Mellemørekolesteatom opstår i forlængelse af kronisk mellemørebetændelse. Hvis hudceller fra øregangen af den ene eller anden årsag ender i mellemøret, medfører det en ophobning af kolesterolholdigt materiale i mellemøret
Benævnes på dansk oftest som ”ben-æder”, da ophobningen ubehandlet vil vokse og langsomt nedbryde de små øreknogler
Oftest ingen symptomer i tidligt stadie, men symptomer kan være øreflåd, høretab, svimmelhed samt smerter
Behandlingen er kirurgisk fjernelse af kolesteatomvævet i mellemøret og en efterfølgende genopbygning af øreknoglerne. Øredråber og antibiotika kan komme på tale ved akut infektion
Kontrol med høreprøver og oprensning af øret på sygehus eller ved ørelæge efter operation
Hvad er mellemørekolesteatom?
Mellemørekolesteatom skyldes, at hudceller fra øregangen - af den ene eller anden årsag - ender i mellemøret: Det medfører en ophobning af kolesterolholdigt materiale (kolesteatomvæv) i mellemøret.
Tegning af kolesteatom.
Der er flere mulige årsager:
undertryk i mellemøret, hvorved trommehinden udtyndes og suges ind, så der opstår en retraktionslomme, eller
ved at hudcellerne vokser ind gennem et hul i trommehinden
Undertryk i mellemøret er et led i kronisk mellemørebetændelse, hvor undertryk opstår pga. nedsat funktion af øretrompeten, også kaldet det eustakiske rør. Det er det rør, der forbinder mellemøret med svælget. Herved kan der dannes retraktionslommer, væske i mellemøret samt på længere sigt, huller i trommehinden.
Nedsat funktion af øretrompeten ses også i forbindelse med en almindelig forkølelse, hvor der også kan dannes væske i mellemøret. Dog vil korterevarende episoder ikke føre til dannelsen af et mellemørekolesteatom.
Man kan sagtens have et lille hul på trommehinden eller undertryk i mange år, uden at der opstår et mellemørekolesteatom.
Hvad er symptomerne på mellemørekolesteatom?
Oftest er der ikke symptomer i de tidlige stadier. Mange kan måske fortælle om tidligere problemer med ørerne og/eller problemer med at udligne trykket i ørerne.
De mest almindelige symptomer på mellemørekolesteatom er øreflåd og høretab.
Større mellemørekolesteatomer kan ud over at ødelægge de små øreknogler også ødelægge knoglen ind til ligevægtsorganet, ansigtsnerven og til hjernen. Dette kan medføre svimmelhed, lammelse af ansigtsmuskulaturen i den ene side, hovedpine og symptomer på hjernehindebetændelse.
Billede venligst udlånt af: Patrick Aïdan, M.D. (ORL), Hôpital Beaujon. Billedet viser et flaccida-kolesteatom. Pilen peger på dette område. Nedadtil ses trommehinden med lidt myringosklerose.
Hvis der er flåd fra et øre
Flåd fra et kendt hul i trommehinden kan være normalt og ufarligt. Ofte efter svømning/bad i urent vand, f.eks. swimmingpool. Sjældnere efter havbadning eller svømning i svømmehal. En enkelt episode med øreflåd kan ofte behandles effektivt med øredråber.
Vedvarende eller gentagne episoder med øreflåd bør føre til undersøgelse hos en øre-næse-halslæge.
Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?
Smerter i forbindelse med mellemørekolesteatom er et faresignal. Svimmelhed kan være et tegn på, at ligevægtsorganet er påvirket.
Du skal derfor altid kontakte en læge, hvis du oplever øresmerter og svimmelhed kombineret med øreflåd.
Hvordan stilles diagnosen?
Symptomerne kan være yderst sparsomme, og diagnosen kan derfor være umulig at stille på sygehistorien alene. Det kræver en grundig undersøgelse af øret og trommehinden hos en øre-næse-halslæge, som undersøger øret i et øremikroskop. Her skal ørevoks og skorper fjernes, for at der bliver et bedre overblik. Der skal også laves en høreprøve for at vurdere hørelsen.
Din egen læge kan få mistanke om mellemørekolesteatom - og vil i så fald henvise til en øre-næse-halslæge.
Mellemørekolesteatomer udvikler sig oftest langsomt og kræver yderst sjældent akut operation.
Smitter mellemørekolesteatom?
Nej.
Hvordan behandler man mellemørekolesteatom?
Er der opstået et kolesteatom, skal det fjernes kirurgisk og kræver derfor en operation på en øre-næse-halsafdeling.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Ved vedvarende flåd fra øret, øresmerter og høretab, skal du søge hjælp.
Hvad kan jeg selv gøre?
Hvis man ved, at man har problemer med mellemøretrykket og nedsat funktion af øretrompeten, er det vigtigt at trykudligne, så vidt muligt. Dette er ikke farligt, men kan føles lidt ubehageligt.
Hvor hyppigt er mellemørekolesteatom?
Kolesteatom er sjældent. Man finder omkring 250-550 nye tilfælde om året i Danmark. Der opereres ca. 200 børn om året i Danmark for kolesteatom.