Vestibulær migræne er anfald af svimmelhed, som ses hos personer med migræne
Symptomerne på vestibulær migræne er svimmelhed, som varer fra minutter til timer. Svimmelheden kan forværres, når man skifter position og forværres ved bevægelser
Behandlingen af vestibulær migræne følger de generelle retningslinjer for behandling af migræne
De fleste, som har vestibulær migræne, kan have gavn af en regelmæssig døgnrytme hvad angår søvn og måltider - hvor de går i seng og står op på nogenlunde samme tidspunkt hver dag, også i weekender. Jævnlig motion og forebyggelse af stress er også gavnlig
Hvad er vestibulær migræne?
Vestibulær migræne er anfald af svimmelhed, hos personer med migræne.
Hvad er symptomerne på vestibulær migræne?
Symptomerne på vestibulær migræne er svimmelhed, som varer fra minutter til timer til dage. Svimmelheden kan forværres, når man skifter position og ved bevægelser. Anfaldet kan optræde samtidigt med eller adskilt fra det egentlige migræneanfald.
Hvordan stilles diagnosen?
Der findes ikke en specifik test, der kan vise, om man har vestibulær migræne. Diagnosen stilles på baggrund af de typiske symptomer og ved at udelukke, at du fejler andre sygdomme. Derfor kalder man vestibulær migræne for en udelukkelsesdiagnose. Da svimmelhedsanfaldene og hovedpineanfaldende kan optræde adskilt - og ørestenssvimmelhed samt Menières sygdom ofte ses hos de samme personer, kan diagnosen i nogle tilfælde være vanskelig at stille. Du vil derfor blive undersøgt for andre sygdomme, der kan give de samme symptomer som vestibulær migræne. Undersøgelserne foregår hos en læge, ørelæge og neurolog.
Hvorfor får man vestibulær migræne?
Man kender ikke med sikkerhed årsagen til vestibulær migræne. Man formoder, at det skyldes forbigående ændringer i blodforsyningen til forskellige dele af hjernen og muligvis balanceorganerne i det indre øre.
Er vestibulær migræne arveligt?
Migræne er arveligt, og derfor må man formode, at vestibulær migræne også er det. Men det er ikke undersøgt.
Hvordan behandler man vestibulær migræne?
Behandlingen af vestibulær migræne følger de generelle retningslinjer for behandling af migræne. Læs om Migræne uden aura.
Hvad kan jeg selv gøre?
Hvis du har migræne uden aura, kan det være en fordel, at du har en regelmæssig døgnrytme både hvad angår søvn og måltider. Det vil sige, at du står op og går i seng og spiser på nogenlunde samme tidspunkt hver dag, også i weekender. Jævnlig motion og forebyggelse af stress kan også være gavnlig.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre vestibulær migræne?
Hvis man har vestibulær migræne, vil man få anfald fra tid til anden. Hyppigheden af anfald kan variere igennem livet. Der kan være perioder med mange anfald og perioder med få anfald.
Hvor hyppig er vestibulær migræne?
Der findes ingen sikre tal for, hvor mange der har vestibulær migræne. Man skønner, at ca. 1 % af den voksne befolkning vil opleve symptomer på vestibulær migræne i løbet af livet.
Kan jeg få vestibulær migræne mere end én gang?
Ja, vestibulær migræne kommer i gentagne anfald, ligesom migræne.