Eksostose i øregangen

Mikkel Holmelund

speciallæge

Fakta

  • En eksostose er et huddækket knoglefremspring i øregangen, der langsomt vokser
  • Hvis eksostosen er blevet stor, kan den lukke øregangen, og der kan samle sig ørevoks omkring
  • I nogle tilfælde går det ud over hørelsen, eller der kan opstå betændelse i øregangen

Behandling

  • Består i at fjerne det, der kan have opsamlet sig i øregangen, f.eks. ved at øret bliver skyllet eller suget
  • I svære tilfælde opereres det ekstra knoglevæv væk

Hvad er en eksostose?

Øregangen er den kanal, som går fra det ydre øre og ind til trommehinden. Den består yderst af brusk og inderst af knogle. Kanalen er dækket med hud indvendigt.

En eksostose er en frembuling af knoglevæv i den midterste og/eller inderste del af øregangen. Det gør, at øregangen bliver indsnævret, alt efter eksostosens størrelse. Det kan føre til, at der ophober sig f.eks. ørevoks, vand, sæberester og lignende. Det kan føre til eksem i huden i øregangen og evt. udvikle sig til øregangsbetændelse.

Tegning af eksostose

Hvad er symptomerne på eksostose i øregangen?

Eksostoser giver i sig selv ingen symptomer.

Øregangen kan være næsten helt tillukket, uden at det går ud over hørelsen. Men det kan give problemer at bruge høreapparat. 

Mange oplever, at det er svært at få vandet ud af øret efter bad og hårvask, så man får en generende fornemmelse af at have en prop i øret.

Efterhånden kan øret ikke rense sig selv, og man kan få problemer med fugt, ømhed og smerter i øret.

Eksem i øregangen giver ørekløe og kan give smerter i øret i perioder.

Hvilke symptomer skal man være særligt opmærksom på?

Hvis du får hørenedsættelse, smerter og ildelugt i øret, skal du gå til lægen.

Hvordan stilles diagnosen?

Du opdager som regel selv, at der er noget galt, fordi du ofte har en fornemmelse af at have en prop i øret eller ligefrem høre dårligere. Særligt hvis det hele tiden vender tilbage.

Hvorfor får man eksostose i øregangen?

Man regner med, at eksostoser udvikler sig på grund af nedkøling, når der kommer koldt vand i øregangen. Det mener man, fordi eksostoser først og fremmest ses hos dykkere, svømmere og surfere, og måske også sejlsportsfolk. Eksostoser kaldes derfor også for "Surfer's ear".

Smitter eksostoser?

Eksostoser smitter ikke.

Er eksostoser arveligt?

Det vides ikke, om tendensen til at udvikle eksostoser, hvis man udsættes for koldt vand, er arvelig.

Hvilken behandling er der?

Hvis du har eksostoser, som ikke giver gener, er behandling ikke nødvendig. Hvis du har tendens til, at der ophober sig ørevoks, anbefaler man at få det behandlet.

Hvis eksostosen fører til eksem eller betændelse i huden i øregangen, kan man forsøge at skylle øregangen regelmæssigt med lunkent 2 % eddikevand. Det laver man ved at blande 3 dele rent vand med 1 del husholdningseddike 7 %. Brug det gerne som let skylning 1 gang dagligt i en uges tid. Vandet skal være lunkent. I svære tilfælde må man få øret renset hos en øre-næse-halslæge.

Hvis du får smerter og hørenedsættelse, bør du søge læge. 

I de tilfælde, hvor generne bliver ved med at vende tilbage, kan det være nødvendigt at fjerne eksostoserne ved operation. Men det er meget sjældent nødvendigt.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre eksostoser i øregangen?

Hvis man har fået konstateret eksostoser, kan man forsøge at forhindre, at de vokser sig større. Det gør man ved at beskytte sig med ørepropper, når man dyrker vandsport. Ørepropper kan også hjælpe mod risikoen for at udvikle eksem.

Hvornår behandler man eksostoser?

  • Hvis du får flere og flere gener, efter du har været i bad og vasket hår
  • Hvis du får tilbagevendende udflåd fra øret
  • Hvis der jævnligt ophober sig ørevoks, der lukker øregangen

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Risikoen for vækst af eksostoserne er tilstede, så længe man fortsat er udsat for koldt vand i øregangen.

Hvor hyppig er eksostose i øregangen? 

Eksostoser er ret almindelige.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Mikkel Holmelund

speciallæge, Øre-næse-hals klinikken Øresund, Helsingør

Dorte Bojer

alm. prakt. læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen