Ørekirurgi

Mikkel Holmelund

speciallæge

Fakta

  • Ørekirurgi omfatter operationer af øregang, trommehinde, mellemøre og indre øre
  • Disse operationer bliver både udført for at forbedre hørelsen og for at fjerne betændelse i øret eller fjerne årsagen hertil. Fx et hul i trommehinden, der ikke er vokset sammen af sig selv
  • Ørekirurgi anvendes også til behandling af misdannelser og svulster
  • Nogle øreoperationer bliver foretaget i lokalbedøvelse, men de fleste bliver foretaget under fuld bedøvelse

Hvad hører under ørekirurgi? 

Ørekirurgi omfatter operationer af øregang, trommehinde og mellemøre og indre øre. Disse operationer bliver både udført for at forbedre hørelsen og for at fjerne betændelse i øret eller fjerne årsagen hertil. Fx et hul i trommehinden, der ikke er vokset sammen af sig selv.

Ørekirurgi anvendes også til behandling af misdannelser og svulster. Nogle øreoperationer bliver foretaget i lokalbedøvelse, men de fleste bliver foretaget under fuld bedøvelse

Før operationen

Før en operation i øret har du som regel en samtale med den kirurg, der skal operere dig. Du kommer også til at tale med en læge fra anæstesiafdelingen (en anæstesilæge). De spørger dig bl.a. om din generelle sundhedstilstand, og om du tager medicin. Til denne samtale er det vigtigt, at du eller dine pårørende husker at fortælle, hvis du har andre problemer med dit helbred, eller hvis du er allergisk over for noget.

Til samtalen får du også besked om reglerne for faste. I nogle tilfælde bliver der taget blodprøver, EKG eller røntgenbillede af lungerne, men i de fleste tilfælde er det  ikke nødvendigt.

Risici ved operationen

Kirurgen informerer dig om risici og mulige komplikationer ved en operation i øret. Ethvert kirurgisk indgreb indebærer en risiko for blodansamling (hæmatom), infektion og dannelse af ar. Ansigtsnerven (n. facialis) ligger i væggen til det indre øre og kan blive skadet eller midlertidigt svækket som følge af indgrebet. Det er dog meget sjældent, at det sker.

Efter indgreb i øret kan man opleve svimmelhed, fordi øret ligger tæt på balanceorganet. Hvis du har øresusen (tinnitus), kan det blive mere udtalt efter operationen. Det vil ofte være forbigående. 

Det er ikke ualmindeligt, at man kan få smagsforstyrrelser efter visse typer af ørekirurgi. Det varer i nogle uger efter indgrebet, men kan i nogle tilfælde blive langvarigt eller permanent.

Operationssnittet lægges nogle gange bag øret. Som regel heler det uden problemer og med et ar, der ikke ses.

I nogle tilfælde er man nødt til at barbere håret rundt om øret væk for at kunne klistre afdækning fast til huden under operationen.

Vigtige ting at huske på før indgrebet!

  • Overvej at stoppe med at ryge
  • Undgå at tage medicin, der indeholder acetylsalicylsyre (fx hjertemagnyl) eller betændelsesdæmpende gigtmedicin (NSAID) de sidste dage før indgrebet, medmindre det er aftalt med ørekirurgen
  • Vask hår dagen før indgrebet
  • Du må ikke have neglelak, sminke eller smykker på
  • Faste: Som hovedregel skal du undgå at spise eller drikke efter midnat på dagen før indgrebet. Hvis operationen først finder sted sidst på dagen, kan tidspunktet ligge senere. Aftal med anæstesilæge, om du skal tage din faste medicin på operationsdagen. Du kan godt børste tænder, men du bør ikke synke vandet
  • Hvis du skal opereres ambulant, skal du sørge for at have nogen til at køre dig hjem efter indgrebet

Efter operationen

Vær forsigtig med at træne og løfte tungt 

Efter du er udskrevet fra sygehuset, kan du lave det, du plejer. Dog bør du undgå tunge løft og intens træning som for eksempel løb, aerobics eller tennis, den første uges tid. 

Pas på, når du går i bad og vasker hår

Der må ikke komme vand i øret før den første kontrol efter operationen. Hårvask kan være indviklet, men kan ofte gennemføres med assistance ved brug af en håndbruser og beskyttelse af øret, f.eks. ved at presse en plastikkop over øret.

Hvis du har sting i huden bag øret, skal du også sørge for at holde dette område tørt. Spørg eventuelt lægen eller sygeplejersken, før du bliver udskrevet, hvad der gælder for dig.

Undgå badning i svømmehal før tråde bag øret og gaze i øregangen er fjernet.

Fjernelse af bandage 

Du får en gazestrimmel med salve i øregangen, og det nedsætter din hørelse i den første tid efter operationen. Den ydre bandage bliver som regel fjernet i løbet af de første dage. Hvis noget af gazestrimlen falder ud af øret, bør du ikke prøve at erstatte den med ny gaze. Put hellere et rent stykke vat i øret og kontakt lægen eller sygehuset.

To-tre uger efter operationen bliver al bandage som regel fjernet. Fjern ikke bandagen selv! Brug ikke vatpinde i øregangen!

Medicin 

Tag kun medicin, som indeholder acetylsalicylsyre eller betændelsesdæmpende gigtmedicin (NSAID) efter aftale med ørekirurgen. 

Diverse aktiviteter

Du kan flyve cirka 1 måned efter operationen. Du kan ofte svømme igen 1-1½ måned efter ørekirurgi. Rådfør dig eventuelt med ørekirurgen.

Hvis dit arbejde ikke er fysisk krævende eller på anden måde er en risiko i forhold til indgrebet, kan du genoptage arbejdet 3-4 dage efter indgrebet. Aftal med ørekirurgen, hvornår du kan genoptage arbejdet, hvis det medfører mange tunge løft.

Hørelse og næsepudsning

Hørelsen er nedsat efter indgrebet på grund af bandagen i øregangen og væske i mellemøret. Du kan være lidt svimmel og høre en del uvante lyde i øret som boblen, knagen, øresusen, og du kan føle tryk i øret. Dette er normalt.

Undgå at pudse næsen kraftigt de første 10 dage efter operationen. Efter 10 dage kan du forsigtigt pudse næse, en side ad gangen, med åben mund.

Tag kontakt til en læge hvis:

  • Du får feber
  • Du pludselig bliver svimmel på en måde, du ikke har været før
  • Du oplever nedsat følesans eller kraft i ansigtsmuskulaturen på den opererede side
  • Der opstår smerter, som ikke kan lindres med almindelig smertestillende medicin, og hvis smerterne ikke gradvist aftager
  • Der opstår rødme og øget hævelse rundt om operationsarret
  • Der løber blod, tynd, gul eller blakket væske ud af øret

Efter ethvert kirurgisk indgreb er din modstandskraft nedsat. Forvent derfor ikke at være i fuld vigør med det samme. Hvis du får problemer, skal du tage kontakt med din læge eller øre-næse-hals-afdelingen.

Hvis du vil vide mere

Kilder

Fagmedarbejdere

Mikkel Holmelund

speciallæge, Øre-næse-hals klinikken Øresund, Helsingør

Dorte Bojer

alm. prakt. læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen