Hørenedsættelse

Mikkel Holmelund

speciallæge

Fakta

  • Hørenedsættelse betyder nedsat eller manglende evne til at opfange lyde fra omgivelserne. Man bemærker det særligt ved samtaler, hvor der er baggrundsstøj
  • Hørenedsættelse er helt almindeligt hos ældre
  • Skader i det indre øre kan ikke helbredes, men støjskader kan og bør forebygges
  • Mange med hørenedsættelse har stor gavn af høreapparat

Hvad er hørenedsættelse?

Hørenedsættelse betyder, at man har nedsat hørelse eller slet ikke kan høre på et eller begge ører. Det kan være for en kortere periode eller permanent.

Hørenedsættelse kan komme pludseligt eller gradvist - ofte over flere år. Hvis man mister hørelsen gradvist, opdager man det som regel først, når hørelsen er så dårlig, at man har problemer med at følge med i en normal samtale.

I sjældne tilfælde kan man pludseligt få nedsat hørelse efter en skade på kraniet eller i forbindelse med sygdomme som for eksempel mellemørebetændelse, Menières sygdom og Pludseligt høretab (sudden deafness).

Nedsat hørelse kommer ofte med alderen, det kalder man presbyakusis. Alder er den mest almindelige årsag til nedsat hørelse. Enkelte former for hørenedsættelse kan skyldes arvelige anlæg.

Hvad er symptomerne på hørenedsættelse?

Symptomerne på hørenedsættelse er problemer med at følge med i samtaler i mindre grupper og orientere sig i omgivelserne.

Hvordan stilles diagnosen?

En samtale og undersøgelse hos din læge kan være med til at afklare, hvilken type hørenedsættelse du har, og hvad årsagen til den kan være. Lægen undersøger dine ører for at se, om øregangen og trommehinden ser normal ud, og om høretabet f.eks. kan skyldes ørevoks eller betændelse i mellemøret.

Din læge vil sandsynligvis henvise dig til en øre-næse-hals-specialist for at få foretaget en detaljeret høreprøve og undersøgelse af næsen og svælget. En gang i mellem henviser lægen dig til en skanning for at se, om der kan være en anatomisk årsag til høretabet.

Se animation om høretest 

Hvorfor får man hørenedsættelse?

Hørenedsættelse kan skyldes årsager i øregangen, mellemøret, det indre øre, hørenerven eller i hørecentret i hjernen.

Ørevoks og betændelse 

De hyppigste årsager til hørenedsættelse i øregangen er betændelse eller for meget ørevoks.

I mellemøret kan akut betændelse give en forbigående hørenedsættelse. Denne type mellemørebetændelse er almindelig hos børn. Væske i mellemøret uden betændelse er også meget almindelig hos småbørn. Kronisk mellemørebetændelse kan give varig nedsat hørelse.

Sygdomme 

Hørenedsættelse på grund af skader på det indre øre kan bl.a. skyldes børnesygdomme, specielt mæslinger, men også hjernehindebetændelse. Røde hunde hos moderen under graviditeten kan give permanent skade på det indre øre hos barnet. Børnevaccinationerne har efterhånden udryddet disse årsager.

Menières sygdom påvirker det indre øre og kan give nedsat hørelse i perioder. Efterhånden kan høretabet blive permanent.

Pludseligt høretab (sudden deafness) giver ofte et midlertidigt høretab. Normalisering af hørelsen kan dog tage uger eller måneder - og i nogle tilfælde bliver hørelsen ikke så god som før. 

Støjskader

Støj fra en arbejdsplads, diskotek og lignende kan give varige skader i det indre øre. Det gælder også skydning. Læs mere om støjskader.

Alder 

Hørenedsættelse pga. alder (presbyakusis) skyldes ændringer i det indre øre og hørecentrene i hjernen. Dette er helt normalt og en del af den naturlige aldringsproces.

Se animation om hørenedsættelse 

Er hørenedsættelse arveligt?

Der findes flere arvelige øresygdomme, som påvirker hørelsen. Nogle medfører hørenedsættelse i mellemøret, andre i det indre øre.  

Hvordan behandler man hørenedsættelse?

