Næse og bihulekræft

Mikkel Holmelund

speciallæge

Fakta

  • Bihulekræft er en sjælden sygdom, der oftest udgår fra kæbehulen
  • De typiske symptomer er:
    • afgang af blodigt slim fra det ene næsebor
    • ændringer af følesansen i kinden
    • ansigtssmerter
  • Denne kræftform ses oftere hos rygere og hos snedkere, der arbejder i træindustrien
  • Behandlingen er:
    • operation
    • strålebehandling
    • kemoterapi 

Hvad er bihulerne og bihulekræft?

Bihulerne er hulrum i kraniet, som er beklædt med slimhinder. Alle bihuler har åbning til næsen eller næsesvælget. Kræft i bihulerne starter som regel i slimhinden. Der findes forskellige typer, men de har næsten alle det samme forløb.

Tegning af bihulerne.

Hvad er symptomerne på kræft i bihulerne?

Kræft i bihulerne udvikler sig gradvist. Der er ofte kun beskedne symptomer i starten, det kan f.eks. være, at tandprotesen ikke længere passer så godt, som den har gjort.

Andre symptomer kan være:

  • nedsat følsomhed i ansigtet
  • dårligere syn, evt. dobbeltsyn
  • ansigtssmerter
  • tæt næse
  • næseblødning
  • bihulebetændelser, der ikke forsvinder

Kæbehulen, som ligger bag kinden, er den bihule, der hyppigst er udsat for kræft.

Hvilke symptomer skal man være særligt opmærksom på?

Du skal være særligt opmærksom på tiltagende smerter og tilbagevendende ensidig næseblødning eller blodtilblandet næsesekret.

Hvordan stilles diagnosen?

Den praktiserende læge undersøger næse og svælg, men finder ofte ingen forandringer. Men på baggrund af sygehistorien vil lægen henvise til en øre-næse-hals-læge.   

Øre-næse-hals-lægen udfører kikkertundersøgelse af næsen og eventuelt biopsi. Efterfølgende billeddiagnostik af bihulerne, primært CT, kan afsløre svulsten.

Hvorfor får man kræft i bihulerne?

Tobaksrygning øger risikoen for at udvikle bihulekræft. Derudover har man en større risiko, hvis man arbejder i træstøv, specielt som snedker. Sygdommen kan derfor blive anerkendt som erhvervssygdom.

Er kræft i bihulerne arveligt?

Nej.

Hvordan behandler man bihulekræft?

Behandlingen varierer, alt efter hvilken kræfttype der er tale om.

  • Den mest almindelige behandling er kirurgi og strålebehandling
  • Nogle få typer kan behandles med kemoterapi
  • Ofte kombinerer man de forskellige behandlingsformer

Dette får du mere information om af den læge, der behandler dig.

Hvad kan jeg selv gøre?

Du bør undgå rygning.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre kræft i bihulerne?

  • Tobaksrygning øger risikoen for denne kræftform. Hold op med at ryge
  • Hvis man arbejder i et indemiljø med meget træstøv, skal udsugningen være effektiv. Man kan eventuelt beskytte sig med maske

Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?

Hvis din praktiserende læge mistænker, at du kan have kræft i bihulerne, henvises der til øre-næse-hals-læge i et kræftpakkeforløb.

Hvordan udvikler bihulekræft sig?

Jo tidligere kræften bliver opdaget, jo bedre er prognosen. Lægen giver dig mere information om din sygdom.

Er bihulekræft farligt?

Bihulekræft er en alvorlig sygdom, som til at begynde med har ingen eller få symptomer. Derfor har sygdommen ofte spredt sig, når diagnosen bliver stillet.

Hvor hyppig er kræft i bihulerne?

Sygdommen er sjælden. I Danmark bliver der konstateret mindre end 50 tilfælde om året.

Kan jeg få bihulekræft mere end én gang?

Selv efter succes med behandlingen, er der risiko for tilbagefald. Derfor bliver man fulgt med kontroller i 5 år efter behandling.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Mikkel Holmelund

speciallæge, Øre-næse-hals klinikken Øresund, Helsingør

Dorte Bojer

alm. prakt. læge, Grenå

Lisa Sengeløv

overlæge, dr, med., Onkologisk afdeling, Herlev Hospital

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen