Hvad er HPV-positiv kræft i mundsvælget?
HPV står for humant papillomavirus, et virus der kan give vorter og i nogle tilfælde medvirke til udvikling af kræft.
Mundsvælget (orofarynx) er den midterste del af svælget, som ligger mellem den bløde gane i munden og strubelåget.
Antallet af tilfælde af kræft i mundsvælget er steget de seneste år, hvilket sandsynligvis skyldes, at der er flere tilfælde af HPV-infektion i svælget. HPV kan bevirke, at der lokalt udvikles kræftceller i slimhinden, f.eks. i en mandel.
Når kræften skyldes HPV-virus, kaldes det HPV-positiv kræft. Det betyder, at HPV-virus har været med til at danne kræftceller i slimhinden. Ca. 60 % af tilfældene af kræft i mundsvælget skyldes HPV-virus (HPV-positiv).
Hvad er symptomerne på HPV-positiv kræft i mundsvælget?
Sygdommen giver som regel kun få symptomer i starten og kan derfor være svær at opdage tidligt.
Som regel er det første man opdager en knude på halsen og besvær med at synke.
Senere kan man få mere udtalte sår og evt. blødning fra området med kræft. Smerterne kan stråle op i det ene eller begge ører. Når disse symptomer opstår, har sygdommen allerede været til stede i nogen tid.
Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?
Du skal være opmærksom:
- Hvis du får vedvarende smerter i svælget, der ikke skyldes f.eks. forkølelse
- Hvis smerterne bliver værre over uger
- Hvis smerterne ledsages af ørepine
Du skal være særligt opmærksom:
- Hvis du ser et sår i svælget
- Hvis du får besvær med at gabe helt op
- Hvis du kan mærke en knude udvendigt på halsen
Disse symptomer kan skyldes kræft, men kan også være ufarlige.
Hvordan stilles diagnosen?
Din praktiserende læge kan mistænke sygdommen ud fra dine symptomer og efter at have undersøgt dig. Du vil da blive henvist til videre udredning og behandling hos en speciallæge i øre-næse-halssygdomme og evt. på hospitalet.
At du bliver henvist til en specialist af din praktiserende læge betyder ikke nødvendigvis, at du har kræft.
Ofte skal der flere undersøgelser til for at stille en sikker diagnose.
Diagnosen kan stilles ved at tage en vævsprøve (biopsi) og undersøge den nærmere i mikroskop. Man kan også teste vævsprøven for HPV-virus.
Hvorfor får man HPV-positiv kræft i mundsvælget?
Man formoder, at stigningen i forekomsten af HPV-positiv kræft i mundsvælget skyldes ændrede seksualvaner, herunder
- Tidlig seksuel debut
- Flere partnere
- Øget brug af oralsex
Derudover har personer med nedsat immunforsvar (f.eks. HIV-positive) højere risiko for udvikling af HPV-positiv kræft.
Smitter HPV-positiv kræft i mundsvælget?
Nej, kræft i sig selv smitter ikke.
Men HPV-virus kan smitte seksuelt, specielt pga. øget brug af oralsex, og dette antages at være den vigtigste smittekilde.
Er HPV-positiv kræft i mundsvælget arveligt?
Nej, HPV-positiv kræft i mundsvælget er ikke en arvelig sygdom.
Dog har personer med visse sjældne arvelige syndromer lidt øget risiko.
Langt de fleste, der udsættes for HPV-virus, får aldrig kræft - det vides endnu ikke, hvorfor nogle får kræft og andre ikke gør.
Hvordan behandler man HPV-positiv kræft i mundsvælget?
Den mest almindelige behandling er strålebehandling.
I nogle tilfælde, f.eks. ved kræft i en mandel, kan man vælge operation.
Det er endnu ikke klart, hvilken behandling der er bedst. Kemoterapi og immunterapi bruges allerede og forventes at få større betydning i fremtiden.
Hvad kan jeg selv gøre?
Hvis HPV-positiv kræft i mundsvælget skyldes oralsex, kan man nedsætte risikoen for smitte ved at dyrke sikker sex.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre HPV-positiv kræft i mundsvælget?
HPV-vaccine kan beskytte mod de HPV-typer, der giver kræft i kønsorganerne, hvis vaccinen er givet, før man udsættes for smitte med HPV-virus.
HPV-vaccine beskytter mod HPV-positiv kræft i mundsvælget. De tilgængelige vacciner, der findes på markedet, beskytter alle mod infektion med HPV-virus type 16, som er årsagen til 90 pct. af HPV-positiv kræft i mundsvælget.
Tobaksrygning kan forværre sygdommen - formentlig fordi den både øger risikoen for HPV-smitte og ved at gøre behandlingen mindre effektiv.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
- Hvis du har vedvarende eller tiltagende smerter i svælget gennem uger
- Hvis du samtidigt har ørepine
- Hvis du ser et sår i svælget
- Hvis du har svært ved at gabe
- Hvis du mærker en knude udvendigt på halsen
Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?
Din praktiserende læge kan henvise dig til en øre-næse-halslæge, som kan undersøge dig nærmere og evt. tage en vævsprøve.
Hvis der er mistanke om kræft, bliver du henvist hurtigt til videre undersøgelser og behandling på en hospitalsafdeling i det, man kalder et kræftpakke-forløb.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
HPV-positiv kræft i mundsvælget har som regel en bedre prognose end kræft i mundsvælget, der ikke skyldes HPV-virus (HPV-negativ kræft).
Under alle omstændigheder gælder det, at jo tidligere kræften opdages, desto bedre er mulighederne for behandling og overlevelse.
Husk, at det altid er en god idé at tage en pårørende eller en ven med til vigtige undersøgelser og lægesamtaler.
Er HPV-positiv kræft i svælget farligt?
Ja, HPV-positiv kræft i mundsvælget kan være livstruende, hvis den ikke bliver opdaget og behandlet i tide.
Hvor hyppig er HPV-positiv kræft i mundsvælget?
Kræft i mundsvælget er blevet mere almindelig de senere år.
I Danmark får lidt over 450 personer hvert år stillet diagnosen kræft i mundsvælget - ca. 60 % har HPV-positiv kræft. Der er ca. tre gange så mange mænd som kvinder, der får sygdommen.
Kan jeg få HPV-positiv kræft i svælget mere end en gang?
Ja, det kan man sandsynligvis. Risikoen for dette er ikke kendt.
Vil du vide mere?