Øregangsbyld (øregangsfurunkel)

Mikkel Holmelund

speciallæge

Fakta

  • Øregangsbyld eller øregangsfurunkel er betændelse i en hårsæk i øregangen
  • En byld i øregangen mærkes som en hævelse, der kan være meget øm

Behandling

  • Mindre bylder i øregangen går som regel væk af sig selv
  • I nogle tilfælde vælger lægen at give antibiotika eller prikke hul på bylden og udtømme pusset

Hvad er en øregangsbyld?

En overfladisk øregangsbyld (follikulitis) og en dybere byld (øregangsfurunkel eller øregangsabsces) skyldes betændelse i en hårsæk i øregangen.

Tegning af øregangsbyld

Hvad er symptomerne på øregangsbyld?

En byld i øregangen giver rødme og hævelse rundt om det betændte område. Det er ofte smertefuldt, da huden er bundet stramt til den underliggende brusk. Smerterne kan blive så stærke, at det gør ondt blot at bevæge kæben.

I sjældne tilfælde lukker hævelsen for øregangen, så hørelsen bliver nedsat.

Hvordan stilles diagnosen på øregangsbyld?

Hævelsen er som regel begrænset til den ydre del af øregangen. Dette gør, at den er forholdsvis let for lægen at se.

Hvorfor får man øregangsbyld?

En øregangsbyld skyldes en infektion i en hårsæk i den yderste tredjedel af øregangen. Infektionen skyldes oftest gule stafylokokker, som er en normalt forekommende hudbakterie. Personer med eksem og sukkersyge har større risiko for at udvikle en øregangsbyld. 

Smitter øregangsbyld?

Bakterierne fra bylden kan smitte ved berøring.  

Hvilken behandling er der?

En mindre overfladisk byld i øregangen vil ofte gå i sig selv. Den vil i nogle tilfælde, briste og udtømme pus.

Større hævelser og bylder der ligger dybt, kræver som regel behandling. Ørelægen vil ofte lægge en strimmel af gaze (meche) med antibiotikasalve i øregangen - og tilsvarende ved større bylder efter at have udtømt pus. I alvorlige tilfælde behandler man desuden med antibiotika (tabletter) mod hudbakterier.

Hvad kan jeg selv gøre?

Da en øregangsbyld som regel er smertefuld, anbefales det at tage smertestillende medicin, f.eks. paracetamol.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre øregangsbyld?

Der er risiko for at få en øregangsbyld, hvis du kradser dig i ørerne, specielt hvis du bruger hårnåle og andre spidse eller skarpe emner til at kradse med. Kontakt evt. lægen, hvis du lider af langvarig kløe i øret, da det kan behandles lokalt med medicin. 

Hvornår skal jeg søge hjælp? 

Hvis øregangen bliver tiltagende øm og hævet, skal du kontakte lægen. Det gælder specielt personer med sukkersyge.

Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?

Mindre overfladiske bylder behandles lokalt med en gazestrimmel (meche) med antibiotikasalve. Større, dybereliggende bylder, behandles desuden med udtømning af bylden og behandling med antibiotika mod hudbakterier.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Overfladiske bylder aftager ofte af sig selv. Med den rette behandling vil også større, dybereliggende bylder og hævelser aftage i løbet af en uges tid. 

Er øregangsbyld farligt?

Hvis en større byld ikke bliver behandlet kan den, i sjældne tilfælde, brede sig til den omgivende øregangsbrusk. Personer med sukkersyge har en øget risiko for komplikationer og bør altid søge læge ved mistanke om øregangsbetændelse. 

Hvor hyppig er øregangsbyld?

Overfladiske bylder er en almindelig tilstand, specielt på benene, hårbunden eller skægregionen, men er noget sjældnere i øregangen. Personer med eksem og sukkersyge har generelt større risiko for at udvikle betændelse i huden.

Kan jeg få øregangsbyld mere end én gang?

Ja, specielt personer med eksem og sukkersyge.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Mikkel Holmelund

speciallæge, Øre-næse-hals klinikken Øresund, Helsingør

Dorte Bojer

alm. prakt. læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen