Det er vigtigt at den rette diagnose stilles. Det er ikke altid helt let, fordi panikangst kan mistolkes som andre sygdomme. Se panikangst, diagnose
Målet med behandlingen af panikangst er at forhindre, at anfald opstår, således at man kan leve det liv, man gerne vil uden begrænsninger pga. angst. Eller i visse tilfælde i det mindste at mildne panikanfaldene, og dermed bidrage til, at man bekymrer sig mindre om at få nye anfald.
Det er to hovedbehandlinger af panikangst: Samtalebehandling og antidepressiv medicin. Man kan blive tilbudt den ene af behandlingerne eller en kombination af dem.
Behandling hjælper langt de fleste med panikangst. Når man kommer i behandling, kan panikanfaldene helt høre op, eller symptomerne bliver mindre ubehagelige og sjældnere. Behandling af panikangst tager nogle gange uger, før den virker, og andre gange flere måneder.
Kognitiv terapi omtales nedenfor. Behandlingen har bl.a. som mål at ændre på måden, man opfatter anfaldene. Kognitiv terapi er effektivt, og der er videnskabelig forskning som dokumenterer dette. Det virker lidt langsommere end medicinen.
Behandlingen med medicin består i dag først og fremmest af antidepressiv medicin, også kaldet antidepressiva. Denne type medicin har også en direkte effekt på symptomerne ved angst. Antidepressiva har solid videnskabelig dokumentation for effekt.
Man anvender undtagelsesvis beroligende medicin (benzodiazepiner) til at dæmpe et anfald. Hvis man bruger benzodiazepiner i længere tid, kan der dog opstå afhængighed. Det gør, at man skal anvende dem med allerstørste varsomhed og kun, når andre behandlinger har vist sig forgæves.
Man anvender også andre former for psykoterapi: Indlæring af afslapningsteknikker og såkaldt eksponeringsbehandling, hvor man trænes op til at tåle situationer, hvor panikanfald ofte opstår. Disse behandlinger er ofte mindre effektive end kognitiv terapi, men kombineres gerne med denne form for behandling.
Nogle patienter har glæde af Mindfulness og af kropsterapi som tillæg til anden behandling.
Medicin af typen antidepressiva bruger man normalt til at behandle depression. Men en del antidepressiva har vist sig at have god effekt ved panikangst. Sådanne præparater er i dag førstevalg, hvis man skal have medicin for panikangst.
Forskellige typer antidepressiva er effektive og forebygger panikanfald. Det tager dog gerne 2-4 uger, før virkningen sætter ind. Fordelen ved disse præparater er, at de ikke er vanedannende, som benzodiazepiner er det. Han man fået antidepressiva i længere tid, er det vigtigt, at man trapper gradvis ned støttet af sin læge, således at man ikke får ubehag, som kunne have været undgået. Se nøjere under SSRI om dette.
SSRI er en type antidepressiva, som man hyppigst bruger ved denne tilstand. Eksempler på de mest brugte er sertralin og citalopram.
Imipramin tilhører en ældre type antidepressiva. Denne type medicin har dog også vist sig at kunne dæmpe angstanfaldene og reducere risikoen for nye anfald. Men for alle disse præparater gælder det, at risikoen for tilbagefald er relativt stor, når behandlingen stoppes.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at angsten kan blive værre i starten af behandlingen. Derfor skal man starte med en mindre dosis end den, man ville starte med ved depression. Af samme grund har man meget brug for støtte fra lægen i starten af behandlingen.
Buspiron tilhører sin egen gruppe af medikamenter. Denne medicin bruger man til at behandle angstlidelser, bl.a. panikangst. Her gælder også, at virkningen først indtræder efter 2-4 uger.
Den videnskabelige dokumentation af effekten er relativt mindre sammenlignet med den for SSRI.
Lægen kan også i udvalgte tilfælde foreslå anvendelse af pregabalin, som er et middel mod epilepsi.
Kognitiv terapi er en behandling, som retter opmærksomheden mod, hvordan man opfatter sig selv og sine vanskeligheder. Ved at forsøge at forandre de negative tanker man har, til at tænke mere realistisk, kan det hjælpe til at få bedre kontrol over sin panikangst. Stress og bekymringer kan medføre både fysiske og psykiske symptomer. Det er derfor vigtigt at opøve sig i at mestre disse tilstande.
Mennesker med panikangst tænker ofte meget negativt om sig selv. De føler sig forfærdeligt skrøbelige. Det mindste symptom fra kroppen, f.eks. uskyldige ekstraslag af hjertet, vil fejltolkes som tegn på alvorlig sygdom eller forestående hjerteanfald. Dette øger nervøsiteten og dermed sandsynligheden for, at man får et nyt panikanfald.
Disse mennesker har således mange tanker om sig selv, som forstærker angsten. De undgår bestemte situationer, fordi de frygter at få panikanfald. Det kan fx være at tage med offentlig transport eller købe ind i supermarkeder. De indskrænker derfor efterhånden deres liv alvorligt. Dette medfører umiddelbart mindre angst, men som tiden går bliver der mindre og mindre man kan, uden at få angst. Angsten breder sig på den måde til større og større dele af ens liv.
En kognitiv terapeut kan hjælpe på forskellige måder. Typisk samarbejder terapeuten og personen med panikangst om at finde frem til, hvilke tanker eller forestillinger, som udløser de negative reaktioner. Man lægger vægt på at finde andre tanker og billeder, som kan erstatte dem, som udløser de negative reaktioner. Man tager udgangspunkt i de positive sider og færdigheder, man har, men som er blevet helt borte i alt det negative.
Det er vigtigt at afprøve disse nye måder at tænke på i dagligdags situationer. Og derefter at komme tilbage til terapeuten og drøfte de nye erfaringer. Man kombinerer ofte hjælp til at tænke anderledes med hjælp til at handle anderledes. På den måde kan man f.eks. få erfaring med at mestre vanskelige situationer og dermed få mere selvtillid.
De negative tanker man har om sig selv i dag, har ofte rod i tidligere oplevelser. Kognitiv terapi kan dermed også give en mulighed for en ny forståelse af nederlag og vanskeligheder, som man har oplevet tidligere.
En meget vigtig del af terapien er den såkaldte psykoedukation. Dvs. at man skal lære mest muligt om ens angst, hvordan symptomerne udvikler sig osv. Derved bliver angsten mindre truende - fx fordi man indser, at den ikke er symptom på et hjerteanfald, som er på vej. Efterhånden kan man også lære, hvordan man stopper et angstanfald, der er på vej. På den måde mindskes angstens betydning for én.
Den ikke-medicinske behandling af panikangst er langt at foretrække, hvis den kan gennemføres med godt resultat. Derved får man nogle redskaber, som man kan bruge, hvis angsten skulle vende tilbage igen.
Men i svære tilfælde er samtalebehandlingen ikke nok. I sådanne tilfælde er det godt, at vi råder over medicinsk behandling.
Benzodiazepiner anbefales ikke ved panikangst, selv om de virker godt på selve anfaldene. Hvis de bruges, bør de normalt ikke bruges fast. Holdningen i dag er, at dette først og fremmest er behandling til mennesker, hvor ingen anden behandling har virket eller har kunnet gennemføres. Behandlingen bør i så fald gives af speciallæger i psykiatri.
Da tilstanden oftest er langvarig, skal man ofte behandles i lang tid. Ved lang tids behandling er der imidlertid risiko for at blive afhængig af denne type medicin.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