Hvis din hørelse allerede er nedsat, kan det gøre din situation nemmere at leve med, hvis:

  • du forsøger at undgå kraftig støj, så du ikke forværrer problemet
  • du forsøger at acceptere høretabet
  • du benytter de hjælpemidler, som er tilgængelige

Høreapparat 

Hos ældre, som oplever en gradvis hørenedsættelse, forsøger man at kompensere for det ved at benytte høreapparat og andre hjælpemidler.

Hvis du har behov for høreapparat, kan øre-næse-halslægen henvise dig til offentlig behandling i en høreklinik - eller i nogle regioner - hos en øre-næse-halslæge. Det er uden egenbetaling.

Det er også muligt at anskaffe høreapparater i privat regi, idet det offentlige betaler et tilskud, der bruges som en del af betalingen. Sundhedsstyrelsen har udgivet brochuren "Hvis du skal ha' høreapparat".

Medicin og kirurgi 

Hvis årsagen til høretabet ligger i mellemøret, kan en operation i nogle tilfælde føre til en bedring af hørelsen. Skyldes høretabet en ørebetændelse, vil man måske behandle med antibiotika.

Det er ikke muligt at behandle skader i det indre øre med medicin. 

Hvordan undgår jeg at få eller forværre en hørenedsættelse?

Brug ikke vatpinde 

Man bør undgå at bruge vatpinde eller lignende i selve øregangen, da man risikerer at stoppe ørevokset længere ind. Øregangen er normalt selvrensende, så man kan nøjes med at fjerne vokset fra øregangsåbningen. 

Undgå kraftig støj

Hørenedsættelse i det indre øre kan ikke helbredes. Det er vigtigt at undgå kraftig støj på arbejdet og i fritiden. På støjende arbejdspladser skal der være en plan for beskyttelse af de ansatte, og hvis der stilles krav om høreværn, skal man anvende det. I fritiden bør du benytte høreværn ved støjende hobbyværktøj, meget høj musik og skydning.

Brug høretelefoner fornuftigt

Både lydstyrken og varigheden har betydning for udvikling af støjskade. Man kan derfor få permanent høreskade af at høre musik på smartphones og lignende, hvis man hører musik i mange timer dagligt.

Hvis lydstyrken i almindelige høretelefoner koblet til en smartphone skrues op på 100 % volumen, vil lydstyrken nå op på over 100 dB og medføre høreskade i løbet af minutter. Hvis lydstyrken begrænses til 80 dB, kan man derimod lytte til musik i flere timer uden at skade hørelsen. 

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Hvis høretabet medfører daglige høreproblemer, eller du har specielle hørebehov. 

Hvordan udvikler hørenedsættelse sig?

Hvordan din hørenedsættelse udvikler sig, afhænger af årsagen til høretabet. Hos ældre vil hørelsen gradvist blive dårligere af naturlige årsager. 

At leve med hørenedsættelse

Hvis du har en hørenedsættelse, er det vigtigt at huske, at du selv til en vis grad bestemmer, hvor stor indvirkning det får på dit liv. Ved at bruge de mulige hjælpemidler aktivt, kan du bedre din situation betydeligt.

Eksempler på hjælpemidler kan være:

  • høreapparat
  • teleslynge
  • lamper, som viser, når dørklokken og telefonen ringer
  • teksttelefon, SMS og lignende

Ved visse former for hørenedsættelse vil et høreapparat imidlertid ikke have tilstrækkelig effekt. I nogle tilfælde kan det behandles med cochlear implant (CI).  

Hvor hyppig er hørenedsættelse?

Risikoen for hørenedsættelse stiger med alderen. 

  • ca. 1 % af personer under 18 år har hørenedsættelse
  • ca. 25 % af personer mellem 50 og 64 år har hørenedsættelse
  • ca. 33 % af personer mellem 65 og 74 år har hørenedsættelse
  • ca. 50 % af personer over 75 har hørenedsættelse

Patientorganisationer

Vil du vide mere?

Animationer

Kilder

Fagmedarbejdere

Mikkel Holmelund

speciallæge, Øre-næse-hals klinikken Øresund, Helsingør

Dorte Bojer

alm. prakt. læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen