Næse og bihulekræft

Stine Schrøder

Speciallæge

Fakta

Bihulekræft er en sjælden sygdom, der oftest opstår i kæbehulen (bag kinden)

  • De typiske symptomer er:

    • Blodigt slim fra det ene næsebor

    • Ændret følesansen i kinden

    • Smerter i ansigtet

  • Denne kræftform ses oftere hos rygere og hos personer, der arbejder med træstøv f.eks. snedkere

  • Behandlingen er:

    • Operation

    • Strålebehandling

    • Kemoterapi 

Hvad er bihulerne og bihulekræft?

Bihulerne er luftfyldte hulrum i kraniet omkring næsen. De er beklædt med en slimhinde, der har forbindelse til næsen eller næsesvælget. Kræft i bihulerne opstår i slimhinden i bihulerne. Der findes forskellige typer kræft, men de udvikler sig ofte på nogenlunde samme måde.

Tegning af ansigt med bihuler, så man kan se deres placering.

Tegning af bihulerne

Hvad er symptomerne på kræft i bihulerne?

Kræft i bihulerne udvikler sig langsomt. I starten er der ofte kun få eller milde symptomer. Det kan f.eks. være, at en tandprotese pludselig ikke passer så godt som før.

Andre symptomer kan være:

  • Nedsat følesans i ansigtet

  • Synsforstyrrelser, evt. dobbeltsyn

  • Smerter i ansigtet

  • Tilstoppet næse

  • Næseblod

  • Bihulebetændelser, der ikke går over

Den bihule der oftest rammes er kæbehulen, som ligger bag kinden.

Hvilke symptomer skal man være særligt opmærksom på?

Man skal være særligt opmærksom på:

  • Tiltagende smerter

  • Gentagne næseblødning fra samme side

  • Næseflåd med blod

Hvordan stilles diagnosen?

Den praktiserende læge undersøger næse og svælg, men finder ofte ingen forandringer. Hvis der på baggrund af sygehistorien er mistanke om sygdom, bliver man henvist til en øre-næse-halslæge.   

Øre-næse-halslægen vil typisk:

  • Undersøge næsen med en lille kikkert

  • Eventuelt tage en vævsprøve (biopsi), hvis der er noget mistænkeligt

  • Bestille en scanning (ofte CT) for at se bihulerne nærmere efter

Hvorfor får man kræft i bihulerne?

Tobaksrygning øger risikoen for bihulekræft.

Man har også øget risiko, hvis man arbejder med meget træstøv, f.eks. som snedker. Sygdommen kan derfor i nogle tilfælde anerkendes som en arbejdsskade.

Er kræft i bihulerne arveligt?

Nej.

Hvordan behandler man bihulekræft?

Behandlingen afhænger af typen af kræft

  • Den mest almindelige behandling er operation og strålebehandling

  • Nogle få typer behandles også med kemoterapi

  • Ofte kombinerer man flere behandlinger

Man vil få nærmere information af den behandlende læge.

Hvad kan man selv gøre?

Man bør undgå rygning.

Hvordan undgår man at få eller forværre kræft i bihulerne?

  • Stop med at ryge, hvis man ryger

  • Hvis man arbejder i støvede miljøer (f.eks med træstøv), bør der være god udsugning

  • Brug eventuelt beskyttelsesmaske

Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?

Hvis din praktiserende læge har mistanke om kræft i bihulerne, bliver man henvist til en øre-næse-halslæge i et kræftpakkeforløb, hvor undersøgelserne sker hurtigt.

Hvordan udvikler bihulekræft sig?

Jo tidligere sygdommen opdages, jo bedre er mulighederne for behandling og helbredelse.

Er bihulekræft farligt?

Bihulekræft er en alvorlig sygdom.

Den giver ofte ingen eller få symptomer i starten, og derfor kan den nå at udvikle sig, før den bliver opdaget.

Hvor hyppig er kræft i bihulerne?

Sygdommen er sjælden. I Danmark bliver der konstateret færre end 50 tilfælde om året.

Kan man få bihulekræft mere end én gang?

Selv efter succes med behandlingen, er der risiko for at sygdommen kan komme igen. Derfor bliver man fulgt med kontroller i op til 5 år efter behandling.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Stine Schrøder

Speciallæge, ph.d., Øre-næse-halslægerne i Ringsted

Annika Norsk Jensen

Speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen