Øresmerter

Jacob Tauris

speciallæge

Fakta

  • Smerter i ørerne skyldes i de fleste tilfælde en sygdom i øregangen eller mellemøret
  • Kan også udløses af sygdomme i svælget, tænderne eller omkring kæbeleddet
  • Hvis der ikke er en oplagt forklaring, f.eks. mellemørebetændelse, må der en nærmere undersøgelse til
  • Behandlingen afhænger af, hvad årsagen til smerterne er

Hvad er øresmerter?

  • Øresmerter er oftest udtryk for lidelser i selve øret. Det kan også skyldes sygdom andre steder i hoved- og halsområdet, som giver udstråling af smerter til øret

 

  • Øresmerter er en hyppig årsag til lægekontakt, særligt blandt småbørn

    Tegning af pus i mellemøret

Vurdering af øresmerter

  • Hos børn
    • Øresmerter hos små børn skyldes meget ofte mellemørebetændelse
    • Sandsynligheden for at årsagen er mellemørebetændelse stiger, hvis barnet tidligere har haft mellemørebetændelse flere gange
    • Ved natlig ørepine, uden at barnet i øvrigt er påfaldende sygt, er det som regel unødvendigt at kontakte læge i løbet af natten. Smertestillende behandling med f.eks. paracetamoler på dette tidspunkt tilstrækkelig behandling
  • Hos voksne
    • Øresmerter kan udover at komme fra øret skyldes smerte fra andre områder på hoved og hals, for eksempel fra tænderne, kæbeleddet, mandlerne eller svælget

Hvad kan årsagen være?

Almindelige årsager, som kan kræve behandling

  • Akut mellemørebetændelse
    • Forekommer oftest hos småbørn, hyppigst ½-3 år. Mange har haft mellemørebetændelse tidligere. Der har som regel været en forudgående øvre luftvejsinfektion 
    • Øresmerter der udvikler sig hurtigt, ofte om natten. Barnet er uroligt og tager sig til øret. Hvis der går hul på trommehinden fører det ofte til hurtig smertelindring og fugt i øregangen eller øreflåd
  • Øregangsbetændelse (akut otitis externa)
    • Hos børn opstår det ofte efter svømning i forurenet badevand (swimmingpools). Voksne med eksem i ørerne er i særligt øget risiko for tilbagevendende øregangsbetændelse. Foruden eksem og andre hudsygdomme (f.eks. psoriasis), er der en række faktorer, der øger risikoen for øregangsbetændelse såsom varme og fugtighed, aflukning af øregangene ved brug af høreapparater og høretelefoner samt mekanisk skade af øregangshuden (for eksempel ved brug af vatpinde)
    • Tilstanden giver smerter, under tiden meget udtalte smerter, og i nogle tilfælde løber der væske/pus ud af øregangen. Der kan også være hørenedsættelse, særligt hvis huden i øregangen hæver og lukker øregangen til
  • Ørevoks (cerumen)
    • Kan lukke øregangen til og give betændelse i øregangen
    • Opleves som regel som fornemmelse af en prop i øret, nedsat hørelse og sjældnere smerter eller ubehag
  • Fremmedlegeme i øregangen
    • Ses ofte hos børn, som har puttet en genstand i øregangen
    • Genstanden kan ofte fjernes, men hvis der er problemer med at få det ud, bør du søge læge, fordi der er risiko for skade både på øregangen og trommehinden
  • Akut halsbetændelse
    • I forbindelse med infektion i svælget (akut halsbetændelse) kan mandlerne være hævede. Det kan føre til irritation og tryk på ganebuerne og musklerne i svælget, som kan give smerter i øret

Sjældne årsager

Udstrålende smerter

Sjældne årsager i øret

  • Nekrotiserende øregangsbetændelse
    • Er en betændelse, som spreder sig til knoglevævet i øregangen. Opstår oftest blandt ældre patienter med diabetes eller immunsvigt
    • Giver stærke, dybe smerter, og typisk også med smerter om natten
  • Helvedesild
    • kan ramme nerver, som går til øret
    • Giver typisk øresmerter, lammelser i ansigtsnerven, og der ses små blærer i den ydre del af øregangen. Andre symptomer kan være nedsat hørelse, øresusen, svimmelhed og forstyrret smagssans
  • Betændelse i ørebrusken
    • Tilstanden kan ramme begge ører. Øremuslingen bliver rød eller blåviolet. Øreflippen er ikke ramt, fordi den mangler brusk
    • Tilstanden er ofte tilbagevendende

Ved normal øreundersøgelse

  • Lidelser i kæbeleddet
    • Slidgigt
    • Overbelastning af kæbeleddet, f.eks. i forbindelse med langvarige tandproblemer, bidforstyrrelser eller spændinger i kæbemuskulaturen 
  • Kræftsvulster
    • I næsen, mundhulen, svælget, halsen eller brystet kan forårsage øresmerter. Advarselssymptomer er synkeproblemer, vægttab, hæshed
  • Nervesmerter
    • Kan involvere flere af hjernenerverne
    • Trigeminusneuralgi er bedst kendt og er karakteriseret ved anfald med skarpe, skærende smerter i overkæbe- og underkæbe
    • Glossofaryngeusneuralgi forårsager smerte i halsen og hos nogle patienter i mellemøret
    • Facialisparese giver ansigtslammelse. Hos ca. 25% forekommer smerter bag øret
  • Betændelse i tindingepulsåren (kæmpecelle arteritis) 
    • Kan give smerter i området ved tindingen, og ømheden kan omfatte øret
    • Andre symptomer er slaphed, vægttab, feber og manglende appetit 
    • Det er vigtigt, at du bliver undersøgt hurtigst muligt, hvis du mistænker betændelse i tindingen. Sygdommen kan påvirke synet, hvis man ikke behandles i tide.

Film om ondt i øret hos børn

Film fra Børnelægernes Børnetips giver enkle råd og vejledning til, hvordan du skal holde øje med dit barn, hvis det har ondt i øret. I filmen får du også tåd til, hvad du kan gøre for at lette dit barns gener, og hvornår du skal ringe til din egen læge, vagtlæge, akuttelefon eller 112.

Film om ondt i øret på andre sprog 

  • Engelsk / English - se film om ondt i øret hos børn med engelsk tale og tekst hos Børnelægernes Børnetips

  • Arabisk / العربية- se film om ondt i øret med arabisk tale og tekst hos Børnelægernes Børnetips 

Hvad kan jeg selv gøre?

  • Råd hvis barnet har stærke øresmerter, som ikke aftager - særligt hvis barnet har haft lignende episoder tidligere:
    • Giv smertestillende og febernedsættende middel - f.eks. paracetamol
    • Hæve barnets overkrop, læg f.eks. puder under barnets overkrop, eller hæv hovedenden af sengen med et par bøger
    • Giv rigeligt at drikke
    • Brug næsedråber/saltvand, hvis næsen er tæt
  • Enkeltstående tilfælde af akut mellemørebetændelse hos i øvrigt raske børn skal som regel ikke behandles med antibiotika

Kontakt egen læge

  • Ved stærke øresmerter, især hvis smerterne bliver ved mere end 1-2 døgn, bør lægen undersøge øret
  • Selvom behandling af akut mellemørebetændelse ofte er unødvendig, er det vigtigt at barnet bliver set af en læge. Nogle børn har efterfølgende væske i mellemøret i kortere eller længere tid, som nedsætter hørelsen. Hvis tilstanden står på i længere tid, kan det gå ud over sprogudviklingen

Kontakt læge med det samme 

  • Ved rødme og ømhed bag øret, evt. med strittende øremusling

Hvad gør lægen?

Sygehistorie

Hvad vil lægen spørge om hos et barn med øresmerter

  • Hvornår begyndte symptomerne?
  • Hvordan har tilstanden udviklet sig?
  • Har der været en forudgående forkølelse?
  • Er barnet sygt udover øresmerterne? Er der feber?
  • Har barnet tidligere haft mellemørebetændelse?

Hvad vil lægen evt. spørge om hos en voksen med øresmerter

  • Hvornår begyndte symptomerne?
  • Er smerterne intense?
  • Havde du kløe i øret forud for den akutte forværring?
  • Har du renset eller skyllet øregangen?
  • Er hørelsen blevet nedsat i forbindelse med den akutte forværring?
  • Har du haft øreproblemer tidligere i livet?
  • Er du tidligere blevet opereret i øret?
  • Har du symptomer fra andre steder i hoved, hals eller svælg?

Lægeundersøgelsen

  • Når det drejer sig om børn, vil lægen, udover at undersøge øret, ofte lave en hurtig vurdering og undersøge, om der er anden sygdom i halsen, brystet eller maven. Lægen vil se efter udslæt, og hvis der er feber, vil lægen også se, om der er nakkestivhed.

Andre undersøgelser

  • Er sjældent nødvendigt

Henvisning til specialist eller hospital

De allerfleste med akutte øresmerter behandles af deres egen læge. Men henvisning til øre-næse-halslæge kan være relevant ved:  

  • Mistanke om akut mastoiditis (betændelse i knoglen bag øret)
  • Uklare og langvarige gener
  • Tilbagevendende akutte mellemørebetændelser
  • Vedvarende væske i mellemøret i flere måneder efter en akut mellemørebetændelse

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Jacob Tauris

speciallæge ph.d., Øre-næse-halslægerne Tauris & Glumer, Århus

Dorte Bojer

alm. prakt. læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen