Hvad er betændelse i mundvigene (angulær cheilitis)?
Betændelse i mundvigene giver sår i mundvigene, der gør ondt, og huden bliver rød og sprækker.
Betændelse i mundvigene kan i sjældne tilfælde være et tidligt tegn på blodmangel (anæmi) eller vitaminmangel, f.eks. vitamin B12-mangel. I disse tilfælde går hudforandringerne over, når den underliggende sygdom er blevet behandlet.
Hvad er symptomerne?
Symptomerne på betændelse i mundvigene er:
- rødme i mundvigene
- sprækker i mundvigene, der gør ondt
- afskalning, blødning og sår i mundvigene
- de fleste har tørre læber
- de fleste har en svidende/brændende fornemmelse i mundvigene
Betændelse i mundvigene kan opstå af sig selv, men udvikler sig oftere hos personer der:
- bruger tandproteser
- ofte skal bruge maske i deres job
- blandt småbørn - særligt børn der savler og bruger sut
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen er som regel let at stille på grund af de typiske gener i mundvigene. Hvis lægen har mistanke om, at du kan have vitamin- eller jernmangel, kan det være nødvendigt at tage blodprøver. Hvis man bruger tandproteser, bør man hos tandlægen eller tandteknikeren få undersøgt, om protesen er tilpasset korrekt.
For lægen er det vigtigt at finde ud af, om du får en god og dækkende kost. Dårlig ernæring og blodmangel kan nemlig være årsag til betændelse i mundvigene.
Hvorfor får man betændelse i mundvigene?
Den hyppigste årsag til betændelse i mundvigene er fugtighed, kombineret med infektion, først og fremmest en svampeinfektion (se foto) (Candida albicans). Men infektionen kan også skyldes bakterier (Staphylococcus aureus). Personer med diabetes (sukkersyge) har større risiko for svampeinfektion, da sygdommen kan svække immunsystemet.
Andre årsager end infektion
Betændelse i mundvigene behøver dog ikke skyldes en infektion. Andre årsager kan være:
- brug af dårligt tilpassede tandproteser
- udtalte hudfolder i mundvigene
- kontaktallergi
- dårlig ernæring
- blodmangel
- tør hud
- stærk savlen
- eksemsygdomme
- overdreven mundskylning
- aggressiv brug af tandtråd
Hos børn kan det skyldes:
- slikken på læberne
- bid i læberne
- sutten på tommelfinger
Hos ældre kan det skyldes:
- dårligt tilpassede tandproteser
- at man tvangspræget slikker læberne
- ånding gennem munden i forbindelse med næsetæthed
Sygdomme eller mangeltilstande
Mere sjældne årsager til betændelse i mundvigene er:
- HIV-smitte - personer med HIV har ofte betændelse i mundvigene
- personer med Downs syndrom kan have tendens til betændelse i mundvigene
- mangel på et af B-vitaminerne som B12 og folinsyre
- jernmangel
Smitter betændelse i mundvigene?
Hvis man har sprækker i mundvigene kan man få infektion med svampe og visse bakterier, som kan være smitsomme.
Er betændelse i mundvigene arveligt?
Betændelse i mundvigene er ikke arveligt.
Hvad er behandlingen?
De fleste tilfælde af betændelse i mundvigene skyldes infektion og skal behandles med antisvampemiddel, eller eventuelt med antibiotikasalve.
Antisvampemidlet smøres på de røde områder. Hvis du har tandproteser, skal disse også smøres, hvis de også er angrebet af svamp. Behandlingen bør fortsætte i flere dage efter, at rødmen og sprækkerne er borte.
Hvis lægen finder ud af, at bakterier er medvirkende til infektionen, kan man bruge en salve med antibiotika, eventuelt i kombination med binyrebarkhormon. Antibiotikasalven smøres på mundvigene. Man bør også smøre salve på indersiden af næseborene, da infektionen kan stamme derfra.
Hos personer med blodmangel kan behandling med vitaminer og jern fjerne årsagen til betændelsen i mundvigene.
Hvis man ikke kan finde en klar årsag, kan det være nok at bruge en salve, der holder fugt væk fra huden.
Hvad kan jeg selv gøre?
Undgå
- overdreven mundskylning
- aggressiv brug af tandtråd
- slikken på læberne
- bid i læberne
Hvis man ikke kan finde en klar årsag til betændelsen, kan det være nok at bruge en salve, der holder fugt væk fra huden.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre betændelse i mundvigene?
Forsøg at undgå at slikke læberne overdrevet; det gælder særligt, hvis man har nedsat modstandskraft, f.eks. på grund af diabetes.
Hvis du har tandprotese, er det vigtigt, at den passer godt.
Hvis der er mistanke om mangel på vitaminer eller jern, skal du behandles for det.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Du skal søge læge, hvis betændelsen giver sår og smerter, og det samtidig ikke bliver bedre, når du bruger salve, der holder fugten væk.
Hvordan er langtidsudsigterne?
Prognosen er i de fleste tilfælde god, når du får den korrekte behandling.
Hvor hyppig er betændelse i mundvigene?
Betændelse i mundvigene er meget almindeligt både blandt børn, ældre mennesker og personer med svækket immunsystem.
Kan man få betændelse i mundvigene mere end én gang?
Hvis årsagen til betændelsen ikke fjernes, er det ikke usædvanligt, at udslættet vender tilbage senere.
Vil du vide mere?