Øret er menneskets høre- og balanceorgan. Øret består af tre dele:
Det ydre øre består af øremuslingen, som stikker ud fra hovedet og en omtrent to centimeter lang øregang.
I den indre del af øregangen finder vi trommehinden (membrana tympani), som adskiller øregangen fra mellemøret. Når trommehinden sættes i svingninger af lydbølger, overføres svingningerne til øreknoglerne i mellemøret og sneglen i det indre øre. Svingningerne påvirker nervecellerne i det indre øre, som ved elektriske impulser sender lydsignaler til hørecentret i hjernen. Det er sådan, vi opfatter lyd. Man kan sige, at man lytter med øret, men hører med hjernen.
Mellemøret ligger mellem trommehinden og det indre øre. I mellemøret finder vi øreknoglerne. De består af hammeren (malleus), ambolten (incus) og stigbøjlen (stapes). Hammeren har kontakt med trommehinden, mens stigbøjlen er fæstet til det ovale vindue, hvor en membran adskiller mellemøret fra det indre øre.
Fra mellemøret går der også en kanal, øretrompeten (tuba auditiva), til den øvre del af svælget (næsesvælget). Denne ventilationskanal gør det muligt for os at udligne trykket i mellemøret. I forbindelse med for eksempel en forkølelse kan slimhinden i øretrompeten hæve og midlertidigt gøre det vanskeligere at trykudligne. I forbindelse med en trykudligning høres ofte et "klik" i øret.
Det indre øre består af to dele: Balanceorganet (vestibulærapparatet) og sneglen (cochlea). Disse to dele kaldes med en fællesbetegnelse for labyrinten.
Se animation om ørets opbygning
Balanceorganet bidrager til kontrollen af balancen. Det består af tre buegange samt et hulrum, kaldet vestibulum, som består af utriculus og sacculus, tilsammen otolitorganerne.
I buegangene findes der nogle sansehår og en væske, som kaldes endolymfe. Ved rotationsbevægelser af hovedet bevæges buegangene med sansehårene i forhold til væsken. Det bevirker, at sansehårene bøjes og der dannes en elektrisk impuls, som sendes via balancenerven til hjernen. På denne måde får vi en opfattelse af kroppens bevægelse i rummet, for eksempel når man slår en kolbøtte.
Utriculus og sacculus er placeret mellem sneglen og de tre buegange i det indre øre. Sanseceller i utriculus og sacculus medvirker til at registrere lineære bevægelser af hovedet, som når man for eksempel bremser eller accelerer i en bil.
Det er ikke kun ligevægtsorganet, som bidrager til balancen. Også synet, lillehjernen, sansesignaler fra muskler, led og fodsålerne spiller en stor rolle.
Sneglen starter ved det ovale vindue og snor sig som skallen i et sneglehus. Nervefibre inde i sneglehuset samler sig i hørenerven, som bringer høresignaler til hjernen.
Oplevelsen af lyd opstår ved, at lydbølgerne sætter trommehinden i svingninger. Disse svingninger overføres via øreknoglekæden (hammeren, ambolten og stigbøjlen i mellemøret) til væsken i sneglen. Svingningerne i væsken i det indre øre påvirker hårcellerne (nerveceller), som danner elektriske impulser, der sendes til hørecentret i hjernen, hvor lyden opfattes.
Sygdomme i øret er som regel infektioner i ydre øre og mellemøret. Smerter og nedsat hørelse er typiske symptomer. Skader på trommehinden, øreknoglekæden eller det indre øre giver høretab og somme tider tinnitus. Skader på balanceorganet giver svimmelhed. Medfødte mindre misdannelser i det ydre øre, så som fistler og vedhæng foran øret og stritører er hyppige, mens større misdannelser af ydre øre, mellemøret eller det indre øre er noget sjældnere.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
