Fagmedarbejdere
Børn til tandlægen
Pas godt på dine tænder
- Det er vigtigt at passe på sine tænder hele livet, helt fra man er barn og ung. Derfor skal du huske at børste tænder både morgen og aften hver dag. Indtil du er 12 år, hjælper din mor eller far med det
- Det er også vigtigt, at du går til tandlæge indimellem, så du får tjekket dine tænder, tandkød og slimhinder
- Tandlægen kan give dig og dine forældre gode råd om tandbørstning. De kan også fortælle dig, hvordan du får nogle sunde vaner, så det, som du spiser og drikker, ikke skader dine tænder
Husk at gå til tandlægen

- Så længe du er under 22 år, er det gratis at gå til tandlægen
- Tandlæger kan finde ud af, om du har tandsygdomme, men de kan også hjælpe dig med at undgå, at du får en tandsygdom. Så selv om du ikke har problemer med dine tænder, er det vigtigt, at du husker at gå til tandlægen, når du har fået en tid
Tag evt. din mor eller far med

- Du må gerne have din mor eller far med til tandlægen. Hvis du bliver bekymret undervejs, kan du trykke din mor eller far i hånden, så holder tandlægen en pause. Det kan nemlig være svært at tale, mens tandlægen kigger dig i munden
- Tandlægen har et spejl, så du også selv kan se dine tænder
Spørg hvad man bruger udstyret til

- Tandlæger har rigtig meget udstyr. Tandlægen viser og forklarer dig gerne, hvordan man bruger de forskellige ting. Du er også altid velkommen til at spørge om det, som du ikke kender eller ikke forstår
- Tandlæger bruger plastikhandsker og har nogle gange en maske for munden. Det gør de, fordi de har mange patienter hver dag. Handskerne og masken er med til at beskytte både dig og tandlægen mod at blive smittet med sygdomme
Tandlægen tjekker dine tænder

- Når du er klar, skal du åbne munden godt op, så tandlægen kan tjekke dine tænder. Til det bruger man som regel et lille spejl og en sonde, som også kaldes en tællepind
- Tandlægen tjekker, om dit tandkød har det godt, om du har fået alle de tænder, som du skal have, og om du har huller i tænderne
- Hvis tandlægen synes, at du skal have mere instruktion i fx tandbørstning eller repareret noget på dine tænder, aftaler I hvornår og hvordan. Det kan være, at du skal komme igen en anden dag
Til sidst kan du skylle munden

- Tandlægen har en lille kumme med vandhane. Her kan du få et glas vand til at skylle munden med og spytte ud, når du er færdig
Vær tryg ved at gå til tandlægen

- Tandlægen gør sig umage for, at det skal være så rart og trygt som muligt at gå til tandlægen
- Det er nemlig rigtig vigtigt, at du passer dine tandlægebesøg hele livet
Vil du vide mere?
Illustrationer
- Børn og huller i tænderne - fotoserie
Kilder
Indhold leveret af