Spytkirtelbetændelse er infektion i en spytkirtel og skyldes ofte bakterier
Nogle gange skyldes infektionen en sten i spytkirtlens udførselsgang
Symptomer
Den ramte spytkirtel bliver hævet, øm og huden bliver rød
Der løber pus ud af spytkirtlens udførselsgang i munden
Du kan få feber og føle dig sløj
Behandling
Spytkirtelbetændelse behandles med antibiotika
Det er også vigtigt:
At drikke rigeligt med væske
At stimulere spytproduktionen ved at spise og drikke surt, f.eks. citronsaft eller syrlige bolsjer
Hvad er spytkirtelbetændelse (sialoadenitis)?
Infektion i en spytkirtel kaldes sialoadenitis på fagsprog. Infektionen skyldes normalt bakterier.
Vi har tre vigtige spytkirtler:
Glandula parotis (ørespytkirtlerne, den største af spytkirtlerne) ligger ved kæbevinklen lige foran øret
Glandula submandibularis (kæbespytkirtlerne) ligger under kæberanden
Glandula sublingualis (tungespytkirtlerne) ligger under tungen
Tegning af spytkirtlerne.
Spytkirtelbetændelse rammer oftest ørespytkirtlerne og kæbespytkirtlerne.
Fåresyge er en virussygdom, der rammer ørespytkirtlerne - og er en af de 5 børnesygdomme. Fåresyge rammer som regel begge ørespytkirtler på en gang, i modsætning til spytkirtelbetændelse der skyldes bakterier. Vaccination mod fåresyge indgår i det danske børnevaccinationsprogram (MFR-vaccinen).
Hvad er symptomerne på spytkirtelbetændelse?
De første symptomer på spytkirtelbetændelse er ømhed i en af spytkirtlerne ved underkæben (kæbespytkirtlen) eller ømhed omkring kæbevinklen og op foran øret på den ene side (ørespytkirtlen). Den ramte spytkirtel hæver op, og smerterne tiltager og forværres, særligt når man spiser (spytkolik).
Hvis infektionen er kraftig, føler man sig sløj og har feber.
Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?
Hvis huden bliver spændt og rød kan det være et tegn på, at der har dannet sig en byld i spytkirtlen. Det er i nogle tilfælde nødvendigt at udtømme bylden.
Hvorfor får man spytkirtelbetændelse?
Infektionen opstår på grund af bakterier i spytkirtlen. Dårlig mundhygiejne kan i sig selv være nok til at få infektion.
Hvis man har en sten i spytkirtlen, øger den risikoen for infektion.
Hvis man i en periode drikker for lidt væske, kan det også øge risikoen for infektion. Det skyldes, at spytproduktionen bliver nedsat. En lav spytproduktion øger risikoen for at bakterier kan samle sig i spytkirtlens udførselsgang
Diagnosen stilles ud fra dine symptomer, og det lægen kan se og mærke.
I mange tilfælde kan man presse pus/betændelse fra udmundingen af kirtlens udførselsgang. Kæbespytkirtlerne udmunder lige bag fortænderne i undermunden, mens ørespytkirtlerne udmunder på indersiden af kinderne. Pus fra udmundingen bekræfter, at du har betændelse i spytkirtlen.
Ørelægen vil ofte supplere med en ultralydsundersøgelse af spytkirtlen.
Af og til tager man en blodprøve (CRP), som kan vise, om der er infektion i kroppen.
Hvorfor får man spytkirtelbetændelse?
Infektionen opstår på grund af bakterier i spytgangene i spytkirtlen. Dårlig mundhygiejne kan i sig selv være nok til at få infektion.
Hvis man i en periode drikker for lidt væske, kan det også øge risikoen for infektion på grund af, at der dannes mindre spyt.
Infektion kan også være led i nogle sygdomme, f.eks. ved Sjøgrens syndrom.
Smitter spytkirtelbetændelse?
Nej.
Er spytkirtelbetændelse arveligt?
Nej, men der er en svag arvelighed af spytsten.
Hvilken behandling er der?
I lette tilfælde kan man forsøge at fremme dannelsen af spyt, se næste afsnit. Hvis infektionen fortsætter og er udtalt, behandler man med antibiotika. Hvis behandlingen ikke virker tilstrækkeligt, kan lægen vælge at pode fra pusset, der kommer fra spytkirtlen for at afgøre, hvilken type bakterier der er skyld i betændelsen.
Hvad kan jeg selv gøre?
Hvis du har fået spytkirtelbetændelse, er der ting, du selv kan gøre for at slippe af med infektionen og forebygge nye infektioner:
Du skal sørge for at holde en god mundhygiejne. Det vil sige tandbørstning 2 gange dagligt og gerne brug af tandtråd eller tandstikkere
Du kan selv fremme produktionen af spyt ved at spise og drikke sure ting som f.eks. citronsaft og syrlige bolsjer. En høj spytproduktion nedsætter risikoen for, at bakterier kan samle sig i spytkirtlens udførselsgang
Det er også vigtigt at massere spytkirtlen, selvom det gør ondt. Det øger udtømmelsen af pus og gennemstrømningen af spyt
Det er også vigtigt at drikke rigeligt med væske, da væskemangel nedsætter produktionen af spyt
Hvordan undgår jeg at få eller forværre spytkirtelbetændelse?
Hvis man har tilbøjelighed til at få spytkirtelbetændelse, er det vigtigt at holde væskebalancen i orden
Man kan eventuelt også stimulere dannelsen af spyt ved at tygge tyggegummi eller spise og drikke syrlige ting som æble eller citronsaft
Derudover kan man massere den pågældende spytkirtel et par gange om dagen eller hyppigere
Sørge for en god mundhygiejne
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis du bliver ved med at få spytkirtelbetændelse på trods af behandling, skal du kontakte en øre-næse-hals læge. Der bliver du undersøgt for spytsten eller anden sygdom. Ofte foretager man en ultralydsskanning af spytkirtlerne.
Er der tegn på hævelse og infektion i spytkirtlerne hos dit nyfødte børn, skal du søge læge med det samme.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Hvis årsagen til betændelsen ikke fjernes, er der større risiko for at få nye infektioner senere. Ved korrekt behandling er risikoen for at få nye infektioner mindre.
Hvis man har gentagne infektioner, er der risiko for at få nedsat funktion af spytkirtlen. Det kan føre til mundtørhed.
Spytdannelsen er vigtig for fordøjelsen af maden og er med til at forebygge huller i tænderne.
Er spytkirtelbetændelse farligt?
Ubehandlet spytkirtelbetændelse kan i meget sjældne tilfælde sprede sig til det dybereliggende væv, det kan være livstruende.
Hvor hyppig er spytkirtelbetændelse?
Spytkirtelbetændelse er ikke så hyppig og ses mest hos ældre, men kan ramme i alle andre.
Kan jeg få spytkirtelbetændelse mere end én gang?
Ja, specielt hvis det skyldes en tilgrundliggende sygdom eller ved vedvarende væskemangel.