandsker og har nogle gange en maske for munden. Det gør de, fordi de har mange patienter hver dag. Handskerne og masken er med til at beskytte både dig og tandlægen mod at blive smittet med sygdomme
Hullet fyldes med plast

Tandlægen renser hullet helt rent for bakterier ved hjælp af boremaskinerne. Hullet er nu klar til at blive fyldt med et plastmateriale, der har samme farve som tanden.
Inden der fyldes med plast, smører tandlægen hullet med forskellige væsker, der får plasten til at lime til din tand. Det er klinikassistenten, der rækker de forskellige ting til tandlægen, da det er meget vigtigt, at tanden samtidig holdes helt tør, så plasten klistrer bedst muligt til tanden.
Plastmaterialet er helt blødt, for at tandlægen kan forme plasten, så den kommer til at passe til lige netop din tand. Når fyldningen er formet, rækker klinikassistenten en lille lampe til tandlægen. Det blå lys fra lampen får plasten til at hærde (blive hårdt). Det betyder, at du ikke skal vente på, at fyldningen tørrer.
Til sidst pudses fyldningen med nogle små pudsebor i boremaskinen, så den føles glat og fin med tungen. Det er også vigtigt, at fyldningen ikke er for høj. Den skal passe perfekt med dit sammenbid. Det må ikke føles anderledes, når du bider sammen. Det skal føles ligesom, da du kom.
Skyl munden til sidst

Tandlægen har en særlig kumme med vandhane. Her kan du få et glas vand til at skylle munden med og spytte ud, når du er færdig.
Se det flotte resultat i spejlet

Hvis fyldningen, som her, er lavet i underkæben, kan du i et spejl få lov til at se det færdige resultat.
Det skal være trygt at gå til tandlægen

Tandlægen gør sig umage for, at det skal være så rart og trygt som muligt at gå til tandlægen. Det er nemlig rigtig vigtigt, at du passer dine tandlægebesøg hele livet.
Vil du vide mere?
Illustrationer
- Når børn skal til tandlægen - fotoserie
Kilder
Indhold leveret af