Tømmermænd - de umiddelbare symptomer
Når du har drukket større mængder alkohol, kan du få det meget dårligt dagen efter, f.eks. hovedpine, alment ubehag, kvalme, opkastning og nedtrykthed.
Nogle af symptomerne hænger sammen med, at du mangler væske (er dehydreret) - og det hjælper somme tider, hvis du drikker rigeligt med væske uden alkohol.
Den eneste sikre måde at undgå tømmermænd på er at drikke mindre alkohol.
Hvis du har fået tømmermænd, kan du prøve at mindske symptomerne med smertestillende medicin, drikke kaffe eller cola og få nok søvn. Et gram paracetamol (2 tabletter à 500 mg) kan have god effekt. Alle både nye og gamle husråd er uden dokumenteret effekt.
Alkohols direkte påvirkning af kroppens hormoner
Alkohol kan påvirke kroppens niveau af flere hormoner:
- Mængden af såkaldt antidiuretisk hormon vil falde, og det medfører, at produktionen af urin bliver større. Du skal med andre ord tisse mere, end du indtager af væske
- Produktionen af mandligt kønshormon, testosteron, kan falde
- Koncentrationen af stresshormonet kortisol bliver større, selvom det føles som om, at alkoholen får én til at slappe af. I kombination med, at kroppen producerer mindre testosteron, kan det over længere tid medføre nedbrydning af muskelmasse
- Andre stresshormoner kan også stige, hvilket kan give uregelmæssig hjerterytme
- Alkohol påvirker insulin, og sammen med mindre fødeindtagelse kan blodsukkeret enten stige eller falde - det skal du være særligt opmærksom på, hvis du har diabetes
Alkohol kan skade fosteret
- Der findes intet sikkert niveau for, hvor meget alkohol du kan drikke uden at risikere at skade fostret
- Sundhedsstyrelsen fraråder derfor alkoholindtag, når du er gravid eller prøver at blive gravid, men der er ikke dokumentation for at små mængder alkohol, 1-2 genstande om ugen, har skadelige effekter
Risikoen for skader på fostret bliver større, jo mere og jo oftere moren drikker alkohol under graviditeten.
Alkoholskader på barnet strækker sig fra lettere problemer med at koncentrere sig og vanskeligheder ved indlæring til sværere hjerneskader og alvorlige udviklingsforstyrrelser.
Større alkoholindtag kan hæmme immunforsvaret, så barnet bliver mere modtagelig for infektioner.
Drikker du over genstandsgrænserne, øges risikoen for helbredsproblemer
Hvis du drikker store mængder alkohol gennem længere tid, stiger risikoen for at udvikle mere end 200 medicinske tilstande og sygdomme.
Det er især sygdomme i hjernen og nervesystemet, leversygdomme, betændelse i bugspytkirtlen, forhøjet blodtryk, blødninger (særligt i fordøjelsesorganerne), slagtilfælde, kræft og fosterskader.
Ud over at et større, langvarigt forbrug øger risikoen for at få bestemte sygdomme, forværrer alkoholen også mange andre sygdomme.
F.eks. vil psoriasis ofte blive værre, hvis du drikker store mænger alkohol, ligesom sygdomme i tarmen og diabetes bliver påvirket.
Et højt og langvarigt forbrug af alkohol vil også øge risikoen for infektioner og medføre, at du heler dårligere, hvis du er kommet til skade eller blevet opereret.
Et stort alkoholforbrug øger risikoen for, at du kommer til skade ved ulykker.
Længere tids stort alkoholforbrug vil desuden øge risikoen for afhængighed og medføre tolerans over for alkohol. Det vil sige, at du skal drikke større mængder for at opnå samme effekt, fordi hjernen indstiller sig på, at alkohol er til stede i kroppen en stor del af tiden.
Når hjernen har vænnet sig til det, vil du få abstinenser, når du holder op med at drikke alkohol.
Oplever du abstinenser, bør du søge behandling hos din læge eller den lokale alkoholbehandlingsinstitution.
Afhængighed
Alle kan formentlig udvikle alkoholproblemer og -afhængighed, men nogle er mere sårbare end andre. Når kroppen og hjernen vænner sig til et stort forbrug af alkohol, stiger risikoen for egentlig afhængighed. Du begynder at føle trang til at drikke - og kommer til at bruge meget tid på at skaffe alkohol. Det er derfor vigtigt at have en bevidst holdning til sit eget alkoholforbrug for at undgå at udvikle afhængighed.
Sikre grænser?
Du kan minimere din helbredsrisiko, hvis du højst drikker 10 genstande om ugen fordelt over ugens dage, så du maksimalt drikker 4 genstande på samme dag, se Sundhedsstyrelsens anbefalinger om alkohol, samt gode råd til alkoholproblemer. En genstand svarer til 33 cl almindelig øl, 1 glas vin, 1 drink eller 12 gram ren alkohol.
Ammende mødre anbefales at være tilbageholdende med at drikke alkohol og derfor ikke drikke mere end en enkelt genstand ved en begivenhed eller på én dag. For at mindske risikoen for at ens barn udsættes for alkohol via amning, kan man undlade at amme i 2-3 timer efter en indtaget genstand.
Børn og unge under 18 frarådes helt at drikke alkohol.
Ældre bør generelt være varsomme med alkohol og ikke drikke mere end én genstand eller to ved de lejligheder, hvor de drikker alkohol.
Positive virkninger på helbredet?
For midaldrende personer kan en lille smule alkohol i størrelsesorden en halv til en hel genstand dagligt måske forebygge hjerte- og karsygdomme, men der kan være store individuelle forskelle, både når det gælder gunstige og ugunstige virkninger. Det kan generelt ikke anbefales at drikke alkohol for sundhedens skyld.
Vil du vide mere?