Tænderskæren eller tandpres (bruksisme) er meget almindeligt
Ved tænderskæren bider du sammen og bevæger underkæben, uden der er føde imellem tænderne. Ved tandpres presser du tænderne mod hinanden uden bevægelse og spænder derved kæbemusklerne
Tænderskæren foregår oftest ubevidst under søvn, men kan også foregå om dagen
Symptomer
Tænderskæren menes i nogle tilfælde at kunne give ubehag eller smerter i kæbeled og tyggemuskulatur
Tænderskæren kan give øget slid på tænderne, og hos nogen giver det ømme tænder
Behandling
Der er kun grund til at behandle tænderskæren i tilfælde, der giver skader på tænder og/eller kæbesmerter
Beskyttelse mod tandslid kan opnås ved brug af bidskinne, som kan fremstilles individuelt hos tandlægen
Ved tandslid kan der være behov for at bygge de slidte tænder op med plast og kroner
Hvad er tænderskæren?
Tænderskæren/tandskæren/tandpres (bruksisme) er, når man gnider tænder mod hinanden uden at have mad mellem tænderne, eller hvis man presser tænderne mod hinanden. Det kan enten ske i søvne eller i anspændte situationer om dagen. Om dagen presser man oftest tænderne sammen.
Tænderskæren sker oftest i de lette søvnstadier. Det kan være så voldsomt, at det påvirker partnerens søvn. Nogle frembringer nemlig en kraftig støj, når de skærer tænder i søvne. Andre skærer eller presser tænder uden lyd.
Ofte opdager man ikke, at man skærer tænder, før man får tand- eller kæbeproblemer.
Det veksler meget, hvor meget en person skærer tænder. Nogle skærer tænder lidt og forsigtigt. Andre skærer tænder hver nat og kraftigt.
Så mange som en tredjedel af alle børn skærer tænder, især i 5-6-årsalderen. De allerfleste vokser sig fra problemet. Børn kan skære tænder om natten.
Hvad er symptomerne på tænderskæren?
Noget, der tyder på, at du skærer tænder, er:
Hørbar tænderskæren om natten
Slidte tyggeflader og skærekanter på tænderne
Mærker i slimhinden i kinden eller på tungen
Tidligere forbandt man nedenstående symptomer med natlig tænderskæren:
Smerter fra kæbeleddet og/eller spændte og stive tyggemuskler
I dag mener man, at symptomer fra muskler og hovedpine ikke nødvendigvis skyldes selve det at skære tænder. Dårlig søvnkvalitet kan både medføre forøget tendens til at skære tænder samt flere af de symptomer, man tidligere har ment, var forårsaget af tænderskæren.
Hvordan stilles diagnosen?
Det er ofte tandlægen, som opdager skader på tænderne i forbindelse med en almindelig tandlægeundersøgelse. Hvis tandlægen har mistanke om, at du skærer tænder, vil man holde øje med dit tandslid ved de næste tandlægebesøg, inden man overvejer at forebygge yderligere slid ved at behandle med en bidskinne.
Diagnosen kan om nødvendigt suppleres med registrering af kæbemuskelaktivitet under søvn.
Hvis du sover sammen med andre, kan de evt. oplyse om natlig tænderskæren.
Tandlægen hjælper med at finde ud af, hvad der kan være medvirkende årsager til tænderskæren. Tandlægen spørger bl.a. om vaner, medicin og om du er inde i en stresset periode. Sådanne forhold kan forstærke tendensen til tænderskæren.
Hvorfor skærer man tænder?
Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor nogle personer skærer tænder
Tænderskæren anses i dag for at være et spektrum fra almindeligt bevægelsesmønster til en form for søvnforstyrrelse på lige fod med uro i benene
Tænderskæren skyldes primært noget i centralnervesystemet og kan bl.a. påvirkes af psykologiske forhold, koffein, nikotin, medicin m.v.
Det hænder også, at tænderskæren opstår efter hjerneskade eller sygdom. Tænderskæren kan også være bivirkninger til enkelte typer medicin, rettet mod psykiatrisk sygdom, som for eksempel bestemte typer af medicin mod depression
Smitter tænderskæren?
Nej, tænderskæren smitter ikke.
Er tænderskæren arveligt?
Det er ikke undersøgt, om tænderskæren er arveligt.
Hvordan behandles tænderskæren?
Det er vigtigt at understrege, at masser af mennesker skærer tænder, uden at det er et problem, der skal gøres noget ved.
Hvis tænderskæren og tandslid er et problem, kan du kontakte en tandlæge for at få vurderet, om det bør behandles. Tænderskæren ser ud til at aftage med alderen for langt de fleste personer.
Behandling af tænderskæren kommer an på de medvirkende forhold, og på i hvilken grad tænderne bliver slidt:
Stress. Man kan prøve forskellige afspændingsøvelser. Dette kan strække sig fra selvhjælpsmetoder til professionel hjælp
Problemer med tandslid. Er skaderne store, kan det være nødvendigt med plast eller kroner på tænderne for at rette på skaden. En bidskinne, som man sover med, eller andet beskyttende kan være nødvendigt i alvorlige tilfælde. Skinner, som beskytter tænderne ved tænderskæren, kan du få fremstillet individuelt hos din tandlæge. Det frarådes at anvende skinner, som ikke er fremstillet hos tandlægen, da de kan medføre ændringer i tandstillingen, hvis ikke alle tænder er dækket og hvis de ikke passer helt præcist til det aktuelle tandsæt
Hvis tænderskæren skyldes hjerneskade eller neuromuskulær sygdom, er det ofte vanskeligt at gøre noget ved det. Skinne eller lignende er da ofte den bedste behandling
Hvis lægen og/eller tandlægen mistænker medicin, som årsagen til din tænderskæren, kan lægen undersøge om der er mulighed for at skifte til anden behandling
Der er også mulighed for at regulere tænderskæren med et apparat, som måler kæbemuskelaktiviteten under søvn
I sjældne tilfælde med særlig udpræget tænderskæren, kan behandling med botulinum toxin (”Botox”) i kæbemusklerne komme på tale
Hvad kan jeg selv gøre?
Det kan være meget nyttigt at prøve at få en så god søvnkvalitet som muligt ved fx at prøve at få gode soverutiner med faste sengetider m.v.
Er stress en medvirkende faktor til tænderskæren, kan afstressningsøvelser måske hjælpe.
Det kan også hjælpe at reducere forbruget af alkohol, kaffe og tobak.
Det kan være nødvendigt med en tandbeskytter. Tandlægen kan i så fald "skræddersy" en skinne til dig.
Hvordan udvikler tænderskæren sig?
Tænderskæren i sig selv er ikke et problem, medmindre det medfører konsekvenser i form af tandslid og/eller symptomer fra kæberne. Som nævnt ovenfor kan tænderskæren forværres af faktorer, der påvirker søvnkvalitet og centralnervesystemet, såsom medicin, koffein, alkohol, stress m.v.
Hvor hyppig er tænderskæren?
Tænderskæren er meget almindeligt. Man antager, at 10-20 % skærer tænder. Så mange som en tredjedel af alle børn skærer tænder, især i 5-6-årsalderen. De allerfleste vokser sig fra problemet, men selv tænderskæren i en kort periode kan medføre beskadigelse af de permanente tænder.