Mellemørebetændelse, kronisk

Mikkel Holmelund

speciallæge

Fakta

  • Ved kronisk mellemørebetændelse forstås varige forandringer i trommehinden og/eller mellemøret
  • Symptomerne varierer meget, men ofte er der nedsat hørelse
  • Der kan være øreflåd og lugt pga. bakterier, forebyg det ved at holde øret tørt
  • Ved større høretab og hul på trommehinden kan operation være nødvendigt, eventuelt også ved tilbagevendende infektion

Hvad er kronisk mellemørebetændelse?

Trommehinden er en membran, der adskiller mellemøret fra øregangen. Ved kronisk mellemørebetændelse har man hul i trommehinden og kronisk betændelse i slimhinderne i mellemøret. Som regel er der også jævnligt flåd fra øret. I perioder kan man have lettere smerter.

Man vil ofte høre dårligere på det syge øre.

Se animation om mellemørebetændelse 

Hvad er symptomerne på kronisk mellemørebetændelse?

Hvis øret er tørt, kan det eneste symptom på kronisk mellemørebetændelse være hørenedsættelse. Et tørt øre betyder, at det ikke er fugtigt, eller at der ikke er øreflåd. Øret kan dog begynde at flyde, hvis der kommer vand i øregangen, når du bader, vasker hår eller svømmer. Øreflåd kan desuden opstå i forbindelse med en forkølelse, hvor infektionen spreder sig fra næsen til mellemøret via øretrompeten. Det kan medføre, at øret lugter ubehageligt pga. bakterievækst.

Man har ikke nødvendigvis ondt i øret ved kronisk mellemørebetændelse.

Tegning af hul i trommehinden.

Hvilke symptomer skal man være særligt opmærksom på?

Du skal være særligt opmærksom på tiltagende hørenedsættelse og langvarigt eller hyppigt flåd fra øret.

Hvordan stilles diagnosen?

Øre-næse-halslægen stiller diagnosen på baggrund af de typiske symptomer som gentagne mellemørebetændelser, flåd fra øret og nedsat hørelse. Ved at undersøge øret med et øremikroskop kan lægen se hullet i trommehinden og eventuel en pusdannelse i mellemøret. Det er ofte nødvendigt at suge sekret ud af øregangen for at kunne se trommehinden ordentligt.

Hvorfor får man kronisk mellemørebetændelse?

Hvis man har gentagne mellemørebetændelser, kan der opstå et permanent hul i trommehinden. Et sådant hul kan også opstå på grund af en skade eller efter drænbehandling af trommehinden. Når der er hul i trommehinden, mister man en vigtig barriere mod udefrakommende bakterier. Bakterier kan sprede sig direkte fra huden i øregangen ind til mellemøret.

Hvis man har gentagne mellemørebetændelser og/eller væske i mellemøret, kan trommehinden efterhånden blive svækket, fordi den bliver tyndere. Det kan medføre indtrækninger og et permanent hul i trommehinden. Det medfører også, at modstandskraften i slimhinden i mellemøret svækkes, hvilket i sidste ende kan medføre kronisk mellemørebetændelse.

Betændelsen fører i mange tilfælde også til, at øreknoglerne bliver helt eller delvist ødelagt. Det bidrager til, at hørelsen svækkes. 

Smitter kronisk mellemørebetændelse?

De bakterier, der fremkalder mellemørebetændelse, kan smitte.

Er kronisk mellemørebetændelse arveligt?

Arv har en vis betydning for, at nogle mennesker har tendens til at udvikle mellemørebetændelse.

Hvordan behandler man kronisk mellemørebetændelse?

Hvis du har hul i trommehinden, er du ekstra udsat for at kunne udvikle infektionen i mellemøret. Det kan vise sig ved, at du får ondt i ørerne eller mere flåd fra øret. Sker det, bliver man oftest behandlet hos en øre-næse-halslæge. Lægen renser øret med et lille sug. Det kan også være nødvendigt, at du bliver behandlet med specielle øredråber og i udvalgte tilfælde antibiotika som tabletter.

I mange tilfælde opererer man for at lukke hullet i trommehinden. Trommehindens funktion bliver derved genoprettet, og risikoen for spredning af bakterier fra øregangen til mellemøret aftager. Det kan også forbedre hørelsen.

Hvis øreknoglekæden i mellemøret er defekt, kan man i en del tilfælde operere med effekt på øreflådet og i en vis grad på hørelsen.

Hvad kan jeg selv gøre?

De fleste med kronisk mellemørebetændelse har tidligere haft flere akutte mellemørebetændelser eller langvarig væske i mellemøret og har måske været behandlet med trommehindedræn. I de tilfælde er det vigtigt, at du jævnligt får kontrolleret dine ører hos en øre-næse-halslæge.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre kronisk mellemørebetændelse?

  • Det er vigtigt, at du undgår at få uren væske ind i mellemøret. Hvis du har hul i trommehinden, skal du derfor være særligt opmærksom, når du går i bad, når du vasker hår, og når du svømmer (specielt i swimmingpools på turiststeder)
  • Hvis du ikke kan undgå at få hovedet under vand, bør du bruge vandtætte ørepropper. Dem kan du købe på apoteket eller i sportsbutikker

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Du skal søge hjælp, hvis du får tiltagende hørenedsættelse og ved langvarigt eller hyppigt flåd fra øret.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Mange med kronisk mellemørebetændelse har så store forandringer i ørerne, at de ikke kan forvente at få en normal hørelse. Heller ikke efter en operation. Hvis man kan holde øret tørt og undgå infektion og flåd, er det muligt at bruge høreapparat.

Hvor hyppig er kronisk mellemørebetændelse?

Kronisk mellemørebetændelse er hyppigst hos voksne, men findes også hos børn og unge. Personer, der har haft mange tilfælde af mellemørebetændelse som børn, eller som har været meget plaget af væskedannelse i mellemørerne, får oftere kronisk mellemørebetændelse.

Risikoen for kronisk mellemørebetændelse er aftaget betydeligt, efter man har fået mulighed for at behandle med penicillin og andre typer antibiotika. Der er desuden håb om, at en fremtidig indførelse af børnevaccination mod streptokokker vil reducere risikoen for mellemørebetændelse yderligere.

Kan jeg få kronisk mellemørebetændelse mere end én gang?

Man kan udvikle kronisk mellemørebetændelse selv efter en øreoperation.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Mikkel Holmelund

speciallæge, Øre-næse-hals klinikken Øresund, Helsingør

Dorte Bojer

alm. prakt. læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen