Halscyster er væskefyldte hulrum i de bløde dele af halsen
De er medfødte, men giver ofte først symptomer senere i barndommen eller i voksenalderen
Cysten kan føles som en bule og kan give en trykkende fornemmelse eller blive betændt med rødme og ømhed
Hvis cysten generer eller bliver betændt, kan det være nødvendigt med operation
Hvad er halscyster?
Halscyster er væskefyldte hulrum under huden. De kan sidde på siderne af halsen (laterale halscyster) eller midt på halsen (mediane halscyster).
Halscyster opstår, fordi nogle strukturer, som skulle vokse sammen i fostertilstanden, ikke er lukket helt sammen.
Tegning af halscyster
Cyster på halsen vokser langsomt og opdages ofte først i teenageårene eller i tidlig voksenalder. Cyster kan hæve op i forbindelse med f.eks. en forkølelse.
Nogle gange siver der væske ud fra en lille åbning i huden (en såkaldt fistel). Cysterne kan også blive betændte og ømme.
Hvad er symptomerne på halscyster?
En halscyste kan give en følelse af tryk eller ubehag, hvis den er stor. Men i sig selv giver den som regel ingen andre symptomer. Hvis der kommer betændelse i en cyste, kan det dog blive nødvendigt med hurtig behandling. I så fald vil man typisk tømme cysten og give antibiotika.
Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?
Du skal være særligt opmærksom på tegn på infektion. Tegnene er ømhed og rødme af cysten, og hvis cysten vokser hurtigt. Måske føler du dig også sløj. I så fald bør du blive undersøgt og behandlet.
Hvordan stilles diagnosen?
Cyster på halsen har et så typisk udseende og sidder ofte samme sted, at lægen som regel hurtigt kan stille diagnosen. For at lægen kan være helt sikker, vil man typisk få lavet en ultralydsscanning og nogle gange taget en lille nåleprøve fra cysten. Sjældent er der brug for skintigrafi eller CT-scanning til at bekræfte diagnosen (se mere nedenfor).
Hvorfor får man halscyster?
De fleste halscyster opstår tilfældigt, men nogle typer kan være arvelige.
Smitter halscyster?
Nej, de smitter ikke.
Hvilken behandling er der?
Cyster på halsen er ufarlige, og de behøver ikke at blive fjernet, hvis de ikke giver problemer. Hvis behandling er nødvendig, fjerner man cysten ved en operation i fuld bedøvelse. Hvis cysten sidder midt på halsen, fjerner man også en lille del af tungebenet (os hyoideum).
Cyster, som sidder midt på halsen, sidder tæt på skjoldbruskkirtlen. Denne skal undersøges med ultralyds scanning for at sikre sig, at den fungerer normalt.
Hvad kan jeg selv gøre?
Få cysten undersøgt ved din læge eller en øre-næse-halslæge, især hvis cysten trykker, bliver øm eller vokser.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre halscyster?
Man kan ikke selv gøre noget for at undgå en halscyste, da de er medfødte. Mange opdager dem aldrig, fordi de ikke giver symptomer.
Hvis cysten bliver synlig og man kan mærke den, eller den bliver generende, kan det være en god ide at få den fjernet, for at undgå at der går betændelse i den.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis cysten trykker, bliver øm eller vokser.
Hvordan udvikler tilstanden sig?
Hvis halscysten ikke bliver fjernet, kan den blive betændt en eller flere gange. Der er risiko for, at der dannes en byld. Der kan gå hul på bylden, og der kan dannes en lille åbning til huden (fistel). I de tilfælde anbefaler man operation.
Er halscyste farligt?
Som udgangspunkt er halscyster ikke farlige. Hos ældre mennesker kan der dog i meget meget sjældne tilfælde opstå kræft i halscysten.
Hvor hyppig er halscyster?
Halscyster er ret almindelige. Mediane halscyster er den hyppigste årsag til en hævelse midt på halsen hos børn. Selv om de fleste med halscyster er børn eller unge, så er op til en tredjedel af dem, der søger læge, over 20 år. Mænd og kvinder får lige ofte halscyster.
Kan jeg få halscyste mere end én gang?
Ja, nogle mennesker har anlæg til at danne mere end en cyste.